I den tause Nat er jeg vaagnet op,
der staar Stjerneild over Poplens Top,
og det pusler lidt ved min Vindueskrog
som en liflig Lyd i et halvglemt Sprog.
Hvem gad sove nu — jeg gaar hastigt ud,
som om En derude har sendt mig Bud,
o du Sø, som stivned den Vinter lang,
har du kaldt mig ud med din mørke Sang?
Og du Stjernesværm i et Rum saa blaat,
er det dig, der kalder saa dybt og godt?
Jeg vil gaa og gaa, til min Fod bli’r mat
jeg var altid Ven med den tause Nat, —
den har gydt sit Mørke, sit Stjerneskin
som en evig Pragt i mit usle Sind,
o du gode Nat, hvis der er en Gud,
er det dig, der er ham det bedste Bud, —
selv en Skorstenspibe, mod Himlen rakt,
bliver tempelskøn ved din mørke Magt,
nn kan Tanken flyve sin stille Flugt,
under Stjernehimlen er alting smukt.
Og jeg staar tilsidst ved et slukket Hus
i min Vandringsfryd, i min Foraarsrus
og besværger Natten at suse tyst
over En, der gjorde mit Hjerte lyst.
For vi vandrer ud under Stjerners Baal
og vi tror, vi gaar uden Méd og Maal,
og dog standser vi paa den samme Vej,
hvor vi sidste Aar stod en Nat i Maj, —
i de mørke Ruder gaar Skyer forbi,
og jeg ser mit Liv som en Drøm deri
og besværger Natten at suse tyst
over En, der gjorde det mørke lyst.