Det hugger i Nattogets Kobling,
i Skinner, Waggoner, i Jord,
vi jager med Kræfters Fordobling,
og Nætterne sletter vort Spor.
De lysende Skyer — de driver,
de strømmer, som sov de, forbi,
en Maane bag Rifterne skriver
en Maanes Betragtning deri.
Som Lyn foran Skyers Opaler
et Herreslot kom — og forgik,
Rokokoportaler — Cymbaler,
et Aandesyns blege Musik.
Hvem vandrer med flakkende Kerte
ad Trinene, grønne og slidt?
dér vandrer, udskilt fra mit Hjerte,
min Sjæl med søgende Skridt.
Forbi! — o, Sjæl, som jeg skimted,
een Gang skal du faa mig at se,
naar Gnisten, den sidste, er glimtet,
og ingenting mere skal ske.
Du bøjer, med lysende Tande,
Dig over mig, ser mig et Nu,
et Pust som et Kys paa min Pande,
saa slukkes I, Lyset og Du.
— — —
Det hugger i Jord og Waggoner,
og alting er søndret og delt,
vi jager som flygtende Konger,
og aldrig saa standser vi helt.
Men udenfor strømmer og strømmer,
saa mildt som de vaarlige Fnug,
de Skyer, de Popler, som drømmer
bag Rudernes rindende Dug.