Ich singe mit schwerem Herzen.
Sieh doch einmal die Kerzen,
Sie leuchten in dem sie vergehn.
Göthe
Mellem det Dybe og Høie
Blev en Luftaand født. Med funklende Øie
Saae han det store Univers sig hvælve,
Men underligt hans Tanke maatte skjælve;
Hans Sjæl var Kjærlighed;
Den var en Higen uden Ro og Fred;
Et Hjerte — ja, et Hjerte søgte han at møde!
Rundt om sig saae han Stjerneskaren gløde,
Den rullede jo med ham, reen og klar;
Da løftede han kjækt sit Vingepar
Og svang sig mod det første Stjernelys;
Det var vor Jord; — men med sit kolde Vinter-Gys,
Den store Masse truende gled frem,
Hvor Menneskeaander, fjernet fra sit Hjem,
Klæbed’ i Dynd under Taage og Damp,
Og løftede Vingen i gavnløs Kamp;
Da svang han sig høit, Sollyset nær,
Men de varmende Straaler, det flammende Skjær,
Forsvandt, som en Elskendes Ord;
Da fløi han mod Tankens yderste Fjerne,
Men hver blinkende Stjerne
Var uden Hjerte, og hvor han saae,
Rullede kun Kloder i det umaalte Blaae,
Da svulmede hans Bryst, og i Toner det klang.
— Det kalder nu Mennesket: Sphærernes Sang.