Endnu før det blev Daggry
kom Brevskab fra en Mand,
og søvndrukken læste jeg:
„Hjælp mig, hvis Du kan!”
Det lød som et Raab
fra et stort og stormfuldt Vand.
Jeg tænkte paa de Skibe,
der aldrig finder Havn,
og videre læste jeg:
„— I Venskabets Navn!”
Da saa jeg for mig Havet
paa hundredtusind Favn.
Da saa jeg Skibet kæntre
med Mand og mindste Mus,
men videre læste jeg:
— „laan mig hundred Krus" —
da aanded jeg lettet
i mit vaagnende Hus.
Jeg vaagned som jeg sovned
i min gammelkendte Egn:
Smaa muntre Blink af Solen
i en strømmende Regn.
Saa skrabede jeg Mammon
til den strandede Kaptajn.