Nysted 24de December 1837,
Kjære værslevske Venner! — Tag af mine Hænder — det, som I kjender, — den lille Gnist af Digterild, som brænder — ihvordan jeg mig ender og vender, — hvordan i Aaget man ogsaa mig spænder, — hvor haard end Nødden er under mine Tænder, — modtag disse Blade, jeg sender; — de muddrede, — pluddrede, — forkluddrede — har I ingen Andeel i; men desmere i de hjertelige, — vellystsmertelige, — hyggelige, — ikke altfor vederstyggelige, — kortsagt heldige og lykkelige. — Lad disse Blade kalde tilbage, — Venner, de henrundne Dage, — da jeg drak i Eders Huus — af det gjæstfrie Kruus, — tog mig en Priis, Isak, af dit Snuus, — og da Din Thrine dækked mig Disken, — med Fuglen og Fisken, — med Kniv og Gaffel, — med Viin og Karaffel, — Syltetøi og Vaffel, — og Eders Vittighed lyste over det landlige Taffel. — Lad disse Blade kalde tilbage — de henrundne Dage, — da Munterhed og Skrantenhed, — Glæde og Vrantenhed, — Overgivenhed og Trøstighed, — Hengivenhed og Lystighed, — Gebursdagsl’homberen og Onsdagswisthen, — Jordbærret paa Ranken og Abrikosen paa Qvisten, — Paaskeæget og Julegrøden, — Maaneskinnet og Aftenrøden, — hvert Skud, hvori vi forgrenede, — hver Glut, som Gud os forlehnede, — os meer og meer forenede. — Lad disse Blade kalde tilbage — de henrundne Dage, — samle — det Gamle, — fæste — det Næste, — gjæste — det Nye og hvad endnu kan reste, — samt anbefale mig paa det Bedste — til alle nordsjællandske Præstekoner og Præste. — Vi leve her som I sagtens kan tænke, — som en Hund i sin Lænke, — en Fugl i sit Buur, — vor hele Opmuntring er den gamle Madam Suhr. — Det fyger — og ryger, — knærker — og værker, — hvæser — og blæser; — istedenfor at leve, jeg læser; — Brændet er vaadt, — Tørven lugter ikke godt, — Brødet raat, — Melkefadet blaat, — Børnenes Næser fulde af —; — Alle Blade ere faldne af Rosen; — Posekiggerne føle paa Posen; — Tiggerunger løbe omkring med Lasen — om Hasen; — vores Præst er ikke engang en Æsel, men et Asen, — og Byfogdens nye Seletøi hele Julestadsen. — Men Du, Gudværelovet, — er lykkelig med dit overgivne Thrine, — mere vant til Børn, end til Mavepine; — Din nye Frøken, — der, hvis du har glemt det, kan lære Dig Brøken; — Faster — i Sengens varme Plaster; — Hanne — med den kloge Pande; — Nicoline og Emilie — den ene en Conchilie — den anden en Lilie; — Rasmus og Mølle — en Prygl og en Kølle; — Jacobus, — der studerer paa sin Globus; — og endnu mange, — som ikke mine Riim kan lange. — Ja, Du er lykkelig, — det siger jeg udtrykkelig, — og Han, som gjorde Dig Marken grødende, — Svinet fødende, — Dit Hjerte elskeligt og glødende, — Han vogte og bevare, — med sine Engles Jule- og Nytaarsskare — Dig og Dine, — saavelsom mig og mine; — Han i det nye Aar os lette, — hvad vi skal bære, som han har gjort i dette; — Han knytte med sin Haand — uopløseligen vore Venskabsbaand, — og blæse paa os med sin Aand!
Alle Dines og Din Ven
E Aarestrup