Nysted 23de Dcbr. 1837
Kjære Ven! Jeg har faaet en Maneer — som Du seer — der behager mig, om ikke Andre, meer og meer, — hvorved jeg i en Fart, — meget snart, — og med al Uleilighed spart, — kan gjøre mit Inderste klart, — sige hvad jeg vil, rimet og rart, — paa en konstig Art, — og uden Beskyldelse — for Mangel paa givne Løfters Opfyldelse — Ja, jeg kan hive, — drive — alle mulige Sager ind i Brevets fiirkantede Skive, — om de var nok saa stive. — Saaledes for Exempel — rækker jeg Dig nu, under eget Stempel, — mit poetiske Tempel, — ikke af Kort, — der falde omkuld og veires bort, — men af Blade, — saa hvide og fine som om de gjemte Chocolade, — og beder Dig indstændigst, — ubændigst, — hvormeget end Interessen — byder Dig, at det, der kommer fra Pressen — snarest muligt kritiseres — maltraiteres, — spoleres — og som Maculatur til Kræmmerhuse approberes, — at Du, siger jeg, dog, — af Venskab for mig arme Skrog — og min Bog, — gjør Alt hvad Du anseer for Mulighed, — for at prise i Digtekonsten min Duelighed, — min Muses Jomfrulighed; — at Du løfter til Skyerne, — og udbasunerer i Byerne — min Pens elastiske, — plastiske, — bombastiske — Sprætninger og Sprutninger, — min Hjernes gode Beslutninger, — til Trods for Forstandens Forputninger; — min Ærefrygt for det Loyale, — Colossale, — Ideale, — Universale, — og at Du skjuler mit Hang til det Gale, — Fatale, — Liberale, — Triviale, — uden Hoved og Hale, — der lyser ud af min Tale. — Jeg beder Dig, ikke genere — Dig for at recommandere — til Alle og Enhver, — men især — ved L’hombrebordet i Klubberne, — paa Børsen til ærlige Folk og Beskupperne, — i Damecircler til Egestubberne, — saavelsom til Rosenknupperne — mig, din intimeste Ven iblandt Aarestrupperne!
Lad Ingen læse, — stikke sin Næse — i dette Mudder — og Sludder; — især ikke den, med mine Sager i længere Tid asende, — stakkels Winther, saa bliver han rasende. — Men hils Din Broder, — No 2 blandt gode Ho’eder, — hvem jeg snart skriver til, som jeg formoder; — og hende, — som Du har gjort til tvende, — maaskee til trende, — O, jeg er reent overende! — din søde, — bløde, — kjærlige, — herlige — Ægtehustru og Frue, — der smykker Din Sal og Din Stue, — bedre end Raphaels ypperste Billede, — om Du det stillede — hen, — min Ven, — farveblændende, — hjertetændende, — Uskyld og Fromhed sendende, — paa Skjødet en Engel, — i Haanden en Liliestengel. —
Og nu, farvel! Han, som kaster — Sneen om vaklende Taarne og vildfarne Master, — klumper Havet til Iis, — og lader Stjernerne synge sin Priis, — han vogte Dig Huset for Fare! — Han Dit Hjerte og Alt, hvad dertil hører, bevare! — i det nye Aar som i det gamle! — Han eengang os Alle, som glade Børn, om sin Skammel forsamle! — —
Din
E Aarestrup