Nu er det Tid, da slagne Sind
tør rejse sig og haabe, —
Syrenen paa hver Havehæk
slaar ud sin lilla Kaabe.
Kastanjen tænder hvide Blus
i sine svungne Stager,
vidt over Marken skummer det
med blomsterhvide Flager.
En Silkeluft! — og Knopskælsguld,
der Himmelhavet kysser,
alt mens Kastanjekertens Smuld
paa Boulevarden drysser.
Snart slænges røde Valmustænk
i Grams paa grønne Marker, — —
det stiger som en mild Essens
fra Hovedstadens Parker:
Det stiger som mit Barndomsland,
saa fint og nænsomt tegnet,
henaandet som en Morgensky,
af Længsel er det hegnet.
Mit Barndomsland, saa fjernt og skønt,
har dog saa skarpe Stene,
men var jeg glad, — da var mit Sind
af Glæde fyldt alene.