Alessandro Manzoni (1785–1873)

Manzoni [man’tsoni], Alessandro, italiensk Digter, født 7. Marts 1785 i Milano, død samme Sted 22. Maj 1873. Han var af adelig Slægt, gennem Moderen nedstammede han fra den højt ansete Cesare Beccaria. Sin første Undervisning fik han i Lugano, men drev dog særlig sine Studier i Milano, hvor han henlevede næsten hele sit Liv. Han var en stor Beundrer af Parini og Monti, den sidste lærte han personlig at kende, og skønt han senere i sine litterære Anskuelser blev hans Modstander, vedblev han at staa i Venskabsforhold til ham. 1805 foretog han sammen med Moderen en Rejse til Paris, hvor han opholdt sig i 5 Aar. Han skrev her sit første originale Arbejde, Digtet In morte di Carlo Imbonati (1806) og gjorde i Mme de Condorcet’s Hjem i Auteuil Bekendtskab med flere af den Tids berømte Mænd, bl. a. Claude Fauriel. Han traf ogsaa her Jens Baggesen, hvis Parthenais, som Fauriel havde oversat, gjorde stærkt Indtryk paa ham. 1808 ægtede han i Milano Enrichetta Blondel, Datter af en rig Bankier i Genf. Hun var oprindeligt Kalvinist, men var gaaet over til Katolicismen, og ved hendes Indflydelse blev Manzoni, der havde været ivrig Voltairianer, en troende Katolik, uden dog nogensinde at havne i Ufordragelighed og Intolerance. Den første poetiske Frugt af denne Omvendelse blev de skønne Inni sacri: La Resurrezione, Il nome di Maria, Il Natale, La Passione, udgivet 1815, og den mest fuldendt smukke La Pentecoste, som udkom 7 Aar efter. Manzoni tog ivrig Del i den nationale Bevægelse, der førte til Italiens Sammenslutning, og hilste Murat’s dristige Forsøg med den ikke fuldførte Canzone Il proclama di Rimini, hvori han hævder, at Italiens Forening under een Konge er det eneste Middel til Landets Frelse. Ved Budskabet om Napoleon’s Død paa Skt Helena skrev han i Øjeblikkets Betagelse sin berømte Ode Il cinque maggio, der vakte Begejstring i og uden for Italien. Den blev oversat til Tysk af Goethe og af Paul Heyse og staar stadig som det skønneste af de mange Digte, der behandler samme Emne.

Skønt Manzoni ikke direkte tog Del i den litterære Strid mellem Klassicismen og Romantikkens Forkæmpere, staar han dog absolut paa Romantikkens Standpunkt. Men der findes hos ham ingen taaget, overspændt Mystik, hans Arbejder præges af nationale og hist. Synspunkter, og hans to Tragedier Il conte di Carmagnola, der foregaar i 15. Aarh., og L’Adelchi, der skildrer Karl den Store’s Kamp med Longobarderne, er baseret paa grundige Studier og forsynet med histiske Noter. Særlig de lyriske Partier er smukke, og han anvender med stor Virkning Korsange. Hans Forbillede var Shakespeare, og Kravet om de tre Enheder er ikke overholdt. Han gør selv Rede for sine Grunde til at bryde med de klassiske Regler i sit Brev til den franske Kritiker Chauvet, Sur l’unité de temps et de lieu dans la tragédie (1823).

Allerede 1821 havde han begyndt sin store historiske Roman I promessi sposi, der udkom 1827. Romanen behandler Milanos Historie i 17. Aarhundrede. Flere Personer og Episoder er historiske, saaledes Oprøret i Milano 11. Oktober 1628 og Pestens Hærgen af Byen, en glimrende og betagende Beskrivelse. Men de to Hovedpersoner, Lucia og Lorenzo, og deres fantastiske Oplevelser er Digterens egen Opfindelse. I sine Karakterskildringer og sin historiske Fremstilling overgaar han næsten sit nærmeste Forbillede, Walter Scott. Bogen vakte ved sin Fremkomst stor Beundring og samtidig stærk Kritik. Det var særlig Sprogformen, de mange lombardiske Udtryk og Vendinger, Kritikken gjaldt, og Manzoni, som saa det berettigede heri, rejste til Firenze, gennemgik med stor Nøjagtighed sin Bog sproglig, og efter 13 Aars Arbejde udgav han Romanen paa ny (1840). I denne Skikkelse kom I promessi sposi til at staa som Norm for det italienske Rigssprog. Samtidig med 2. Udgave udkom La storia delta Colonna infame, en historisk, kritisk Studie.

Med Undtagelse af korte Ophold i Paris og i Firenze levede Manzoni fra 1810 et tilbagetrukket Liv i Milano, beundret og agtet af alle. Han stod i nært Venskabsforhold til flere af Tidens store Mænd, bl. a. Giusti og Massimo d’Azeglio, der ægtede en af hans Døtre. Det var til Minde om ham, at Giuseppe Verdi skrev sit Requiem.

Af Udgaver af Manzoni’s Værker kan nævnes: Opere varie (Milano 1870), Opere inedite o rare ved B. Bonghi (smst. 1883–98), Epistolario di Alessandro Manzoni (smst. 1882–83), og Scritti postumi di Alessandro Manzoni (smst. 1900), begge ved G. Sforza. Tragedierne ved L. Venturi (Firenze 1892). Digtene ved G. Mestica (smst. 1888) og senere Udgaver. En samlet Udgave af Skrifterne med Kommentar er paabegyndt 1905 hos Hoepli i Milano. I Promessi sposi er oversat paa flere Sprog, paa Dansk »De Trolovede« ved Schaldemose (Kbhvn 1828–29) og ved J. C. Barth (smst. 1874–75).

Litt.: A. Piumati, La vita e le opere di Alessandro Manzoni [Turin 1886]; A. Graf, Foscolo, Manzoni e Leopardi [smst. 1898]; Helmer Key, »Alessandro Manzoni, litteraturhistorisk studie« [Sthlm 1894]; A. Vismara, Bibliografia Manzoniana [Milano 1875]; F. d’Ovidio, Le correzioni di Promessi Sposi e la questione della lingua [4. Udg., Neapel 1895].