Jeg mindes dig, naar Morgensolen brænder
Paa Havets Bly;
Jeg mindes dig, naar Maanen Lyset sender
Fra blege Sky.
Jeg skuer dig, naar i det Fjerne Støvet
Paa Veien staaer;
I dybe Nat, naar eensom mellem Løvet
En Vandrer gaaer.
Jeg hører dig, naar Havet skyller Voven
Mod Strandens Kyst;
Jeg lytter ofte længselsfuld i Skoven,
Naar Alt er tyst.
Hos dig jeg er, hvor langt du end dig fjerner,
Du er mig nær!
Sol synker alt, snart funkle mine Stjerner —
O var du her!
Goethe.