Den første blege Stjerne
tyst funklende jeg saa
gaa frem i Aftnens Blaa,
nu maa Alverden gerne
hensmuldre og forgaa.
Det er som blev jeg mindet
af dette Stjerneskælv
i Himlens dybe Hvælv,
det er som om der skinned’
en Stjerne i mig selv.
Det er som fra det Fjerne
et Lys. der paa mig saa:
Se paa mig — og forstaa!
Jeg er det Lys, den Stjerne,
som aldrig skal forgaa.