Ad Trappetrin, der knirked forraadende, fordømt,
jeg sneg mig til Terrassen over Huset:
af Nattedisen sløret, beskyttet blidt og ømt,
Firenze laa i Slummeren beruset.
Jeg hørte Hjerter banke, saa rolige som stemt
til Ro ved Arnos brede mezza voce,
der randt tre stille Toner, tre drømte Klokkeklemt
fra Jomfruklokkerne i Santa Croce.
Og lænet imod Værnet og søvnløs og fortænkt,
i Skyggerne af andre Tiders Nætter
jeg saa Palazzo vecchio, unærmeligt og strengt,
staa vaagent blandt de blege Silhuetter, —
et hævet Spyd i Natten, en truende Gestalt,
der rejste sig mumlende af Mulde:
„Lorenzo Magnifico, nu smuldrer Du alt
i Marmorsarkofagens tavse Kulde,
mens Salene er fulde af Pak i dette Hus
og Pisas Søn igennem Byen braser
med Bærmen fra Siena — det Snogeslæng, de Lus —
men ingen, ingen græder, ingen raser.
Alverdens dumme Øjne har glo’t i Dit Kapel
paa Gozzolis berømmelige Fresko,
Firenze har forglemt at slaa Hundene ihjel,
o, dumme Tid med plumpe Tramp af Træsko.
Arnolfo, Du, som bygged mig stærk og skøn og smal,
saa stor Fornedrelse blev aldrig spaa’t os,
nu gad jeg gerne ramle og knuse i mit Fald
den ynkelige By, som har forraadt os.”
— — —
Paa Miniatos Høje i Nattens blege Skær
staar David, ung og stærk med vrede Hænder,
der længes efter Slynger, — der drømmer om et Sværd,
paa Miniatos Høje en Drøm, som ingen kender.
— — —
Men Byens blonde Øjne er trætte faldne til,
og Tid og Evighed gik den af Glemme,
fra Santa Croce rinder et fire Toners Spil,
der synker, segnefærdigt, i Arnos store Stemme.