Finnur Magnússon (1781–1847)

Magnússon, Finnur (daniseret Finn Magnusen), 1781–1847, Gehejmearkivar, Oldforsker. Født 27. August 1781 paa Skålholt, Island, død 24. December 1847 i København (Helligg.), begravet samme Sted (Ass.). Forældre: Økonom, senere Lagmand Magnus (Ólafsson (1728–1800) og Ragnheisur Finnsdóttir (d. 1831). Gift 6. November 1821 med Nicoline Dorothea Barbara Frydensberg, født 1. Marts 1804 i Reykjavik, død 14. Februar 1886 i København (Jac.), Datter af Land- og Byfoged i Reykjavik, senere Amtsforvalter i Kalundborg og København, Justitsraad Rasmus Frydensberg (1778–1840) og Margrethe Larsen (1777–1832). Ægteskabet opløst 1840.

Magnússon stammede paa begge Sider fra litterære Slægter; Digteren Eggert Olafsson var hans Farbroder, Biskop Finnur Jonsson hans Morfader. Efter at have nydt Hjemmeundervisning bl. a. hos Morbroderen Biskop Hannes Finnsson, dimitteredes han privat 1797. Ved Universitetet begyndte han at studere Jura, men tillige fik han gennem sin Farbroder Oldforskeren Jon Ólafsson nogen Beskæftigelse ved den Arnamagnæanske Stiftelse og var netop blevet Stipendiar, da han efter Faderens Død maatte vende tilbage til Island. Her levede han i elleve Aar, fra 1803 som Fuldmægtig hos Byfogden i Reykjavik, fra 1806 tillige som Sagfører ved den islandske Landsoverret. Under Kuppet paa Island 1809 afviste Magnússon Jørgen Jürgensens Forsøg paa at benytte ham i Administrationen, en Omstændighed, der senere vandt ham Kongens Gunst og paa forskellig Maade blev ham til Fordel. Hans litterære Produktion i disse Aar var temmelig ringe; dog redigerede han bl. a. et Par Hæfter af Tidsskriftet »Minnisverd Tioindi« og leverede enkelte Bidrag til danske Tidsskrifter.

Imidlertid følte han en voksende Lyst til at beskæftige sig med Nordens Oldtid, og 1812 besluttede han paa ny at rejse til København for at søge at skabe sig en Stilling, der bedre svarede til denne Tilbøjelighed. Trods Danmarks fortvivlede Finanser i disse Aar havde han Held med sig. Der fandtes i visse Kredse en ikke ringe Interesse for gammel nordisk Mytologi og Sagnhistorie og lignende Emner, men man manglede Vejledning og Hjælpemidler. Her havde Magnússon som Islænder det store Fortrin at beherske det oldnordiske Litteratursprog, og dertil kom en stor Meddelelseslyst samt en utrættelig Flid. I København synes han at have følt sig helt hjemme; for ham eksisterede der ingen Modsætning mellem dansk og islandsk Nationalitet; han betragtede sig som i lige Grad tilhørende begge Nationer, og Dansk blev for ham som et andet Modersmaal. Allerede som Student havde han udgivet en lille Digtsamling paa Dansk (»Ubetydeligheder«, 1800), og Størstedelen af hans Produktion er skrevet paa dette Sprog.

Under de første trange Aar i København var Mæcenen Gehejmekonferensraad J. Bülow til Sanderumgaard Magnússons bedste Støtte. 1815 begyndte han, først hjulpet af Bülow, senere med kongelig Understøttelse, at holde offentlige Forelæsninger ved Universitetet over Nordens gamle Litteratur og Mytologi; fra 1819, da han opnaaede fast aarlig Løn, holdt han tillige Forelæsninger ved Kunstakademiet. I Forbindelse med denne Virksomhed staar Bogen »Bidrag til nordisk Archæologie« (1820), hvis noget ukritiske Fremhævelse af den nordiske Oldtids Bygninger og Billedkunst gav Anledning til en Polemik med Brødrene G. L. og Torkel Baden. Diskussionen drejede sig særlig om den nordiske Mytologis Brugbarhed for de skønne Kunster, et dengang aktuelt Spørgsmaal, men den har kun ringe Værdi, da Tonen i de to Brødres Indlæg er stærkt præget af deres Irritation over »det Uvæsen i vor Litteratur, som Islænderne og deres Tilhængere nu i en Række af Aar have anrettet«.

Ellers var det Studier over den ældre Edda og Eddamytologien, som i lang Tid først og fremmest optog Magnússon For den Arnamagnæanske Kommission afsluttede han Udgivelsen af 2. Bind af »Edda Sæmundar hinns froda« (1818), som gennem lang Tid var blevet forberedt ved andre, og fortsatte derefter med 3. Bind (1828), hvis største Del optages af et mægtigt, af Magnússon forfattet »Lexicon mythologicum« paa Latin. Denne righoldige alfabetisk ordnede Oversigt over den nordiske Mytologi har utvivlsomt gjort megen Nytte og baade i og uden for Norden i høj Grad fremmet Kendskabet til de mytologiske Kildeskrifter. Samtidig udgav M. en dansk Oversættelse af »Den ældre Edda« i fire Bind (1821–23) og »Eddalæren og dens Oprindelse«, ligeledes i fire Bind (1824–6); det sidstnævnte Værk er udarbejdet som Besvarelse af en Prisopgave, som Bülow gennem Videnskabernes Selskab havde udsat for Magnússon, om Forholdet mellem Nordboernes og de indisk-persiske Nationers Religion. I Eddaoversættelsen fik det danske Publikum en Gengivelse, der ikke blot er tro mod Originalen, men ogsaa har en tækkelig Form, og hertil kommer en Kommentar, som dog er stærkt præget af Forfatterens mytologiske Fantasterier. Guderne og de forskellige Myter betragtes konsekvent som Personifikationer af eller Symboler for visse Naturkræfter og Naturfænomener (f. Eks.: »Valkyrjerne vare oprindeligen visse glimrende Meteorer eller Luftsyner, som Ildkugler, flammende Nordlys o. s. v., der udsendtes fra Valhall, nemlig Himmelhvælvingen, af Odin, dens øverste Guddom«). Tydeligst træder Magnússons Svaghed, den kritikløse Kombinationslyst, dog frem i Eddalæren. Her sammenlignes den nordiske Mytologi med talrige Religioner og teologisk-filosofiske Systemer fra forskellige Lande, og de formentlige Overensstemmelser forklares ved et fælles Udspring fra en asiatisk Urreligion. Værket vidner om stor Belæsthed og Flid, men da der ikke tages noget Hensyn til de forskellige Kilders Art og Alder og Oprindelighed, er det som Helhed betragtet af ringe Værdi; Resultaterne er ofte urimelige og de hyppige etymologiske Sammenstillinger blottede for Metode.

Finnur Magnússon, som 1823 havde faaet en Ansættelse som Medhjælper ved Arkivet, udnævntes 1829 til Gehejmearkivar; han var en samvittighedsfuld Embedsmand, hvis Arbejdslyst og heldige Valg af Medarbejdere fremhæves. Han blev 1822 Medlem af den Arnamagnæanske Kommission og var fra 1829 tillige dens Sekretær. Fra 1828 var han Viceformand i Det kgl. nordiske Oldskriftselskab og blev saaledes Rafns Medarbejder i hans energiske Virksomhed for at gøre den gamle islandske Litteratur bekendt i videre Kredse. Magnússon deltog bl. a. i Udgivelsen af »Fornmanna sogur«, VIII-X, men navnlig har han en væsentlig Andel i det fortjenstfulde Kildeskrift »Grønlands historiske Mindesmærker«, I-III (1838–45), hvor det spredte Materiale til Grønlands ældre Historie samles tillige med dansk Oversættelse og oplysende Anmærkninger. Det er det eneste af Magnússons Arbejder, som endnu citeres.

1816 var Magnússon blevet beskikket til Medlem af Kommissionen for de fædrelandske Oldsagers Bevaring, og saa vel denne Stilling som hans Forhold til Oldskriftselskabet affødte talrige Af handlinger i de dertil knyttede Tidsskrifter. Som et Par af de bedste maa fremhæves en Redegørelse for Undersøgelsen af den 1820 aabnede Jellinghøj (Antiqvariske Annaler, IV) og »Om de Engelskes Handel og Færd paa Island i det 15. Aarh.« (Nord. Tidsskr. f. Oldkynd., II). Han indlod sig gerne paa Tolkninger af Runemindesmærker, men naaede her, bl. a. paa Grund af sin sproghistoriske Usikkerhed, kun utilfredsstillende Resultater. Særlig bekendt blev hans opsigtvækkende Tolkning af Runamoindskriften, som efter en forbigaa- ende Triumf beredte ham den største Skuffelse. De runelignende Tegn paa en Klippeflade i Blekinge, der kaldtes Runamo, nævnes allerede af Saxo i Forbindelse med Harald Hildetand; paa Videnskabernes Selskabs Foranstaltning blev der 1833 foretaget en Undersøgelse paa Stedet, og Magnússon fik af Geologen Forchhammer udpeget de Tegn, som i Modsætning til de naturlige Revner skulde være indridsede af Menneskehaand; heri lykkedes det ham senere at læse et oldnordisk bogstavrimet Vers med Hentydning til Harald Hildetands Historie. Læsningen bekendtgjordes foreløbig 1834, men først 1841 udkom Magnússons store Værk om Indskriften i Videnskabernes Selskabs Skrifter. Opdagelsen vandt en ikke ringe Navnkundighed, indtil Worsaae 1844 beviste, at den saakaldte Indskrift kun er naturlige Revner i Klippen, og det blev da klart, at Magnússon var blevet vildledt ved en besynderlig Selvsuggestion. Næste Aar medførte for Magnússon en ny pinlig Diskussion, idet den norske Historiker P. A. Munch skaanselløst blottede hans i Bund og Grund forfejlede Læsning af Indskriften paa det skotske Ruthwell-Kors.

Som sin Tids navnkundigste islandske Videnskabsmand blev Magnússon meget æret af Islænderne; bl. a. var han længe Formand i det islandske litterære Selskabs københavnske Afdeling, hvilket medførte betydeligt ulønnet Arbejde. Da Stænderinstitutionen forberedtes, deltog han efter kongelig Befaling i Forsamlingen af oplyste Mænd og mødte i Roskilde som Deputeret for Island og Færøerne under Stænderforsamlingerne 1835–4.

Magnússon var en umaadelig flittig Mand og producerede let; da hans Resultater tillige ofte var overraskende, vakte flere af dem en ikke ringe Interesse, og talrige videnskabelige Udmærkelser blev ham til Del. Hans Mangel paa Kritik og hans forældede sproglighistoriske Standpunkt har influeret paa Størstedelen afhans Værker, saaledes at de ikke har blivende Betydning, men der er dog saa meget fortjenstfuldt i hans langvarige Forskergerning, at man maa beklage dens tragikomiske Afslutning gennem Runamo-Affæren. Magnússon var af Naturen human og beskeden, og alle, som kom i Forbindelse med ham, roser hans Hjælpsomhed og Velvillie. Hans Privatliv var ikke lykkeligt. Den langt yngre Hustru, en Datter af Magnússons Principal i Reykjavik, var ikke tilfreds i det barnløse Ægteskab; efter langvarig Sygelighed forlod hun Hjemmet 1836 og forlangte Separation. Tillige maatte han længe kæmpe med økonomiske Vanskeligheder. Som Følge heraf solgte han sin temmelig store og i visse Henseender værdifulde Samling af islandske Haandskrifter til engelske og skotske Biblioteker (British Museum i London, Bodleian Library i Oxford og Advocates’ Library i Edinburgh); for de fleste Forskere, som beskæftiger sig med disse Emner, betyder dette en ikke ringe Ulempe.