Johannes V. Jensen (1873–1950)

Jensen, Johannes Vilhelm, født 1873, Forfatter. Født 20. Januar 1873 i Farsø, Himmerland. Forældre: Distriktsdyrlæge Hans Jensen (1848–1923) og Marie Kirstine Jensen (1849–1926). Gift 15. April 1904 i København med Else Marie Ulrik, født 20. Maj 1878 paa Rosendal ved Fakse, Datter af Forpagter Thorvald Hakon Ulrik (1844–1908) og Marie Margrethe Hillerup (1848–1919).

Jensen stammer fra gamle danske Bondeslægter. Fædreneslægten er, saa langt den kan følges tilbage, stedbundet til det vestlige Himmerland, den mødrene Slægt til Møen og det nærmeste Falster. Med Farfaderen, Jens Jensen Hvam, der var Væver, traadte Slægten ud af Bondestanden, men bevarede Forbindelsen med Jorden og Hjemstavnens Kulturform. Faderen var en aandelig interesseret Mand, han har udgivet et Par Bøger: »Fordømmelseslæren« (1897) og »Spøgeri« (1899), der vidner om hans Optagethed af religiøse Spørgsmaal. Han dyrkede Botanikken, og Blomsterne i sit Herbarium afmalede han i naturtro Gengivelse. Men først i den næste Generation kom Slægtens kunstneriske Anlæg til Blomstring, foruden med Jensen, der privat ogsaa har dyrket Billedhuggerkunsten, med Søsteren Thit og med Broderen, Himmerlandsmaleren Hans Deuvs (se »Aarbog«, 1916), død som ung.

Jensen gik i Farsø Skole og læste derefter en Tid Latin med Stedets Præst, J. M. P. Krogh, der havde tilbragt ni Aar i Grønland, og som ved sine Fortællinger vakte hans Interesse for primitive Folk. 1891 kom han i Viborg Latinskole, hvorfra han 1893 blev Student. Det blev ingen harmonisk Skolegang, han var for gammel og paa andre Maader endnu uudviklet, saarbar og forlegen. Som Dreng havde han slugt alle mulige Rejseskildringer og »spændende« Bøger. Nu opdagede han Litteraturen og Poesien, især Heine (»denne Dynamitsjæl«), senere Kipling og Johs. Jørgensen. Han begyndte selv at skrive Digte, hvoraf nogle blev optaget i Skolens Discipelblad. Men paa Hjemturene til Fods fra et »overjordisk ungt Væsen«, der boede en fem Mils Vej fra Viborg, oplevede han, stedt for Naturens Aasyn, besatte Øjeblikke, hvor Vers blev til, betroet til ingen.

Efter Studentereksamen begyndte han at studere Medicin og tog 1894 Filosofikum hos Høffding, samtidig første Del af Kantussen (Botanikum), næste Aar anden Del og gik i længere Tid som Volontør paa Kommunehospitalets kirurgiske Afdeling. Men han afbrød Studierne for at blive Forfatter. I Ugebladet »Journalen« havde han faaet nogle Digte trykt (Januar 1894), og for at tjene Penge skrev han i Aarene 1895–98 ikke mindre end ti Fortællinger og Romaner til det især paa Landet, i Folkestuen, meget læste Ugeblad »Revuen«. Man vil naturligvis i dette apokryfe Forfatterskab finde forudgrebet Figurer, Motiver og Stilejendommeligheder, karakteristiske for den senere Digtning.

Sin Debut fik han med Fortællingen »Danskere« (1896), hvis Hovedfigur, Buris Holm, og hele Tidsbillede genfindes i større Format i »Einar Elkær« (1898). De skildrer Bondestudentens Dragning mod og Sammenstød med Københavnskulturen i og omkring Studentersamfundet (Portræt bl. a. af Brandes), i hvis litterært ladede Luft Brandes-Nietzsche og »Symbolisterne« danner Urocentrerne. Forbillederne er Johs. Jørgensens Ungdomsromaner. Men der aabenbarer sig i Jensens »90’erromaner« et Temperament af en ny, elementær Kraft, og en stædig Villie til Sundhed faar Udtryk i Einars Forkyndelse af, at en ny Syntese, ved en Art sjæleligt Modtryk, vil fremgaa af Analysen og Dualismen. »Einar Elkær« er ikke blot Skildringen af en sjælelig Opløsningsproces, der skyldes den evige Selvbespejling og Jeg-Kredsning, men Protesten derimod.

Ad to Veje naaede Jensen den sjælelige Heling og den syntetiske Livsbetragtning, som han lader Einar fable om, umiddelbart: igennem en instinktmæssig Reaktion, i hvilken han blev sig bevidst som Jyde, og ad en lang Omvej: gennem Rejser. Med »Himmerlandsfolk« (1898) greb han — samtidig med Jakob Knudsen — i en Art Selvbekræftelse tilbage til sin Sammenhæng med Hjemstavnen og jysk Bondekultur. I den korte Fortælling, der i skæbnesvanger Fortætning rummer et helt Livsløb (»Tre og tredive Aar«, »Cecil«, »Lindbyskytten«), naaede han allerede her sit Mesterskab. Gennem hele Forfatterskabet strækker Himmerlandshistorierne sig som et fast, sammenhængende Lag, selve Rygraden. Men fra sit jyske Udgangspunkt begyndte han sin Erobring af Jorden, drevet af en vældig Nysgerrighed efter at se Verden og af en indre Uro. Optakten til Vandreaarene danner en kort Tur til Amerika efter »Danskere« i Slutningen af 1896. Foraaret og Sommeren 1898 var han under Kubakrigen som »Politiken«s Korrespondent i Spanien. Vinteren 1898–99 boede han længe i Düsseldorf, Essen og andre tyske Mine- og Industribyer, var i Paris og en Tur til England. 1900 var han under Verdensudstillingen atter i Paris som Korrespondent for »Social-Demokraten« og paa ny i London. Norge havde han fattet en særlig Kærlighed til, boede der bl. a. flere Maaneder 1901. Omkring Rejserne blev en rig Digtning til. Paa Linie med »90’erromanerne« ligger endnu de to Fortællinger fra Spanien og Paris »Dolores« og »Louison« (»Intermezzo«, 1899). Korrespondancerne fra Spanien og Verdensudstillingen blev, med et Par nye Kapitler, udgivet under Titelen »Den gotiske Renaissance« (1901), der indleder Jensens journalistik i omfattende Betydning af Ordet: Rejseskildring, Rapportage af enhver Art, Dagens »Ærinde«, forbundet med Fremsættelsen af almene Kulturproblemer og af en Livsanskuelse. Som Programbog er »Den gotiske Renaissance« umoden, men afgørende ved det desperat direkte i Reaktionen mod den danske go’ersituation, i hvilken Jensen med sin vældige Trang til Ekspansion var kommet i Klemme. Programmet kan sammenfattes i to Paroler: Respekten for Kendsgerningen og Lydigheden mod Helheden. Denne nye Indstilling fik Karakteren af et Kulturprogram ved Henvisning til Amerika og England, de »gotiske« Nationer som Forbilleder for det af Litteratur og Æstetik blegsottige danske Aandsliv. I Begrebet Racen, som Jensen indfører i Litteraturdebatten, havde hans Jyskhed faaet historisk Perspektiv og mægtig Udvidelse ud over det lokale. Bruddet med 90’erne markeredes tydeligst med Slagordet: Kendsgerningen og Symbolet for denne synlige, haandgribelige Verden: Maskinen. I Pagt med Tidens tekniske Opsving og videre med den voksende Interesse for Friluftsliv, Sport og al Slags fysisk Opdragelse kom Jensen til at indvarsle et Smagsskifte, der i Løbet af det nye Aarhundrede skulde skabe en helt ny Mennesketype. Han blev i sin Ungdomsdigtning Modernismens, Storbyens og det fysiske eller animalske Menneskes Lovsynger. Men dybest og varig Betydning fik i hans Reaktion Bruddet med »Individualismen«. I Skildringen af det store Hjul paa Verdensudstillingen, hvori han bekender sig til Virkeligheden og gør op med Nietzsche, bøjer han sig i Lydighed for »det Hele, der har Ret«. Af dette Grundsyn er betinget den store Stigning i hans Digtning, der manifesterer sig i hans første Prosadigt: »Interferens«, i hans første Myte: »Knokkelmanden« og i »Kongens Fald« fra 1901. Det individuelle og det enkelte har i disse Digtninge faaet almengyldig Projektion. Den psykologiske Selviagttagelse faar i »Interferens« kosmisk Resonans, bliver Udtryk for Dualismen selv i dens nøgne, sjælelige Grundform. I »Knokkelmanden« hæves den tilfældige Rejseoplevelse til Livsbillede, Livet selv som Interferens fremstillet i den musikalske Klovn og den unge Kvinde, der danser og synger til hans Spil og hæse Sang. »Kongens Fald« (udsendt som tre Smaabøger: »Foraarets Død«, 1900, »Den store Sommer« samme Aar og »Vinteren«, 1901), hans Ungdomsaars forbløffende digteriske Bedrift, er i sit Grundlag en naturalistisk-historisk Roman. Med visionær Kraft og gennemtrængende Indlevelsesevne er det urolige danske 16. Aarhundrede genskabt i store Tidsbilleder og i et Galleri af Figurer omkring Christian II. og den til hans Skæbne knyttede Mikkel Thøgersen som Centralfigurer. Men Romanens Ramme og realistiske Kunstform er sprængt. Romanen hæver sig til Myte: Figurerne faar symbolsk Idéindhold, og Skildringerne samler sig til en symfonisk Digtning om Liv og Død, om Lykke og Lykkens Forhærdelse i Trods og Grumhed, om Livsinterferensen.

Afslutningen paa Vandreaarenes Rejser danner den store Jordrejse Foraaret 1902–Sommeren 1903. Via Suezkanalen rejste Jensen til Malakkakysten, hvor han boede i længere Tid mellem Malajer i Sultanatet Tringganu, nogle Dages Rejse med Damperen fra Singapore (se »Udenfor Tiden« i »Pisangen«). Hjemrejsen gik over Japan til Amerika, med Ophold i Chicago og New York. En Række Digtninge genspejler Gangen i denne »sentimentale Rejse«, der i Jensens Udvikling betegner Besindelsen efter Ungdommens stormende Utaalmodighed. I Digtet »Afsked« indvier han sig til Troperne og paakalder Columbus, Vandreaarenes symbolsk-mytiske Hovedfigur. I Singapore bander han endnu sin kranke Skæbne (Digtet »Det røde Træ«). Men Synet af Fusijama (Myten af samme Navn) skænker ham en Oplevelse, en sublim Overraskelse, der bringer ham i Ligevægtsforhold til Virkeligheden: »Da jeg saa Fusijama, brast den sidste Drøm om en anden Tilværelse end den der er. Jeg begreb, at den højere Verden, vi stunder imod, kun kan være netop den der er«. Det er Grunderkendelsen i hele Jensens Digtning. Henvendt til Columbus, sin usalige Vandrebroder, bekender han: »Der er kun en Glæde, der er bestandig, at gense den velsignede Jord«. I Digtet »Paa Memphis Station«, Ungdomslyrikkens store Centraldigt, sammentrænges hele Rejsens Stemningssvingning. Men til denne positive Række slutter sig en ironisk-humoristisk Rejsebog: »Skovene« (1904), der skildrer Opholdet mellem Malajer. For sidste Gang er heri Ungdommens og Rejsens Problemer: Civilisation og Primitivitet, Handling og Refleksion, Religion og naturlig Livsudfoldelse, personlige, polemiske og tendentiøse Motiver troldet sammen til en funklende Bog. Dybest naar Slutningsbilledet af Isfuglen, der til Fods begynder Vandringen mod sin tabte Dal, et lystigt-patetisk Modstykke til Myten »Forsvundne Skove« (i »Intermezzo«) og Columbus-Digtet (først i »Madame d’Ora«). I drastisk Humor frigøres Ungdomsaarenes Længsel og Verdenssmerte. Han var rede til at vende hjem (Digtet »Hverdagen«).

I Aarene straks efter Hjemkomsten bjærgede Jensen Vandretidens store Produktion samlet i Hus. Direkte af den sidste Rejse er fremgaaet de to Amerika-Romaner »Madame d’Ora« (1904) og »Hjulet« (1905, heri Whitman-Oversættelserne), to genialt-ødsle Kladder, Højdepunkter i Jensens digteriske Modernisme med Lovsange til Storbyen og en Psykologi, der blotter Karaktererne til deres Rod i Livsfunktionerne. »Singaporenoveller« (1907) giver eksotiske Sidestykker til Himmerlandshistorierne, hvoraf var kommet et Bind: »Nye Himmerlandshistorier« (1904). Med Essaysamlingen »Den ny Verden« (1907) uddyber han Programmet fra »Den gotiske Renaissance«, der faar et mere positivt Indhold. Han slutter ind i Rækken, i en Kultursammenhæng, hvis Hovedskikkelser er Bjørnson, Darwin og Jakob Knudsen. Et Forsøg paa at samle Tidens nye Kræfter og Talenter under Mærket »Den jyske Bevægelse« (»Politiken« Juli 1907) mislykkedes og endte i Polemik. Myterne fra hele Perioden er samlet i et Bind »Myter og Jagter« (1907). Endelig rummes i »Digte« (1906) hele Jensens Ungdomslyrik, det mest intense Udtryk for hans Vandreaar, hvor titanisk Trods, der slaar over i Kynisme, er uløseligt knyttet sammen med Ømhed, en Personligheds Kamp for at samle sit Sinds katastrofale Modsætninger til Ro og Beherskelse. Denne ene lille Digtsamling midt i Tidens lyriske Renæssance var i sig selv nok til at grundlægge en moderne Lyrik, hvis mest karakteristiske Udtryksform er Prosadigtet. Tilsammen danner Værkerne i Jensens Produktion fra Ungdommens Vandre- og Brydningsaar en straalende Indgang til det nye Aarhundrede, en digterisk Udladning, der i Stigning og Sprogets nyskabende Kraft kun har sit Sidestykke i Oehlenschlägers romantiske Gennembrud hundrede Aar tidligere.

Efter Ekspansionen og Hjemgangen fulgte nu den store Organisationsperiode, Arbejdet som Journalist og Digter efter stort udlagte Linier til Virkeliggørelse af en Dannelsesform og en menneskelig Norm. Efter Hjemkomsten havde Jensen giftet sig og stiftet Familie. Han var blevet fastboende Borger i København (Frederiksberg). Somrene tilbragte han, siden 1913, helst i sit Sommerhus i Tibirke Bakker. Han laa ogsaa nu ofte paa Rejse, men Rejserne har en anden, »objektiv« Karakter, er Ferierejser eller Led i hans sammenlignende Racestudier og antropologiske Studier, Iagttagelser paa Stedet. Foruden mindre Rejser i Skandinavien, Tyskland (bl. a. i Berlin under Krigen 1914, se »Introduktion«), Frankrig, Italien, England og Amerika (1905 og 1914, se »Introduktion«) har han foretaget to store Rejser: 1913 var han atter i Østen, Java og Kina, hjem over Sibirien (se »Introduktion« og Aarbøgerne), og 1926 var han i længere Tid i Ægypten og besøgte Palæstina (se »Ved Livets Bred«, »Aandens Stadier« og »Pisangen«).

I Jensens Forfatterskab efter Bosættelsen markeres et vist Periodeskel med »Aandens Stadier« (1928) som Slutstenen i det omfattende System af digteriske og livsfilosofiske Værker, hvis Idéindhold og Stofomraade er bestemt af Begreberne Evolution og Race (den nordiske Kreds), og hvis Udgangspunkt kan sættes med »Bræen« (1908). Direkte i Fortsættelse af den foregaaende Periode ligger de smaa objektive Genrer: Himmerlandshistorierne repræsenteret ved en »Tredie Samling« (1910) og »Jørgine« (1926), eksotiske og amerikanske Noveller repræsenteret ved »Lille Ahasverus« (1909) og »Olivia Marianne« (1915). Myterne breder sig med seks nye Samlinger (1908, 1910, 1912, de to »Aarbøger« 1916 og 1917 og »Ved Livets Bred« 1928). Men meget Myten uvedkommende tilfældigt Gods er medtaget til Skade for den samlede Virkning. Som Intention er Myten central i Jensens Digtning, men som moderne Kunstform har den ikke i hans Behandling faaet den Fasthed, som Eventyret fik i H. C. Andersens Haand. Den lever alene i Kraft af sin sjælelige Spænding og sit Idéperspektiv. Journalistikken som Forum for Idé- og Kulturdebatten fortsættes med »Nordisk Aand« (1911) og »Introduktion til vor Tidsalder« (1915), hvortil slutter sig Artikelserierne i de to »Aarbøger«, der da ogsaa optoges i Tredieudgaven af »Introduktion« fra 1929. Bjørnson og Darwin staar ved Periodens Begyndelse som de alt dominerende Forgrundsfigurer. Kulminationen af Jensens Bjørnson-Dyrkelse (første Artikel fra 1901) betegner Billedet af Bjørnson i Indledningskapitlet til »Introduktion«. Bjørnson er heri blevet til Myte: den enkelte Personlighed forklaret i sin Sammenhæng med Slægten og Racen og i sig selv et Grundbillede af Manden, »lykkelig bestemt ved organisk Ligevægt og Harmoni i Sjælen«. Harmoni er Periodens nye, syntetiske Livord. Udviklingslæren havde Jensen overtaget som Dogme fra Naturalismen. Men under personligt lykkeligere Forhold har han paa ny tilegnet sig Udviklingslæren, positivt, med Eftertrykket lagt ikke paa Reduktionen (Dyret i Mennesket), men paa Væksten, Opstigningen. Først denne positivt opfattede Evolutionsidé gav hans Tilegnelse af Nuet og Tilværelsen den mægtige Udvidelse, som hans Livsfølelse og Fantasi krævede for at tilfredsstilles: »Den hele Jord og alle Mennesker fra Urtiden og op til os selv, det er et eneste Nu, og i dette henrykte Nu er Evigheden« (»Introduktion«). Udviklingslæren er for Jensen uløseligt knyttet sammen med Indtrykket af Darwins Personlighed som Forbillede i simpel, ædel Menneskelighed, i Sympati: »Evnen til at hilse bevæget paa enhver ny Genstand og føje den som Led ind i Helheden«. Tydeligere og tydeligere træder nu ogsaa Oehlenschläger frem inden for Jensens Kulturkreds (afgørende i »Introduktion«), og langsomt sker der en Forskydning fra Bjørnson til Oehlenschläger. Denne Forskydning er Udtryk for Jensens stadigt dybere og rigere Forstaaelse af og Bekendelse til det danske (samtidig er Opdagelsen af dansk Natur, Sjælland og Dyrehaven) og for hans Retning mod det klassiske, den plastiske, rene Formgivning. Bag Oehlenschläger fornemmes Goethe, fra hvem Paavirkningen mod Periodens Slutning bliver afgørende som Appel mod det fællesmenneskelige, mod Normen. Til Udbygning og Virkeliggørelse af dette store Kulturprogram tjener Jensens mangeartede Virksomhed som Kritiker og Kunsthistoriker, Udgiver, Oversætter og Redaktør. Nævnes maa Bogen om Kipling (1912). Hans Studier over litterære Personligheder suppleres med Arbejder om Maleri og Skulptur. Ogsaa her mærkes Interesseforskydningen mod det nordiske og danske: »Johannes Larsen og hans Billeder« (1920), et Udtryk for hans Følelse af Samhørighed ikke blot med denne Maler, men med »den fynske Skole« (se »Fynske Billeder« i »Myter«, 1912) og »Thorvaldsens Portrætbuster« (1926), en Række indtrængende Beskrivelser og Fortolkninger af de enkelte Buster og samtidig en Indførelse i Goethe— og Oehlenschläger-Tidsalderens Aandsliv gennem Karakteristikker af dens ledende Personligheder.

Fra dette Forfatterskabets bredt og stort udlagte Grund, Dagsarbejdet, rejser sig Hovedværkerne: »Den lange Rejse«, strækkende sig som et Højdedrag i hele Periodens Længde, og udgaaende herfra: de to sammenhørende Essaybøger »Dyrenes Forvandling« og »Aandens Stadier« og Digtsamlingen »Verdens Lys«. — »Den lange Rejse« omfatter seks i sig selv sluttede Bøger, der efter deres Plads inden for Helheden ordner sig i Rækken: »Det tabte Land« (1919), »Bræen« (1908), »Norne-Gæst« (1919), »Cimbrernes Tog« (1922), »Skibet« (1912) og »Christofer Columbus« (1921). Værkets Grundplan og Idé er allerede udkastet af Lee i »Hjulet«, Helheden har fra først af staaet for Jensen med en Visions Tydelighed. I de springende Tidspunkter for Tilblivelsen af de enkelte Dele aftegner sig Digterens personlige Stemthed over for Stoffet, fra Drengs Trods mod Kulden i »Bræen«, der peger bagud mod Ungdommens Stemning, til Norne-Gæsts Mildhed og dybe Menneskelighed. Med Udviklingen som Hovedmotiv skildres i »Den lange Rejse« de blonde Folks langsomme Opstigning fra Urtiden indtil de store Opdagelsers Tid. Den drivende, sjælelige Kraft i denne Udviklingsgang er Længselen, den nordiske Karakters Skæbnemærke, der føres tilbage til en Slægtserindring om en lykkeligere Jordperiode, da Norden var dækket af varme Tropeskove. I Længsel mod »det tabte Land«, en dunkel Impuls i Blodet og Instinkterne, drives Nordboen stadigt paa Vandring, den ene Udvandringsbølge efter den anden ned over Europa mod Syden, indtil Columbus gaar i Land i Amerika og fuldbyrder Racens lange Vandring med Opdagelsen af en ny Verden. Til dette sjælelige Motiv knytter sig det egentlige Udviklingsmotiv: Kampen for Tilværelsen, den drivende Kraft i Kulturfremskridtet. De store Skel i Kulturudviklingen er Menneskets Erobring og senere Frembringelse af Ilden, og i Følge hermed kommer alle Dagliglivets Opfindelser. »Den lange Rejse« bliver en Lovsang til Dagliglivets Heroisme, Manden og Kvinden ved Arbejdet. Som Kunstværk er »Den lange Rejse« ren Myte, efter Jensens biologiske Æstetik, en Digtning, der er gennemtrængt af Typesynet og Almensynet. Figurerne er store Typebilleder (Fyr, Dreng, Moa, Gro, Gevn, Vedies), udformet — især Kvinderne — med plastisk Anskuelighed. Det er en Digtning om Livets store Grundforhold (Jægerens Myte: »Under Ygdrasil« med Billedet af Moderen og Barnet, Jensens dybeste Livsbillede) og om de almenmenneskelige Sjælstilstande: Gru og Angst, Godhed og Lykke, Længselen, fra dens dybe Grund i Livsfølelsen, det organiske, hævet gennem stadige Forskydninger hinsides Tid og Rum til en Idé, vor Anelse om »det sande Liv, Kærlighedens Ophav« (»Ave Stella«). Disse Myter om Menneskelivet udfoldes mod en mægtig Naturbaggrund. Som Naturens Digter er Jensen uovergaaet i Verdenslitteraturen. Bag »Den lange Rejse« ligger en Menneskealders uafbrudte Beskæftigelse med Antropologi, Etnografi, Arkæologi, Naturvidenskaberne i Darwins Aand, en stor Almenviden og Stik ned i specielle Ting. En kraftig Impuls modtog Jensen fra dansk og norsk arktisk Forskning. Men Iagttagelser i Marken, fra Himmerland til Troperne, har givet denne tilegnede Viden dens Præg af umiddelbart oplevet Liv. Litterære Tilskyndelser har Jensen faaet fra Digtningen om Mennesket alene i Naturen, fra »Robinson Crusoe« til Kipling og Jack London. Men først og fremmest slutter han med »Den lange Rejse« ind i Rækken af nordiske Digtere, over Bjørnson tilbage til Oehlenschläger. — Som forklarende Efterskrift til »Den lange Rejse« fremkom »Æstetik og Udvikling« (1923), hvortil slutter sig »Evolution og Moral« (1925) (paabegyndt i det af Jensen 1922–23 udgivne Tidsskrift »Forum«). I disse fremsætter Jensen sin biologiske Kunst- og Moralopfattelse, polemisk vendt mod Realismen (»Roman og Myte«) og mod Naturalismens Benyttelse af Udviklingslæren (»Immoralisten« og »Den daarlige Darwinisme«). Endelig giver, løftet over Dagens Ærinde og med samlet Kraft, »Dyrenes Forvandling« (1927) og »Aandens Stadier« (1928) en Udsigt over Menneskeaandens Historie med et langt Perspektiv tilbage til Sammenhængen med Dyrene. De indeholder en Dyrenes Psykologi, Sjælens Udvikling fra Blindhed til Syn, fra »Caliban« til »Ariel«, og en Racernes Psykologi, idet de enkelte Racer, i deres historiske Fremtræden og Spredning over Kloden, fortolkes som Trin af Menneskeaandens Udvikling. Bag de stivnede Former, de adskilte Dyrearter og Menneskeracer, vil Jensen gribe selve Bevægelsen, Udviklingen saa at sige i Flugten, Trinet. Ved dette Blik for »den indre Figur« understreges hans Ret- ning mod det fællesmenneskelige, paa tværs af alle Racer og Race- fordomme. — Den Sympati med alt det skabte og den Andagts- følelse over for Tilværelsen, der fornemmes som Udviklingsbøgernes stærke Følelsestonus, frigøres i disse Aars Lyrik, der kulminerer med »Aarstiderne« (1923) og »Verdens Lys« (1926, optager Digtene fra Essaysamlingen »Aarets Højtider«, 1925). De personlige Digte er ikke som i Ungdomslyrikken umiddelbare sjælelige Spejlinger, men Portrætdigte, der skildrer den Kreds, hvortil Jensen gennem Slægtskab og Aandsfællesskab føler sig knyttet. Som Storbyen gav Tonen og Rytmen til Ungdomsdigtene, er Naturen den store Sangbund for Manddomsdigtene. Fugle-Digtene (»Aarstiderne«) svarer til »Dyrenes Forvandling«, bæres af samme Broderfølelse med Skabningen. Retningen mod det grundmenneskelige faar sit paa een Gang jævne-haandgribelige og monumentale Udtryk i Digtene om Kvinden: Norne-Gæsts Kvad om den nordiske Kvinde og »Skabningens Tinde«. Karakteristisk er ogsaa de mange Digte om Barnet og for Barnet. I Tankesprog og verdslige Salmer gør han sig til anonym Tolk for Mennesket under Livets fælles Kaar (»Solhvervssalme«, »Baalfærdssang«, »Takkesprog«). I Formen førtes han bort fra det moderne Prosadigt, greb tilbage til det nordiske, stavrimede Vers eller til strofisk Lyrik i Tilslutning til Oehlen- schlåger og dansk-klassisk Tradition. Han skabte paa Traditionens Grund en ny Lyrik som Udtryk for sin Modenhed, med en egen haardfør Rytme og Ordføjning, i hvilken de enkelte Ord i deres forunderlige, syntetiske Stemningsrigdom fornemmes dobbelt stærkt som forløsende Udbrud af Godhed og Livets Naade. —

Med sit store Forfatterskab var Jensen som Digter og Kulturpersonlighed blevet en Hovedfigur i Tidens danske Aandsliv. Med sine faste Meninger har han ofte i den offentlige Debat været et Stridens Tegn, udæsket og selv udæskende. Et Vidnesbyrd om hans Betydning er den Hyldest, der blev ham til Del paa hans 50-Aars-Fødselsdag i Form af et Festskrift, en »Hilsen« fra Mænd og Kvinder tilhørende forskellige Lejre: Digtning, Kunst og Videnskab. Et Udtryk for hans centrale Stilling som Digter og som Hævder af en nordisk Kulturtradition er hans Udnævnelse 1929 til Æresdoktor ved Lunds Universitet i Anledning af Hundredaarsdagen for Oehlenschlägers Digterkroning. — De seneste Aar, 30’erne, bringer en Efterhøst, Myter: »Pisangen« og »Kornmarken« (1932), »Sælernes 0« (1934), Digte: »Den jydske Blæst« (1931) og nye litterære og kunstkritiske Essays: »Form og Sjæl« (1931). I Fortsættelse af sit nordisk-folkelige Kulturarbejde har han virket ved i den offentlige Mening at rejse og arbejde for Virkeliggørelsen af nationale og nordiske Opgaver; nævnes maa hans Deltagelse i Diskussionen om Nationalmuseets Omordning (allerede 1914 i en Artikel i »København som den er og burde være«, udgivet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse) og hans Kampagne for Fredningen af Oldtidsminderne. Den smukke Bog »Paa danske Veje« (1931) er Udtryk for disse Bestræbelser. Paa samme Linie ligger hans Virksomhed ved Planlæggelsen og Udgivelsen af den nye Sagaoversættelse »De islandske Sagaer« (1930–32), til hvilken hans Hovedbidrag er Oversættelsen af Egils Saga. En Bedrift i sig selv, Vidnesbyrd om hans dybe Sammenhæng med nordisk Hedenskab, er Oversættelsen af »Sønnetabet«. — Men disse sidste Aar faar deres nye, karakteristiske Ansigt ved Jensens Konfrontering med Nutiden og dens Problemer. Hans i nordisk Følelse dybt rodfæstede Respekt for den frie Personlighed og hans naturalistiske Kunstopfattelse har stillet ham i skarp Opposition til Kommunisme og Nazisme og til den hjemlige Modernisme og Funktionalisme i Maleri, Digtning og hele Livsindstilling. I Bogform foreligger Artikelrækkerne »Retninger i Tiden« (1930) og »Det Blivende« (1934). Samtidig er han i sin Digtning vendt tilbage til Skildringen af Nutidsliv og Bycivilisation, saaledes i »Dr. Renaults Fristelser« (1935), første Del af en mytisk-fiktiv Idédigtning, og i Historien om »Gudrun« (1936), et Typebillede af Københavnerinden i populær Tillempning. Sin sene Debut som Dramatiker (dog tidligere »Sangerinden«, opført i Tyskland) fik han med det kinesiske Eventyrspil »Darduse«, der Foraaret 1937 blev opført paa Det kgl. Teater. Han overfører heri Myten paa Teatret, skaber i bevidst Opposition mod det realistiske Skuespil en fri dramatisk Kompositionsform.

I over en Menneskealder har Jensen levet og virket som fri, af alle Partier uafhængig Forfatter. Efter ham staar op mod tresindstyve Bøger. Som alle væsentlige Digteres udgør hans Forfatterskab en Helhed, organiseret ud fra fundamentale Ideer og fra en Personlighed af usædvanlig sjælelig Spændvidde og dynamisk Kraft, en evig Bølgegang af Dæmon og Genius, men holdt inden for kunstnerisk og menneskelig Beherskelse.