„Hvor hen, du unge Sjæl, hold stille!
Kom til mit Slot! kom til min Øe!
Følg mig! søg Himlen ei, du Lille,
Paa Vejen vil du dig forvilde,
Nyfødte, som alt maatte døe.
I min Borg er [der] evig Glæde!
Min Hauges Guldfrugt plukke du
Højt fra mit skjønne Straalesæde
Der kan du see din Moder græde
Ved Vuggen, som er varm endnu.
Mit Hjem er Østens Morgenrøde,
Blandt Alferne i Lund og Strøm
Jeg gløder dine Blik imøde
Som, mellem Blomsterne, den søde
Man bryder i en Elskovsdrøm
Min Arm er fuld af dyre Ringe
Diamanten spiller om mit Bryn —
Og naar jeg mig i Luften svinger
Saa ruller mine Purpurvinger
Sex øjne, funklende som Lyn.
Meer hvid end Sløret i det Fjerne
Er jeg ei bleg som Dagens Luft
Afsløres vil du see mig gjerne,
Jeg lysner Mørket som en Stjerne
Og som en Blomst jeg aander Duft.”
„Kom her, hvor Solen synker rød,
Jeg er en Fee her er min Magt,
Kom, smukke Barn, hvor Bølgens Skjød
Sig vælter, glødende, i Pragt.
Al Vestens Folkefærd mig hylder,
Jeg deres Taagedunst forgylder
Med Straalen af min Maanes Ny,
En Dronning over Søvnens Skygger
Mit magiske Pallads jeg bygger
I Aftenrødens lange Skye.
Som Himlen blaa min Vinge bæver
Og Sylphesværmen troer at see
Paa Ryggen af mig, naar jeg svæver,
To Sølverstraaler, zittrende
Mig gjennemsigtig rød er Haanden,
Og duftfuld Kjølning er min Aanden
Om Aftnen over Sund og Vang
Mig langt og straalende er Haaret
Og sødt for Tungebaandet skaaret
Jeg synger smilende min Sang.
Min Muslinggrotte jeg oplukker
Og grønne Grene har jeg, Strand;
O, det er mig som Bladet vugger
Og mig som vugger Søens Vand —
Hvis, vakkre Skygge, mig du følger
Skal du faae see hvor Skyen bølger
Og hvorfra Havets Vande kom;
Bliv her, mit Selskab Flugten gjælde
Ifald du vil, jeg skal fortælle
Dig Alt hvad Fuglen synger om.”
Og Barnet standsed; alt meer Forførelsen vandt
Det Behag i de søde Forlokkelser fandt
Dernede laae Jorden, det flyede, deilig udbredt
Pludselig for deres falske Syn det forsvandt
Det havde Himlenes Himmel seet.
Victor Hugo.