Johan Heinrich Schønheyder (1744–1831)

Schønheyder, Johan Henrich, 1744–1831, Læge. Han var som en Søn af ovennævnte Joh. Franciscus Gottlieb S. født i Kjøbenhavn 7. Juni 1744, blev ved privat Dimission Student allerede 1757 (med Udmærkelse), lagde sig med B. Buchwald som privat Præceptor efter Medicinens Studium og vandt, da Universitetet under Pontoppidans Styrelse første Gang (1762) uddelte Præmier til de studerende, Prisen for den medicinske Opgave. 1765 tiltraadte han sammen med Tode en Studierejse med længere Ophold dels i Leiden, dels i London og Edinburgh — hvor han blev Medlem af det medicinske Selskab og til dets Acta gav nogle Meddelelser; vendte 1768 tilbage til Kjøbenhavn og fik efter at have ladet sig examinere af Fakultetet s. A. den medicinske Doktorgrad. Som hørende til Lægevidenskabens unge Elite var han 1772 en af det medicinske Selskabs Stiftere og fremkom her i den følgende Tid hyppig med mindre, navnlig kasuistiske, Meddelelser, men blev i øvrigt hurtig optagen af privat Praxis og af forskjellige Lægestillinger, han udnævntes til. 1770 blev han Medikus ved Søkadetterne – en Post, han dog 1772 afstod til Aaskow –, s. A. Læge ved den nyoprettede almindelige Plejeanstalt, 1773 ved Waisenhuset og tillige ved det udvidede og til Ladegaarden tilbageflyttede St. Hans Hospital.

Naar han i disse Stillinger som Fattiglæge ikke har faaet noget ublandet godt Lov, men der, endog i hans tidligste Praxisperiode (1772), rejstes tilsyneladende graverende Klager mod ham for Forsømmelighed over for de fattige syge, hænger dette vistnok sammen med, at hans Interesser spredte sig over fjærnt fra Medicinen liggende Felter og vendte sig til Belletristikken under Indvirkning af Tidens aandelige Bevægelser og hans Venskabsforbindelser med flere af de unge Bannerførere. 1779–84 redigerede han sammen med den polemiske Theolog L. Smith «Almindelig dansk Litteraturjournal» (kritisk Appendix til «Almindelig dansk Bibliothek»), der var nær knyttet til det danske Litteraturselskab og i sine udførlige kritiske Indlæg gjorde skarp Front mod det norske Selskab, Men i øvrigt laa det ikke for S. at tage fremskudt Del i Tidens aandelige og litterære Brydninger; han begrænsede sig senere væsentlig til at være en fredelig og smagfuld metrisk Oversætter af store klassiske Digteres Værker, saaledes Miltons «Det tabte Paradis» (1790), «Det gjenvundne Paradis» (1792), Racines «Athalia», der i Foraaret 1790 strax efter Oversættelsens Fremkomst opførtes med Schulz’ Musik til Mellemsangene, men ved daarlig Udførelse ingen Lykke gjorde. End videre udgav han Oversættelser af Virgils «Æneide» (1814) og af Miltons «Samson» (1815). Ogsaa en Del originale Digte har han publiceret, navnlig i «Minerva», ligeledes af meget fredelig Natur; et af dem er en Kantate i Anledning af Kronprinsens Formæling, med Musik af Kunzen. Han hørte stadig til de frisindede, men loyale Borgere, hvad han ogsaa viste ved sit i Datidens Paskviller omtalte og haanede Vinduestransparent i sin Bopæl paa Nørregade ved Kronprinsens Hjemkomst fra det svenske Felttog i Dec. 1788.

I øvrigt vedblev han at virke som anset og stærkt beskæftiget Læge. 1782 fik han Professortitelen. Ved Omordningen af Kjøbenhavns Fattigvæsen 1799 blev han Distriktslæge i 2 store Distrikter (samtidig Læge ved Vartov), men fik Tilladelse til at holde en Amanuensis til Hjælp, og 1806 fritoges han for al egentlig Fattiglægegjerning og forpligtedes kun til at staa til Fattigvæsenets Raadighed med sine Kundskaber og Erfaring. 1802 blev han Medlem af Collegium medicum, 1803 af det nyindrettede Sundhedskollegium, s. A. Æresmedlem af det medicinske Selskab, 1811 Hofmedikus. Ved sit 50 Aars Doktorjubilæum (23. Nov. 1818) hædredes han ved en stor Fest, hvor det medicinske Fakultets Decanus, J. S. Saxtorph, overrakte ham et Jubeldoktordiplom, og hvor hans Ven Pram holdt en pompøs Festtale, der sammen med Festsangene af Rahbek og Dampe publiceredes i Trykken, ligesom «Nyt Bibliothek for Læger» hædrede ham ved en udførlig Biografi (af Wendt), ledsaget af hans Portræt i Stentryk. Tilfreds med denne ret straalende Karriere var han dog ikke, han forlangte end mere; han ses saaledes at have været meget bitter over, at J. Bang (I, 483) 1801 blev foretrukken for ham som Viceborgmester i Kjøbenhavn, og at han i 1806 efter Aaskows Død ej opnaaede at blive kongl. Livmedikus. Hans Død indtraf 25. Maj 1831. – Han indgik 1774 Ægteskab med Elisabeth Magdalene Esmarch († 1777), og 1777 nyt Ægteskab, med Pauline Charlotte Hyllested († 1834), Datter af Overvisitør ved Kjøbenhavns Toldkammer Poul H.