Det var en Vaardag med Sne, der gled hen,
Liljer stod nyfødt i Sporet,
henimod Aften vi mødtes igen,
Sølvfade damped’ paa Bordet.
Endnu lidt Solskin i Vinduets Karm,
endnu fra Gaden en Raaben,
Lyset gled over i Tusmørkets Arm, —
Døren til Haven stod aaben:
Krokus og Vinca — Luften var vaad,
Himmelens grønlige Tone
falmede hvidligt og fødte en Graad
af Stjerner bag Ahornens Krone.
Hvid og forynget han sad paa sin Plads,
talte om mauriske Buer —
„Salute, signore” — han løfted’ sit Glas, —
„velkommen i mine Stuer.”
Øjnene dvæled — et smilende Hvil,
Ansigtets fornemme Linjer
lyste af Ungdom — den Vin og det Smil
kommer fra ældgamle Vinjer.
Stjernerne skælved — saa greb jeg med ét
Glasset og talte om Saften,
Stænglernes Væde, der lidt efter lidt
steg denne vaarlige Aften. —
„— men denne Gæren, som higende gaar,
kan jeg minutvis forglemme,
higende Hu i en stærkere Vaar
mærker jeg i Deres Stemme.
De er bestandigt et Vaarløv i Blæst,
Fjeldvand, der syder og stænker,
kære Maestro, en lykkelig Gæst
takker for Glæden, De skænker."
Skulde jeg adlydt en brændende Trang
— aldrig vort Hjerte bekender
Krogenes Løndom, den inderste Sang —
havde jeg grebet hans Hænder,
tilstaaet, sværget i Foraarets Navn,
at naar hans Røst randt i Mulde,
vilde min Hjerterod hærges af Savn,
svides af Tørke og Kulde.
— — —
Solskinnet strømmer i Dag — det er Vaar,
Krokus og Vincaer spirer,
Roskildefjorden bag Bankerne gaar,
strømmer med Skær af Safirer.
Domkirkens Taarne syler sig spidst
over de kravlende Gaarde,
her for min Fod — usvigeligt vist
saa jeg dem sænke hans Baare.
Dannebrogsdugen, de svøbte den i,
ligger dernede og lyser,
kære Maestro — din Gæst gaar forbi,
standser, og mindes, og fryser, —
lytter Du, lytter Du, stum under Jord,
træt af de Timer og Døgne,
eller, o Gud, er Du Vinden, der for
over de brændende Øjne.