Mads, Mette.
(De løbe hinanden i Møde.)
Mette.
Seigneur!
Mads.
Madam!
Mette.
Jeg har en Bøn at giøre dig,
En saadan Bøn Seigneur, som ei vilde vove
Hos een som styredes af Egennyttens Love,
Som Had og Lyst til Hævn har giort til Dyden feig,
En saadan nedrig Siæl bønhørte mig vist ei:
Jeg for at bede ham gik heller ei af Pladsen,
Nei, Hierter kun, som det der pikker i Mads Madsen,
Formaae at vise mig en saa udmerket Gunst,
Hvorom en mindre Siæl anmodedes omsunst.
Jeg beder for Johan; fra Knæet ned til Foden
Hans Skiæbne negter ham i Dag at lyde Moden,
Døm selv, hvor Himmel-høit Seigneur jeg agter dig,
Naar jeg dig bede tør at giøre lykkelig,
At laane Strømper til — —
Mads.
Jeg knap af Sands og Mæle
Saa meget har igien, at jeg dig kan fortælle,
At den, som saadan Gunst beviste sin Rival,
Ei ædelmodig var, men Daare-Kiste gal.
Jeg havde, da du nys mig Ordet tog af Munden,
En anden Bøn til dig, hvortil Fornuft var Grunden,
Og Billighed, og Dyd; Jeg vilde bedet dig
Ved Forbøn og ved Raad hos Grete tiene mig.
Johan er Strømpeløs og Gretes Haand uværdig,
Hun giftes vil i Dag, og han er ikke færdig;
Hvor let en Sag for dig ved denne Leilighed,
At skagge mig igien den Strømpeløses Sted?
Hvor billigt og hvor ret!
Mette.
Jeg ret og billigt kalder
I Verden ingen Ting, som Grete ei bifalder,
Det er min Lidenskab, jeg har ei anden Drift,
Og Grete ønsker ei med dig at blive gift:
Det er mit Svar. Farvel!
([Det sidste Ord] siger de begge paa eengang. Mads gaaer.)