Ro sagte, Rorkarl, hid, at ingens Øren veed
Undtagen hendes kun paa Jord, hvorhen vi gleed
Var Himlen riig paa Tunger som paa Øine — mangetak
Saa fik om unge Folk som mig man Snik for Snak
Læg stille, Rorkarl, an! hys hys som sagt.
Jeg stiger paa Balkonens Gitterværk, du holder Vagt.
O havde vi for Himlens Skyld det halve Bryderie,
Som Dag og Nat for Pigernes hvad var for Engle vi!
Th. Moore.