Og Natten danser lydløst ud
i Bajadèrelune
med Morildsgnister i sit Blik
og Smilet som en Rune, —
og Vaaren stænker Gyldenregn
paa Nattens blanke Silke,
en øm og stille Luftning gaar
blandt blomstertunge Stilke.
Jeg raaber i den blanke Nat
et Navn, mit Hjerte varer,
jeg raaber langt — og lytter spændt,
men ingen Stemme svarer.
Det er, som kom jeg langvejs fra
af megen Vandring mødig
og havde Vennehaand behov
og megen Hvile nødig.
Maa ofte standse ved en Dør
og længes efter Hvile, —
naar var det sidst, du tog min Haand
og fik mig til at smile.