— — — —
Mit Hjem er Østerland, hvor Dagens Lys sig reiser,
Hvor Solen skinner smuk som i sit Telt en Keiser!
Fremskridende paa Himlen, evig klar og pur.
Saaledes, med en riig Emir, paa Stavnens Trone,
Til en indviet Fløites Tone
Et Guldskib flyder hen paa Bølger af Azur.
I Østen sig al Rigdomsfylde sammendynger.
I andre Himmelstrøg, ved Skiæbnens Bud, omslynger
Beedskhed det Sødeste, men Gud, som seer
Paa Asiens Natur med Øine, mindre strenge
Gav flere Blomster til dets Enge
Dets Himmel flere Stjerner, Havet Perler fleer.
Mit Rige først ved hine Catacomber slipper
Gravhvælvinger, uhyre, skjøndt de synes Klipper
Ved Muren om et Folk, saa ørkesløst som sky,
Der, liig det snevre Belte om en Pige,
Omsnørende et Kejserrige
I Verden indeslutter som en Verden ny.
Uhyre Stæder eier jeg, hvis Pragt og Glands forfærde,
Det blomstrende Lahore, Damask, med Guld og Sværde
Golconda, og det kongelige Ispahan
Bagdad, hvis Muur, som Rustning, værner om dets Huse,
Aleppos Larm — en Vandringsmand
Truer, naar han nærmer sig at høre Havet bruse.
— — — —
Victor Hugo.