Nu drysser Kastanjen sin Rakkel,
et lyserødt Smuld, over Flisen,
det bortføres sagte af Brisen,
og Træerne bruser
som Sale og Sluser
for Fuglenes søde Spektakel.
Nu sender Syrenen sin Bølge
af Duft mod et Hjærte, hvor Kvalen
staar krumbøjet Vagt ved Portalen,
men viger og viger,
mens Duftbølgen sniger
sig ind med sit lydløse Følge.
Og Aftnen vil komme, — den blide,
den blaanende Aften, og Vinden
vil blafrende stryge om Kinden,
snart heftigt, snart roligt
som En, der fortroligt
gaar mørkøjet tæt ved min Side.
Ja, Aftnen vil komme, o Tiden,
da Træernes lysende Rakler,
udvisket i Skumringen, vakler
som Genskin, der kommer
med Bud fra en Sommer,
der blomstred for tusind Aar siden.
Nu svulmer mit Hjerte i Kraften,
og kom nu, du eneste ene,
og gør os i Verden alene,
helt fjerne, helt nære,
o vær mig, du kære,
som selve den skumrende Aften.