En Foraarsaften udenfor Astrakan i en
graa, fortrampet og vanskøttet Egn, uden
et Spor af Grønt, stod jeg en Stund stille
foran et Hus, mens Tusmørket kom.
Gennem et af Husets Vinduer saa jeg en
Mand, hvis Ansigt var graat som Jorden,
tale til en Kvinde, der smilende stod
foran ham:
Det er altsammen længe siden,
det er Genlyd og Genskær alt,
det er altsammen noget, som Tiden
— det synes jeg nu — har fortalt,
og Tiden, som langsomt fortæller,
er selv som en sløret Gestalt.
Det er altsammen Lyden af Vognen,
der forlængst for forbi mig her,
det er Kedelens Syngen paa Ovnen
og Ildens døende Skær,
det er Genlyd og Genskær det hele,
kun du, min Evunja, er nær.
Mens alt andet i Dagenes Tusind
blev til Blæst, blev en graa Melodi,
blev til endeløs tonende Susen,
er du Træet, det susede i,
er du Træet, hvis Stamme jeg favner,
mens Suset graat gaar forbi.
Naar jeg rører din Haand, dine Kinder,
kan jeg skimte, som Glimt af en Kniv,
noget fjernt, som i Mørket forsvinder —
min Ungdom, mit brusende Liv.
Tilbage er du, min Evunja,
Balalajkaens sidste Motiv.
Du er Gnisten, den sidste, du kære,
du er eneste Tilflugt og Raad.
Jeg er træt, jeg er træt af at være,
og nu er min sidste Daad
at bede dig smile, Evunja,
det Smil, som fornægter al Graad.
Det er altsammen Ørken og Øde,
ak, hvad er nu de henfarne Aar,
jeg har grædt mine Øjne røde,
det er godt, at det alt forgaar,
men Gud, lad min Funke gløde
de sidste graanende Aar.