Det klinged med Bjælder fra Vinterens Slæde,
saa plasked det lydt fra den vaarlige Væde,
de elskende Trækfugles Skrig
lød skingert og skærpet deri —
saa nynned en smallivet Eva, en Ester,
det toned fra Børn og Forrykte og Præster
og Hvermand — til Sommerens hele Orkester
drog larmende, broget forbi.
I knejsende Rytmer, i Stigen og Dalen,
i lange og strygende Buer som Svalen
steg Gryet, steg Middag og Kvæld,
steg op af det strømmende Væld
de skinnende Blomster, som Kvinderne fletter,
den dæmpede Larmen af Fugle, der letter,
den fjerne Musik i de rindende Nætter,
som læsker den tørstende Sjæl.
En Livsens Musik — og de standsed og lytted
og greb sig til Hjertet — en Ungersvend bytted
sin falmede Dragt med en rød —
de smilede i deres Nød.
Da tav først én Fløjte, de andre blev svage,
saa stansed de helt som et Menneskes Dage
en Cello alene begyndte at klage
om Høst og om Smerte og Død.
En Cello alene begyndte at spille
om det, Du ej evner, saa gerne Du vilde,
om det, der gik evigt af Led,
om Tabet for evigt af Fred-------
en Cello har spillet saa saaret, saa længe,
at da han, der spilled de blodige Strenge,
omsider forblødte af Sjælsot og Flænge,
blev Celloen smerteligt ved.
Forstummede Digter, vi var dine Gæster
ved Vaarens og Sommerens Fejder og Fester —
mens Dage, mens Aarene gled,
uanet Du tog os i Ed,
vi blev dine Sønner i Høsten, og Mester:
vi er Dig et sidste, et dæmpet Orkester,
mens langsomt og bøjet Du vandrer mod Vester,
hvor Solen for evigt gaar ned.