Saa har jeg virkelig Dig mistet?
Saa er Du, Hulde, borte alt?
End klinger mig i Øret Lyden
Af hvert et Ord, som Du har talt.
Som Vandreren sit Blik en Morgen
Forgjæves op i Luften slaaer,
Naar, i det klare Rum forborgen,
Høit over ham en Lærke slaaer:
Saaledes søger mange Gange
Mit Blik af Land og Søen hen.
Dig kalde alle mine Sange:
O Elskte, kom! o kom igjen!
Goethe.