Johan Herman Wessel (1742–85)

Grete, Mette, Johan.

Grete (med Johan ved Haanden).

Saa blev det Sandhed dog, som i et Ordsprog staaer,

At efter Regn og Slud man blide Soelskin faaer.

I otte Dage var min Siæl et Rov for Smerter,

Jeg ingen Føde nød, jeg væmmedes ved Erter,

Min Syster, du det veed, det var min beste Mad,

Og naar jeg Erter selv og Flesk ei spise gad,

Enhver kan slutte let, hvor stor min Nød har været.

Jeg tvivler ikke paa, at Sorg dig har fortæret;

Men nu til Klagemaal du ingen Aarsag har,

Nu er du lykkelig, forglem saa hvad du var.

Jeg mig erindrer kun de kummerfulde Dage,

Som, Himmelen skee Tak, jeg haver lagt tilbage,

At jeg desbedre maa fornøies ved de Kaar

Og den Lyksalighed, som mig Fremtiden spaaer,

Da endnu et Qvarteer vi kunde her forhale,

Saa lad os vexelviis vort Haab, vor Fryd afmale.

Begynd mit Grete først, dig falder Æren til;

Saa snart du færdig er, jeg dig afløse vil.

Grete (bevægeligen).

Jeg i min Elskers Arm, jeg ved min Heltes Side

Af søde Følelser skal ene kunde vide,

At jeg er til. Mig skal ei nogen indbildt Frygt

Af Søvne vekke meer. Nei jeg skal hvile trygt,

Og vogne smilende; Og Hiertet dig skal sige:

»No vognede din Glut, nu smilede din Pige.«

Og du skal vogne glad og smilende som jeg.

Og — — —

Gaae ei videre; Thi det anstaaer dig ei.

(Der bliver en kort Taushed.)

Grete (til Johan).

Hør her engang Seigneur, du falder jo i Staver;

Nu Touren er til dig.

St! St! jeg mig belaver

Paa et anstændigt Svar — — og — — Svaret lyder saa — —

Jeg — — neppe veed for Fryd — — paa hvilken Fod at staae — —

Og — — for en Sikkerhed, saa staaer jeg paa dem begge — —

Og — — à propos om Been, jeg ikke just i Lægge

Min største Force har; men Skabningen?

Er net;

Det vil jeg dig tilstaae. Men om jeg tænker ret,

Saa er ei dette Svar aldeles saa anstændigt,

Som du det lovede.

Jeg haver et indvendigt

Og et udvendigt Pund, det første ikke staaer

Det andet altid bi. Der i min Hierne gaaer

Udaf de smukkeste og meest udsøgte Tanker

En utaalmodig Sværm, som inden Hiernens Planker

Indsluttes ynkelig, fordi jeg ikke kan

I Gang min Tunge faae; — — men tys, nu gaaer det an.

(Han giør sig kostbar)

Selv Elskov os, Madam! en Bane skal berede,

Selv plantede han der de Roser, vi betræde —

Ved Roserne forstaae Elskovs Henrykkelser,

Spørg saa ei, om de staae hinanden gandske nær.

De stærke Farvers Skin tilsidst vort Syn formørke,

Men derimod paa Grønt vort Øie samler Styrke;

Det vidste Elskovs Gud, og Rum lod aabent staae

Imellem Roserne, at stilte Længsler maae

Den Afstand fylde op med evig grønne Blade.

Mette (til Grete).

Han taler som en Helt, det maa enhver ham lade.

Hvor hæves ei mit Mod, naar jeg betænker kun,

At det min Elsker er, som har saa sød en Mund;

Men det er endnu lidt, jeg først for Alver kneiser,

Naar jeg af mange smaae, men kiekke Ehrenpreiser

Kun forestiller mig, hvor jeg omringes skal.

Vi Afkom vist nok faae, Madam! i Hobetal.

(Grete neier, og Mette seer paa hans Been.)

Hvor fyndigt er hans Sprog! Hvor stærke Udtrykke!

Hvormed har jeg fortient for andre saadan Lykke?

Elskværdig Helt! — — au! au!

Hvad fattes, Pige, dig?

Au! Au!

Heltinde!

Au!

Johan. Betroe din Sorg til mig.

Jeg fik en Ahnelse. O! alt for kiære Skredder!

(Grædende.)

Den spaaer mig din Ruin.

Veed du, du overtræder

Heltinders strænge Lov? hvor har du hørt, hvor læst,

At en Heltinde var af Ahnelser indblæst

To gange paa en Dag. Du først i Morges drømmer,

Faaer derpaa Ahnelse. Heltinders Lov indrømmer

Dig knap saa stor Portion; og endda vover du

Paa nye af Ahnelse at faae et Anstød nu;

Det gaaer, min Troe, for vidt.

Mit Hiertes Herskerinde!

Lad onde Dunsters Magt ei din Forstand forblinde,

Hvad har du spiist i Dag?

En ringe Bagatel,

Fem Sild, lidt Erter, Flesk — — —

Ja jeg tænkte vel,

Man faaer som ofteste den ugemene Gave,

At have Ahnelser, af en bedærvet Mave;

Troe du paa mine Ord, at Erter, Flesk og Sild,

Helst om nye brygget Øl man drikke vel dertil,

Saa god en Ahnelse, som ønskes kan, frembringer.

Seigneur! du talede, strax fik min Angest Vinger.

Af Erter, Flesk og Sild (thi jeg nu troer med dig

Af denne Ahnelse kun de forvoldte mig)

Urolig Dunst ei meer til qvalte Hierte stiger.

Hvad i min Heltes Ord der dog ei Kræfter ligger!

Saa Børne-Sværmen i en Skole

Bestige Borde, Bænke, Stole,

Og skrige høit, og skogger lee,

Naar de ei Skolemester see;

Man naar han kun ved Døren rører,

Hver paa sit Sted strax Pokker fører;

Han neppe faaer »I Esler« sagt,

Før alting er i Orden bragt.

Jeg meener Dunsterne ved denne Børne-Flok,

Og — — —

Tal ei meer herom, jeg dig begriber nok;

Din Kompliment er smuk og Lignelsen er vakker.

Men skal vi ikke gaae?

Mette (Hun seer ud af Vinduet efter Solen).

Det snart ad Tiden lakker.

Kom lille Hierte-Tyv.

Jeg mig udbede maa

Et mere tugtigt Navn. Naturen lod mig faae

Til Tyv og Tyverie et Had, saa overdrevet

At Ordet Hierte-Tyv er mig en Afskye blevet.