Grete, Mads.
Grete.
Seigneur! Indgangen hid jeg vilde dig ei hindre;
Thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,
End smaa Bebreidelser, som giør os begge Skam.
Mads.
Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.
Vel sandt du mig forskiød, men det er kun en Skiæbne,
Mod hvilken du omsonst, og jeg, mig vilde væbne;
Det ingens Brøde er og altsaa ikke din.
Een Brøde veed jeg af, og denne bliver min:
Jeg en Misdæders Navn med rette burde bære,
Jeg har fordristet mig din Skiønhed at vanære;
Du tog din Haand igien, og jeg har endnu Liv,
Jeg ei mit Hierte strax hiemsøgte med en Kniv,
Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;
Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,
Men tager jeg ei Feil, en Skiæbne eller Aand,
Jeg veed ei hvem af to, tilbageholdt min Haand,
Da jeg, Madam, forladt og straffet med din Vrede
Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,
Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ei Mod,
Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!
Men ingen Draabe flød. Man er som uden Sandser,
Naar man sig dræbe vil. Om derfor med et Pandser
Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,
Hvad heller nogen Geist tilbageholdt min Arm,
I den Forvirrelse jeg kunde ei erfare.
Grete.
Nu min Beskedenhed befaler mig at svare:
Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,
At hele Verden var udi et Kalve-Skind,
Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;
Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige Sanden,
At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,
Men saa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf,
At mig i Sinde kom at holde for en Brøde,
Om ved mit Hiertes Tab min Elsker strax ei døde.
Mads.
Ved din Beskedenhed min Brøde voxer meer,
Jo meere jeg dit Værd ved den forøget seer.
Grete.
Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.
Mads.
Jeg har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,
Hvorlunde at en Aand, en Skiæbne eller sligt,
Var Aarsag, at jeg før ei efterkom min Pligt.
Men Skiæbne, Aand og sligt giør intet hen i Taaget,
Og med at frelse mig de vist nok meente noget;
Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,
Et Ja, et Nei af dig skal snart afgiøre det.
Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,
Fordi den saa, Johan tilsidst ved nedrig Sviig
Dig skulde lære ret at sette Priis paa mig.
Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,
Og at fornærme dig, som alt for længe siden
Min Meening fattet har, beær mig med et Svar,
Hvoraf jeg fatter din.
Grete.
Hvad Skiæbnen budet har,
Var en Forvovenhed af mig at vilde hindre;
Jeg har i denne Sag kun dette at erinde,
I Fald jeg giftes skal, da maa det skee i Dag,
Det ellers aldrig skeer.
Mads.
Min Tunge er for svag
Til min Erkiendelighed og Glæde at udtrykke;
Læs af mit Øie-Syn min Elskov og min Lykke.
Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa,
Hvormed jeg værdigen kan som din Brudgom staae.
(Han gaaer.)