Se, det er Aften — og Træerne falder i Tanker,
Blæsten har lagt sig, nu ligger Verden for Anker,
Stemmer langt borte fra stiger og stiger og daler,
Luften er vibrende fuld af forviltrede Svaler.
Frøerne kræger sendrægtigt, og Hundene giammer,
Himlen i Vest er en synkende Verden i Flammer,
Østhimlen, bleg og af rolige Poppeltræ’r randet,
spejler sig, sænker sig dybt og urørligt i Vandet.
Solen har dukket sig, dvælende, Kende for Kende,
snart er den selv og dens brændende Flammeskær henne,
end staar en Rude bag Træerne glimtende gylden —
mærk, hvor det dufter af gul Kaprifol og af Hylden.
Sænk Dig da, Sol, og lad alt glide ud og fortone,
Farver skal favnes i et, og Træernes Krone
fyldes af Mulm mellem ensomme, sukkende Grene,
alt det mangfoldige glide i det, der er ene.
Træerne mødes med sagte og blide Gebærder.
Hør da et Skrig fra et Hjerte, hvem noget forfærder.
Midt i den dulmende Nat som en skærende Ængstelse kom det.
Saa sank det hen i en Tavshed, der svøbte sig om det.