Hvor mange Timer gik jeg? Slet ingen Sjæl jeg saa,
imellem Løv, der falmer, jeg bliver ved at gaa.
Nu fløj en Fugl af Buske. Hvor Himlen dog er blaa.
Her er saa klart og stille. Jeg sidder paa en Bul,
og Blade falder langsomt, lidt træt, i Løv og Muld,
og ét er endnu grønligt, ét rødt, ét gult som Guld,
og Luften gennemsitres af varm og gylden Sol,
jeg er saa glad som fordum, naar Foraarsgøgen gol,
og alle Kilder strømmed ved Synet af Viol, —
og dog en anden Glæde, mer’ dyb og mere min,
naar sad jeg før og ejed en Verden, rig og fin,
som nu, da Solen spiller paa Luftens Violin, —
naar sad jeg før og mærked min Styrke, mens jeg lo
som nu i denne høstlige, falmende Ro,
naar sad jeg før og hørte en Verden i mig gro.
Og mange Timer flygter. Nu falder Mørket paa,
farvel, azurblaa Himmel — det sortner i det Blaa,
berust af Vandringslysten jeg bliver ved at gaa.
Det gule Løv, som mørkner, faar Broncetoners Lød,
de røde Blade brænder i lillatusnet Glød,
ak, hvad i hele Verden er skønt som Løv i Død,
og hvem er mer’ min Frænde, hvem er mig mere god,
o Trær, jeg kunde gerne forgaa ved Eders Fod,
taknemlig væde Jorden med min sidste Draabe Blod.