Hvad er Kjærligheds Vaar,
Som saa hurtig forgaaer,
Vel andet end en blændende Drøm?
End en Dag i April,
Fuld af glødende Smiil,
Men fulgt af Regnens Strøm?
Alting sig tegnede
Saa smukt,
Og sikkert vi regnede
Paa Frugt;
Men da Drømmen forsvandt,
Siig os hvad vi fandt?
Knap Mindet — ikke sandt?
Nei, nu er du for slem!
Sagtens gives der dem,
For hvilke Elskovs Sol ei oprandt;
Som ei saae nogen Frugt,
Skjøndt det tegnede smukt,
For hvem det Hele svandt.
Altid det gaaer dog ei
Saa slemt;
O Elskov, din Vaar vi ei
Har glemt!
Dens Erindring er Lyst,
Og i Alles Bryst
Udbreder den sin Trøst.
Dog en Dag som i Dag
Taler Kjærligheds Sag,
O Held os, med den stærkeste Røst;
Denne Fest for en Vaar,
Som ei svandt, men bestaaer
Ved Siden af sin Høst,
Amor, den ilende,
Blev tro;
Her slog han sig smilende
Til Ro;
Ingen Vinge faldt af,
Man ei Baand ham gav,
Men Huset holdt han af.
Derfor Slægtning og Ven
Derfor Datter og Søn,
En Skaal for Brudeparret, de To,
Der i femogtyve Aar,
Der i Høst som i Vaar,
Var enige og troe!
Rosen, de dannede
Til Krands,
Med Sølvet kun blandede
Sin Glands —
O vær, Himmel, dem huld,
Og er Tiden fuld,
Bland Roserne med Guld!