Lad Sortøiets Glød
Saare dybt, hvor det skjød,
Og knapt ændse, hvis Sjæl det bevæger;
Men Øiet, hvis Blaat
Treffer ligesaa godt,
Er langt mere glad, naar det læger.
O Fanny, o Fanny!
Det Øie, hvis Blaat
Træffer ligesaa godt,
Er langt mere glad, naar det læger, o Fanny!
Lad et sort Diamants
Sige: knæl for min Glands!
Tilbeed mig, maaskee at jeg røres!
Men det blaa siger tyst
Med sin smægtende Røst:
Hvis du elsker mig, skal du bønhøres!
O Fanny, o Fanny!
Det blaa siger tyst,
Med sin smægtende Røst:
Hvis du elsker mig, skal du bønhøres — o Fanny!
Saa siig mig, o siig,
Hvorfor Øiet hos dig
Endnu dette Udtryk dog feiler?
Besynderligt var,
Om det blaa Par, du har,
Skulde just sige „Nei” til sin Beiler?
O Fanny, o Fanny?
Besynderligt var,
Om det blaa Par, du har,
Skulde just sige Nei til sin Beiler — o Fanny!
Th. Moore.