J.L. Lund (1777–1867)

Lund, Johan Ludvig Gebhard, 1777–1867, Historiemaler. J. L. L., som han mest kaldes, var født i Kiel 16. Okt. 1777 og Søn af Malermester Hans Gievert L. fra Kjøbenhavn og Marie Magdalene Christine f. Bremer. Han kom til Kjøbenhavn for at uddanne sig til Kunstner og fik hurtig Adgang til flere af Datidens rige og formaaende Huse, hvilket ogsaa fik Indflydelse paa hans Kunstnerbane. Imidlertid indskrænkede han sig til at vinde Akademiets Sølvmedailler (1798–99) og tog ikke Del i Konkurserne om Guldmedaillen. Allerede 1799 rejste han til Dresden og der fra til Paris, hvor han besøgte Davids Atelier, uden at det dog prægede sig i hans Kunst. Fra Paris drog han til Italien, hvor han i Florents (1802) modtog en varigere Paavirkning af den ældre religiøse Kunst, der gik forud for Rafael; senere traf han i Rom sammen med Thorvaldsen og tilbragte nu flere Aar i Italien med Understøttelse fra Fonden ad usus publicos, hvilken han havde opnaaet uden Akademiets Medvirkning. Her malede han et stort Billede, «Andromache i Afmagt ved Synet af Hectors mishandlede Lig», med en Mængde legemsstore Figurer (1807); det er forsvundet, i det Skibet, der førte det hjemad, blev opbragt af Englænderne. Som Sidestykke hertil malede han (1810) «Andromache ved Hectors Grav», som af Baron Schubart, Generalkonsul i Livorno, skjænkedes til den kongl. Malerisamling. Med disse 2 Billeder, som havde henrykket Fru Frederikke Brun og den æsthetiske Kreds, hun samlede om sig, kom han til at indtage den ejendommelige Plads som «Idealismens Maler» i Modsætning til Eckersbergs Realisme, og disse 2 Kunstnernavne betegnede i en lang Aarrække 2 skarpt adskilte Partier, medens de dog, uagtet Sondringen nominelt vedblev, efterhaanden som Kunstnerkredsen udvidedes, under Paavirkningen af Eckersbergs fremragende Dygtighed, for en senere Tids Øje, næsten have mere, der er fælles end forskjelligt.

L. var imidlertid kommen hjem, blev 1812 agreeret og 1814 Medlem af Akademiet paa «Habor og Signe». Dette Billede stod i Anordningen tilbage for det store Galleribillede, men savnede dog ikke en vis Harmoni og en «idealistisk» Skjønhedsfølelse, som tiltalte hans Velynderes Kreds, og O. Brøndsted, der i Udlandet havde set saa megen Kunst, skrev en begejstret Lovprisning af Billedet. Akademiet vilde dog ikke anbefale ham til at blive kongl. Historiemaler og Professor, men vilde vente med Afgjørelsen, til Eckersberg og Stub kom hjem. Den sidstnævnte døde allerede 1816, L. rejste krænket til Rom igjen og kom først 1819 tilbage i Følge med Thorvaldsen. Dog valgtes 1818 ikke alene Eckersberg til Professor, men L. ogsaa, skjønt fraværende, til anden Professor ved Modelskolen. Han ægtede derpaa 24. Dec. 1820 Augusta Lorentz (f. 1797 d. 1871), Datter af Henrik L. og Frederikke Vilhelmine f. Lindrup. L. vandrede nu sin Embedsbane Side om Side med Eckersberg og blev til sidst Etatsraad. Men alt som Sansen for Eckersbergs Kunst voxede, blegnede L.s Stjærne, ligesom Alderen blegede hans Farver, men han stod dog saa længe som Mærkesmand og har ved sin trofaste Flid og sit hjælpsomme Hjærte haft saa megen Indflydelse paa Udviklingen af mange Kunstneres Liv og Virksomhed, at han ikke fortjener at skydes ganske til Side.

Til Christiansborg Slot malede han, atter Side om Side med Eckersberg, 5 store Billeder, forestillende Danmarks forskjellige Kulturperioder, lige fra Naturtilstanden til den lutherske Reformation. Hvor afdæmpede de end staa i Farverne, viste de en Kunstner, der kunde magte store Opgaver paa en anstændig Maade, om end den sande kunstneriske Løftelse og Frigjørelse fattedes, og Midterbilledet, «Kristendommens Indførelse i Norden», var utvivlsomt det største Oljemaleri, der indtil da var malet i Danmark. Foruden disse store Billeder malede han en Række ret stemningsfulde Altertavler, den første til Petri Kirke, en anden til Slotskirken, hvilken dog mange Aar senere havnede i Johanneskirken paa Nørrebro, og en Mængde i mindre Format til forskjellige Landsbykirker. L. malede forholdsvis faa Portrætter, hvoriblandt kan fremhæves Oehlenschlägers (stukket 1822), men dvælede gjærne ved sine Minder om Italiens Natur i smaa, lidt blege, men fint følte Landskaber. Et Arbejde, der viser betydelige Evner i dekorativ Retning, var det smukke Fortæppe til det kongl. Theater, med den fængslende Udsigt til Acropolis (1828). Det var en heldig Tanke, at denne Komposition blev gjentaget til det nuværende Theater. En Samling Breve, som blev skjænket til det store kongl. Bibliothek, viser, i hvilken udstrakt Vexelvirkning L. stod til en Mængde af Datidens yngre Kunstnere. En af hans Elever, Professor Aug. Schiøtt, har malet hans Portræt i Oldingsalder. Han gik af som Professor 1861 og havde aldrig været Akademiets Direktør, men var flere Gange dets Kasserer; endog efter at han havde været blind og ved en heldig Operation havde gjenvundet Synet, overtog han paa ny, som afgaaet Professor, denne Tillidspost. Han var som ung af et muntert Naturel og bevarede endnu i sin høje Alderdom stor Livlighed og Aandsfriskhed; han døde uden egentlig Sygdom Natten mellem 2. og 3. Marts 1867. Han var mere en vel uddannet og flittig end en rigt begavet Kunstner, havde «Judicium, men ej Geni», som det hed i Datidens Sprog (1810) i en Kunstbroders Mund; men «hans Arbejder kunne lade sig se, hvor det skal være», tilføjedes der.