Johann Gottfried von Herder (1744–1803)

Herder, Johann Gottfried von, tysk Digter og Forfatter, født i Mohrungen i Østpreussen 25. August 1744, død i Weimar 18. December 1803. Hans Forældre levede i beskedne Kaar — Faderen var Kantor og Skolelærer — men Børnene fik en god Opdragelse, og det blev tidlig bestemt, at Herder skulde studere Teologi. Imidlertid blev dette foreløbig forstyrret ved, at en formaaende Velynder, Diakonus Trescho, søgte at bevæge Forældrene til at lade ham blive Haandværker og tog ham til sig som sin »Famulus«. Rigtignok opnaaede det flinke unge Menneske herved mangen en Kundskab, som senere var ham til Nytte, men Stillingen var ham i det hele trist og trykkende, og han var glad, da en anden Velynder, en russisk Regimentskirurg, tilbød at tage ham med til Königsberg og siden til Petrograd for at lære Kirurgien. Efter Ankomsten til Königsberg (1762) indsaa Herder imidlertid snart, at han ikke egnede sig til Læge, og lod sig immatrikulere som stud. theol. Samtidig fandt han en ny Beskytter i Boghandler Kanter og fik Ansættelse som Lærer ved Collegium Fridericianum. Den betydeligste Indflydelse paa hans Aandsudvikling fik Filosoffen Kant, og uden for Universitetet den bekendte Mystiker J. G. Hamann (»Der Magus des Nordens«), samt desuden J. J. Rousseau, hvis Skrifter han ivrig studerede. I Efteraaret 1764 blev Herder kaldet til Kollaboratør ved Domskolen i Riga og senere til Hjælpepræst ved to af Byens Kirker. I denne dengang aldeles tyske og meget selvstændig stillede By fik Herder Adgang til de bedste Huse, hvor han modtog aandelig Paavirkning og ansporedes til sin betydningsfulde litterære Virksomhed, som han indledede med Udgivelsen af »Fragmente über die neuere deutsche Litteratur« (1766–67), »Über Thomas Abbts Schriften« (1768) og »Kritische Wälder« (1769). Ved at gaa ud fra, at Folkeejendommelighed og Sprog er de vigtigste Faktorer i Folkets Litteratur, og ved denne sin egen »genetiske« Betragtningsmaade at supplere Lessing’s »kritiske« Maalestok vandt Herder en selvstændig Position i Tidens litterære Strid. En stærk Rejselyst og Trangen til at forberede sig til sit praktiske Kald (det litterære tænkte han dengang mindre paa) fik ham i Foraaret 1769 til at søge sin Afsked, der blev ham bevilget under Forudsætning af, at han vilde vende tilbage. Han begyndte nu den paatænkte store Rejse, der gik til Søs til Nantes og derfra til Paris, og da han ikke var særlig vel forsynet med Rejsemidler af sine Venner, blev han meget glad over et Tilbud fra Eutin om at ledsage Arveprins Peter Friedrich Wilhelm som Rejsekapellan. I Begyndelsen af 1770 kom han til Eutin og rejste i Juni derfra med Prinsen, men fik samtidig en smigrende Kaldelse til Bückeburg. I Darmstadt lærte han sin tilkommende Hustru, Maria Karoline Flachsland, at kende, og nu havde han tabt Lysten til at rejse videre; han fulgte Prinsen til Strassburg, tog sin Afsked fra det ham betroede Hverv og modtog om Efteraaret Stillingen som Hovedpræst og Konsistorialraad i Bückeburg (Lippe), men blev dog Vinteren over i Strassburg for at gennemgaa en Øjenkur. Ved denne Lejlighed gjorde han Bekendtskab med den unge Goethe og fik en ikke ringe Indflydelse paa dennes litterære og sjælelige Udvikling. I April 1771 tiltraadte Herder sit Embede i Bückeburg, men han befandt sig der i en for indsnævret Sfære; det eneste, der trøstede ham, var hans Ægteskab (1773) og hans litterære Arbejder, blandt hvilke især maa nævnes den aandfulde Afhandling over Prisopgaven »Über den Ursprung der Sprache« (1772), samt »Ossian und die Lieder alter Völker« og »Shakespeare«; ved sit betydningsfulde Skrift »Auch eine Philosophie der Geschichte zur Bildung der Menschheit« (1774) kom han til at staa midt i Datidens filosofiske Strid, og da han heri havde erklæret Krig imod »Oplysningstidsalderens« Falanks, saa maatte han finde sig i mange haarde Angreb, der blev endnu bitrere, da han udgav flere teologiske Skrifter, især »Älteste Urkunde des Menschengeschlechts« (2 Bd, 1774–76) og »Erläuterungen zum neuen Testament, aus einer neueröffneten morgenländischen Quelle« (1775). Disse Angreb bevægede ham til at tilbageholde sin Samling »Volkslieder«, der var færdig til Udgivelse, og fremkaldte en hypokonder, menneskefjendsk Stemning hos ham. Netop paa denne Tid blev han ved Goethe’s Mellemkomst kaldet til Weimar som første Præst og Medlem af Konsistorium (Kirkeraadet), og i Oktober 1776 ankom Herder til Weimar, opfyldt af de bedste Forhaabninger og Forsætter. Imidlertid fandt han snart, at Hofkamarillaen var aldeles ligegyldig for Kirke- og Skolespørgsmaal, og han stillede sig da i Opposition i den Grad til den, at han misbilligede og modarbejdede alle dette Partis Meninger og Ønsker, saa han snart kom til at føle sig lige saa trykket og ensom i det livlige Weimar som i det stille Bückeburg. Alligevel tog hans litterære Produktion her et betydeligt Opsving: til den Bevægelse i Litteraturen, som gjorde Hovedmændene i »Sturm und Drang«-Perioden til Førere og Bærere i den klassiske Periode, sluttede ogsaa Herder sig i Slutningen af 1770’erne. To filosofiske Afhandlinger: »Vom Erkennen und Empfinden der Seele« og »Plastik; einige Wahrnehmungen über Form und Gestalt aus Pygmalions bildendem Traum« (1778), samt de længe forberedte »Volkslieder« (1778–79, senere »Stimmen der Völker in Liedern«) var de første Frugter af Herder’s Ophold i Weimar, og i de nærmest følgende Aar udviklede Forholdet til Goethe sig til Venskab og synes at have paavirket Herder’s Produktionsevne, idet han netop i 1780’erne udgav sine betydningsfuldeste Skrifter, foruden de strengt teologiske »Briefe das Studium der Theologie betreffend« (4 Bd, 1780–84) og en Prædikensamling: det ufuldendte Værk »Vom Geiste der Ebräischen Poesie« (2 Bd, 1782–83) og »Ideen zur Philosophie der Geschichte der Menschheit« (4 Bd, 1784–91). 1788–89 gjorde Herder for sin Helbreds Skyld en Rejse til Italien, som skaffede ham megen Nydelse, men Hjemrejsen blev gjort ham ubehagelig ved et Tilbud om et Professorat i Göttingen, idet han nu igen maatte pine sig med en vigtig Afgørelse. Imidlertid overtalte Goethe ham til at blive, Hertugen betalte hans Gæld og forbedrede hans Gage. Men hans Sygelighed tog igen Overhaand og hindrede hans Arbejde. De materielle Vanskeligheder blev heller ikke hævede, og Herder’s og hans Kones halvt berettigede, halvt ugrundede Klager over, at Aftalerne med Goethe af 1789 ikke blev holdte, førte til et definitivt Brud med denne, som forøgedes ved Skinsyge over Schiller’s Venskab til Goethe. Herder trak sig mere og mere tilbage i sig selv, følte sig frastødt af de tidligere Venners antik-klassiske Retning, ja endog af sin gamle Lærer Kant’s Filosofi, og hans senere Skrifter er mere eller mindre rettede imod dem, nemlig bortset fra »Christliche Schriften« (1796–99), »Verstand und Erfahrung, eine Metakritik zur Kritik der reinen Vernunft«, »Kalligone« (1800) og »Adrastea« (6 Bd, 1801–03). Den sidste Glæde som Forfatter havde Herder af sin Oversættelse af »Cid«-Romanceroen og af sine dramatiske Digte »Der entfesselte Prometheus« og »Admetus’ Haus«. Det blev ham kun en ringe Tilfredsstillelse, at han udmærkedes med et Adelsdiplom fra Bayern (1802), og hans Udnævnelse til Præsident i Overkonsistoriet (1801) kom for sent til at oprette hans sunkne Livsmod. I Somrene 1802 og 1803 søgte han Lægedom i Aachen og Eger, men om Efteraaret fik han et haardt Anfald af en uhelbredelig Leversygdom, som gjorde Ende paa hans Liv i Løbet af Vinteren. Han staar i den tyske Litteratur som en mangesidig Personlighed, fra hvem der er udstraalet aandelig Paavirkning i mangfoldig Retning, en Mand, der med poetisk vidtskuende Blik forbandt sjældne Evner som Kulturhistoriker, Æstetiker og Religionsfilosof, foruden at han var en indflydelsesrig Taler og bevægende Prædikant. »Sämtliche Werke«, udg. af J. G. Müller, Joh. v. Müller, Heyne, Herder’s Enke og Søn (45 Bd, 1805–20), Lommeudgave (60 Bd, 1827–30), i 40 Bd (1852–54), »Ausgewählte Werke« (6 Bd, 1889); i »Hempel’s deutsche Klassiker« (24 Bd, 1869–79); en ny stor Udg. ved Suphan og Redlich (31 Bd, 1877–89), »Auswahl« (1.-4. Bd, 1884–87).

H. Döring, »Herder’s Leben« [2. Opl. 1829]; R. Haym, »Herder nach seinem Leben und seinen Werken« [2 Bd, 1880–85].