Christoph Martin Wieland (1733–1813)

Wieland, Christoph Martin, tysk Digter, født i Oberholzheim ved Biberach 5. September 1733, død i Weimar 20. Januar 1813. Han fik en streng religiøs Opdragelse af sin Fader, der var Præst, og blev som 14-aarig anbragt i en pietistisk Læreanstalt ved Magdeburg, dyrkede kort Tid i Erfurt filosofiske Studier hos sin Slægtning Professor Baumert og vendte saa hjem til Biberach, hvor hans Fader nu havde faaet Embede. Her traf han den unge Sophie Gutermann von Gutershofen, der var i Huset hos Pastor Wieland efter hendes Forlovelses Ophævelse, og den unge sværmeriske Mand forelskede sig heftigt i hende. 1750 begyndte han i Tübingen at studere Jura, Filosofi, Sprog og Historie, begejstredes for Klopstock, hvis Indflydelse mærkes i hans »12 moralische Briefe in Versen« (1752) og i Fortællingerne »Anti-Ovid« (samme Aar). Han paabegyndte det episke Digt »Hermann«, hvis Fragmenter først er udgivne i vore Dage (af Fr. Muncker i Seuffert’s »Literaturdenkmale«, 1882), og sendte det til Schweizerdigteren J. J. Bodmer, der indbød ham til at komme til Zürich. Her opholdt han sig i Aarene 1752–54, traadte i venskabeligt Forhold til Bodmer, Breitinger og Gessner, og studerede med Forkærlighed engelsk Litteratur. I Zürich udgav han det episke Digt »Der geprüfte Abraham« og »Hymnen«. Han blev nu Huslærer, først i Zürich, senere i Bern, lærte Rousseau’s Veninde Julie Bondeli at kende, skrev Tragedien »Lady Johanna Gray oder der Triumph der Religion«, vendte 1760 tilbage til Biberach, hvor han blev Kancellidirektør. Han kom ind i en aristokratisk Kreds med den tidligere kurfyrstelig Mainz’ske Minister Grev Stadion paa Slottet Warthausen i Spidsen. Til Kredsen hørte Hofraad Georg Mich. Frank von Lichtenfels, kaldet Laroche, der 1754 havde giftet sig med Sophie Gutermann, hvad der dengang havde berørt Wieland smerteligt og givet ham Afsky for Verden og alt verdsligt.

Nu skete der derimod et Omslag i hans Væsen. Fortroligheden med Shakespeare’s Værker, som han gennem sin Prosaoversættelse »Shakespeare’s theatralische Werke« (8 Bind, Zürich 1762–66) gjorde den tyske Læsekreds bekendt med, og et lysere Syn paa Tilværelsen udslettede de pietistiske Tilbøjeligheder i hans Sind og lod ham naa til en gladere Livsopfattelse. Han udviklede sig til en Verdensmand, der med et frivolt Smil iagttog Tilværelsens Gang. Han skrev nu, efter 1761 at have paabegyndt en Digtning om Agathon, der fristes af den græske Hetære Danae, det gratiøse Digt »Diana und Endymion« (1762), den satiriske Roman »Der Sieg der Natur über die Schwärmerey, oder die Abenteuer des Don Sylvio von Rosalva« (1764) og som Modstykke til dette Værk den første tyske Dannelsesroman »Die Geschichte des Agathon« (2 Bind, 1766–67), som han nu gav en moraliserende Tendens. Dette Værk bidrog til, at han 1769 blev udnævnt til Professor i Filosofi ved Akademiet i Erfurt.

Forinden havde Wieland skrevet sit betydeligste Digt »Musarion oder die Philosophie der Grazien« (1768), hvor han søger at bestemme, hvad den rette Livsførelse vil sige. Hans følgende Bøger var Fortællingen »Cobambus« og det komiske Digt »Der neue Amadis«. Paa en Rhinrejse i Sommeren 1771 lærte han Merck og Brødrene Jacobi at kende, men betydningsfuldere for ham var det dog, at Regentinden i Weimar, Hertuginde Anna Amalie, blev indtaget af hans politiske Roman »Der goldene Spiegel oder die Geschichte der Könige von Scheschian« (1772), hvis Tendens henviser til Kejser Joseph II’s Reformideer, og kaldte ham til Weimar med Titel af Hofraad og en Gage paa 1000 Taler som Opdrager for hendes to Sønner. Her udgav Wieland 1773–80 Tidsskriftet »Der teutsche Merkur«, hvor hans kritiske Udtalelser var af Betydning; fremdeles Syngespillet »Alceste« (1773), Dramaet »Die Wahl des Hercules«, den i græsk Klædebon indhyllede friske og djærve Satire »Die Abderiten« og hans populæreste Værk »Oberon« (1780–81), et Digt i 18 Sange, hvis romantiske Tone og formfulde Behandling af Stoffet vakte Beundring og fremkaldte mange Efterligninger. Efter at Prinsernes Opdragelse var tilendebragt, blev Wieland, der pensioneredes, boende i Weimar, hvor han forsonedes med Goethe, der saa overgivent havde spottet ham i sin Farce »Götter, Helden und Wieland« (1774) og hurtig overstraalet ham i Indflydelse — »Die zierliche Jungfrau von Weimar«, som han kaldtes i »Die Xenien«. Af Wieland’s senere Værker kan fremhæves »Auserlesene Gedichte« (7 Bind 1784–87), deriblandt »Gandalin oder Liebe nm Liebe«, »Das Wintermärchen«, »Geron der Adlige«, »Aristipp und einige seiner Zeitgenossen« (4 Bind, 1800–02), hvor han vurderer den antikke Verdensanskuelse, »Menander und Glycerion« og »Krates und Hipparchia«. Sin Oversættervirksomhed fortsatte han med Horats’ Satirer og Lucian’s samtlige Værker og udgav »Attisches Museum«, hvori Aristophanes’ Værker, og »Neues attisches Museum«. Han købte 1797 Godset Osmannstedt ved Weimar, hvor han levede til 1803, da han solgte det efter sin Hustrus, Købmandsdatteren Anna Dorothea Hillenbrand’s Død. Han blev bisat i Godsets Have ved hendes Side. Og i Wittumspalæet i Weimar holdt Goethe 18. Februar 1813 en Sørgetale over den bortgangne Ven og gav en glimrende Karakteristik af hans Betydning baade for Weimars Aandsliv og for hele den tyske Litteratur. De senere Tiders Dom over Wieland som Digter og Personlighed har været højst omskiftende. Hans yndefulde Rokoko-Talent, hans elegante Form, hans glatte Lune forstaar ogsaa vor Tidsalder at vurdere, men med den tyske Litteraturs store Klassikere kan han ikke stilles paa lige Fod. For Weimars Kultur bevarer han dog sin Betydning — han er Overgangsskikkelsen mellem Oplysningens Tidsalder og Sturm-und-Drang-Epoken. »Sämtliche Werke« (49 Bind, 6 Supplementsbind, 1784–1802), »Kritische Ausgabe der Preuss. Akademie der Wissenschaft« (Berlin 1909 o. fl.), heri ogsaa Wieland’s »Briefe«. Udgaver ved Pröhle, Muncher, Klee u. Bölsche.

Gruber, »Biographie Wieland’s« [2 Bind, 1815–16]; H. Döring, »C. M. Wieland« [1840]; Loebell, »C. M. Wieland« [1858]; H. Funck, »Beiträge zu Wieland’s Biographie« [1882]; »Merker’s Biographie« [Reclam 5499]; E. Stiligebauer, »Wieland als Dramatiker« [1896]; B. Seuffert, »Der Dichter des Oberon« [1900]; samme, »Wieland und der junge Goethe« i »Zeitschrift des Deutschen Altertums« [1882]; Ermatinger, »Die Weltanschauung des jungen Wieland« [1907]; E. Stadler, »Wieland’s Shakespeare« [1910].