Leur ombre vagabonds, à travers le feuillage
Fremira; sur les vents ou sur quelque nuage,
Tu les verras descendre; où, du sein de la mer
S’élevant comme un songe, étinceler dans l’air;
Et leur voix, toujours tendre et doucement plaintive,
Caresser en fuyant ton oreille attentive.
— André Chénier. —
I
Børn! Naar I døe, vogt eder vel, at en Aand
Paa Veien til Himlen ei forfører eders Sjæl!
Hør, hvad engang en viis Olding mig lærte: —
Visse Dæmoner, frelst fra den evige Ild,
Rebeller, mindre ondskabsfulde, end at Erkeenglen fordømte dem,
Vente under Jorden, hvor Ilden, Vandet eller Luften holder dem tilbage,
Banlyste, Dommedagen.
Blandt disse, bortstødte af de himmelske Skarer
Have nogle saa søde Stemmer, at man skulde tro dem Engle
Frygt for dem: 1000 Aar udelukte af Paradiis,
Vil de rive eder med sig, Børn, i Skjærsilden! —
Spørg ikke hvorfra jeg har dette Sagn;
Vore Forfædre har fortalt det, og jeg fortæller det igjen.
II
La Péri.
Hvorhen, du unge Sjæl? ... Tøv!
Mit Slot skal aabne sig for dig.
Følg mig, forlad Veien til Himlen,
Ak, du forvilder dig vist,
Nyfødte, som nylig døde!
Du skal lege bestandig
I mine smukke Hauger med Guldfrugter;
Fra mit straalende Opholdsted,
Skal du see din Moder, som græder
Ved din Vugge, som er varm endnu
Jeg er den skjønneste Peri:
Mine Søstre herske hvor Dagen fødes;
Jeg skinner i deres udødelige Flok
Som, mellem Blomsterne, den skinner
Man bryder i Elskovsdrømme
Jeg har en Silketurban paa min Pande;
Mine Arme ere dækkede med Rubiner;
I min glødende Flugt
Ruller Purpurvingen, som krummer sig,
Tre aabne Øine af Ild.
Mere hvid end et fjerntsvævende Slør
Har mit Legeme ikke dets Bleghed;
Og paa de Steder, det afslører sig,
Skinner det som en Stjerne,
Dufter det som en Blomst!
La Fée.
Kom, smukke Barn! jeg er en Fee.
Jeg hersker ved Kysterne, hvor Solen,
I de opvarmede Bølgers Skjød,
Dukker sig prægtig, i Glands.
Vestens Folkefærd tilbede mig:
Taagerne paa deres Himmel forgyldes,
Naar jeg i Flugten berører dem.
Som Dronning over søvndyssende Skygger,
Opslaaer jeg magiske Palads
I Aftenrødens Skyer.
Min Vinge er blaa og gjennemsigtig:
Sylphernes henrykte Bi-Sværm
Troer at see paa min Ryg, naar jeg svæver,
To Sølvstraaler skjælve.
Min Haand lyser, rosenrød og gjennemsigtig;
Min Aande er den duftende Kjølning,
Som, om Aftnen, flagrer paa Markerne;
Mit Hovedhaar er straalende
Og min melodiske Mund
Blander sine Sange med Smiil!
Jeg har Grotter af Muslingskaller;
Jeg har Telte af grønne Grene;
Det er mig, som vugger Bladene,
Mig, som vugger Havets Bølger.
Hvis du følger mig, vakkre Skygge,
Skal jeg lære dig, hvor Skyen gaaer,
Vise dig hvor Vandene kommer fra,
Kom, vær min nye Selskaber
Hvis du vil, at jeg skal aabenbare dig
Hvad Fuglens Røst fortæller.
III
La Péri.
Mit Rige er Østen, den pragtfulde Egn,
Hvor Solen er smuk som en Drot i sit Telt!
Dens Skive skrider der i en bestandig reen Himmel.
Saaledes, bærende et rigt Landskabs Emir,
Til Lyden af den hellige Fløjte,
Roer et stort Guldskib paa et Azurhav.
Alle Gaver har den orientalske Zone sammendynget.
I hvert andet Clima, ved en grusom Lov,
Ved Siden af smagfulde Frugter voxte de bittre;
Men Gud, som var mindre streng mod Asien
Giver Jorden der flere Blomster,
Himlen flere Stjerner, Havet flere Perler.
Mit Kongerige udstrækker sig bag disse Catacomber,
Som synes Bjerge, men ikke ere uden Grave,
Ligetil den Mur, som et ledigt Folk forgjæves omlejrede sig med,
Der, ligesom et Belte hvor en Cathey aander,
Heelt omkredsende et Rige,
Bevogter i Universet ligesom en fremmed Verden.
Jeg har uhyre Stæder, som overalt man beundrer:
Lahore med Blomstermarker, Golconda, Cachemir,
Det krigeriske Damask, det kongelige Ispahan,
Bagdad, hvem dets Mure dække som en Rustning,
Aleppo, hvis umaadelige Larm
Synes den fjerne Hyrde Oceanets Bulder.
Mysore er en Dronning paa sin Throne;
Medina med tusind Taarne, børstet af Pigger,
Med gyldne Bomme, tindrende Kiosker
Og ligesom en Bataillon, naglet til Sletterne,
Der, mellem sine stolte Telte,
Reiser en Skov af blinkende Spyd.
Man maa sige, Ørken, med det endnu oprejste Thebæ,
Venter sit hele Folk, der har været borte siden det dagedes —
Madras med tvende Stæder i sit store Omfang.
Længere borte glimrer Delhi, Byen uden Medbeiler,
Og under dets Triumfporte
Drage 12 Elephanter ved Siden af hinanden med deres Taarne!
Smukke Barn! Kom at vanke blandt saamange Underværker!
Under disse Tage, saa fulde af Blomster, som Blomsterkurve,
Strøet paa Sletten med Arabernes Horder —
Kom; vi skulle see de unge Bajaderer dandse,
Om Aftnen, naar Dromedarerne
Ved ørknens Brønde standse af Træthed.
Der, under grønne Figentræer, i de tætte Skygger,
Lyser Tinhvælvingen af Maurernes Minaret
Perlemorspagoden, med Taget rosenrødt og changeant;
Porcelainstaarnet med de forgyldte Klokker,
Og i de himmelblaa Canaler
Purpurpalanqvinen med lange Sølvgardiner.
Jeg skal adsprede for dig Platanernes Grene,
Som tilhyller i Badet den drømmende Sultane;
Kom, vi ville trøste for en utaknemlig Forglemmelse
Jomfruen, som, frygtsom, aabnende Porten om Natten,
Lytter om ikke Vinden bringer
Den Røst, som hun foretrækker for Nattergalen
Orienten var fordum Verdens Paradiis —
Et evigt Foraar aander fra dens Roser
Og denne uhyre Verdensdeel er en straalende Hauge —
Evig blandt os smiler den søde Glæde,
Du som sukker, følg vort Spor:
Hvad gavner dig Himlen, naar jeg aabner dig Eden?
La Fée.
Det taagefulde Vesten er mit lykkelige Hjem.
Der, skiftende i Luften sin dunstige Form,
Flygter den hvide Regnsky — — — og langtborte, undertiden
Den eensomme Dødelige, som, klar og mørk
Forfølger en Drøm eller begræder en Skygge
Siddende, grublende drømmer der.
For der er en Beroligelse for de saarede Sjæle
I Søens Taager, der svæve over vore Skove
I vore Bjerge, hvor Vintren aldrig synes at vige;
I Stjernen, der ligner det eensomme Haab,
Som kommer, naar Dagen flygter fra Jorden,
At blande sin Opgang med Aftnen.
Vor skyfulde Himmel vil stemme med din bittre Smerte,
Barn, som Gud hjemkalder og som begræder sin Moder!
Kom, Dalenes Eccho, Vandfaldenes Suk,
Og Skovenes Stemmer, forenet med Blæstens Brag,
Vil gjengive dig den sælsomme Harmonie,
Som indlullede dig i din Vugge!
Frygt den eensformige Circel i den blaa Horizont.
Bygerne, Dunsterne, Skyen, som tordner,
Blidgjøre Solen, oprejst paa vor Himmel;
Og Øiet seer langtborte deres taagede Linier flygte,
Liig underfulde Flaader,
Der komme fra en ubekjendt Verden.
Det er for mig, at Vindene, paa vort skummende Hav,
Reise Luften og Bølgen i tordnende Vandtoppe,
For min Sang sagtner Stormen sin rædsomme Fart;
Regnbuen for mine Fødder, som flydende Guld befugter,
Ligesom en Perlemorsbro, danner sig
Over Chrystal-Cascaderne.
Fra det mauriske Alhambra har jeg de skjøre Søjle-gange
Jeg har en Tryllegrotte af Basaltstøtter,
Hvor Søen ved Staffe kaster huult sin Brænding;
Og jeg ledsager Fiskeren, Kongen i det taagefulde Øde,
At bygge sine berygtede Hytter
Paa Fingals gamle Borge —
Skuffende Natten med en bedragerisk Morgenrøde,
Hvælver undertiden der i mit Spor et rødt Meteor
Krydsende sine Ildneeg i Luften;
Og Jægeren, under den ludende Klippe,
Troer at see en brændende Comet
Der bader sine Flammer i Havet
Kom, unge Sjæl, med mig, betjent af mine Søstre,
At befolke med Lygtemænd det skumle Abbedie
Mine Dværge og mine Kæmper skulle følge dig paa mit Bud;
Kom, forstyrr med dit Valdhorn de ubestigelige Bjerge,
Og ledsag det usynlige Jagtkobbel
Som om Natten jager i vore Skove
Du skal see Baronerne, under deres Lehnstaarne,
Afløse den ydmyge Pilegrims Sandaler;
Og den skumle Borgmuur prydet med Vaabensvende;
Og en Dame i Stilhed bede, for en smuk Page,
Til et vidunderligt Billede
Malet paa forgyldte Glastavler.
Det er os, som, besøgende de gothiske Kirker,
Aabne deres klangfulde Skib for Blæstens Brummen;
Naar Maanen forsølver Espens Grene,
Seer Hyrden i Luften, under Hexesang
Vore phantastiske Chor flagre
Om Bondebyens Kirkespiir.
Hvilke Fortryllelser pryder Occidenten! —
Kom, Himlen er meget fjern, din Vinge er svag endnu!
Glem i mit Rige en besværlig Reise.
En Ynde aabenbarer sig paa vildeste Steder,
Og den Reisende siger, at vore Kyster
Er behageligere end Fødelandets!
Og Barnet dvæler, og allerede mindre gjenstridig
Lytter til Aandernes falske Forlokkelser;
Jorden, det flyer, synes dog saa smuk! —
Pludselig forsvinder det for deres troløse Syn — —
Det havde øinet Himlen!
Victor Hugo.