Nu staar Vaaren just i Syrenens Tegn,
der gaar syrlig Duft fra hvert Havehegn,
og den hvide Tjørn aander ør og hed,
naar den gyldne Sol gaar bag Skove ned.
Og den lyse Nat har sin Tid forkyndt,
saa gaar Maanen frem som en gylden Mønt,
den er fuld og rund, — uden Rift den staar
som en blank Juvel, sat i Nattens Haar.
Læg dit Hoved trygt paa min Skulder ned
og lyt længe til, hvad mit Hjerte véd,
dys din Sjæl til Ro, stil dit bange Blod,
jeg er hos dig, Skat, er dig altid god.
Hvor din Haand i min gør mit Hjerte glad,
hvor din Mund er blød, — som et Valmublad, —
ak, vor Hu blir hed og vor Tanke ør,
og vi finder Vej til din Kammerdør.
Ak, vor Hu er hed, vor Forlængsel stor,
vi gaar sammen ind, taler ingen Ord,
men jeg véd mig selv som en Drot, en Gud,
mens den lyse Nat rinder langsomt ud.