Et Baand, en Sløife, som den Smukke
Halvt med det Gode lod os plukke,
Kan være ret behagelig;
Et Slør, et Strømpebaand, en Hægte
Er store Ting, jeg vil ei nægte;
Men det er ikke nok for mig.
En Deel, som skyldte hende Livet,
Har hun, den Elskede, mig givet,
Og det er meget, meget meer.
O, alt det Andet gi’r jeg Pokker;
Thi af de lange Silkelokker
Gav hun mig denne gyldne her.
Og maa jeg hende selv undvære,
Jeg har dog noget af den Kjære,
Den søde Lok jeg kysser da.
Os begge to eens Skjæbner trykke:
Vi beiled før med lige Lykke,
Til hende, vi er skilte fra.
Vi hørte hende til forsande,
Vi spøgte tidt om Hals og Pande
Og sank til hendes unge Bryst.
Medbeiler, jeg kan rolig have!
Du skjønne Bytte, søde Gave!
Mind mig om Lykke og om Lyst!
Goethe.