Friedrich de la Motte Fouqué (1777–1843)

Fouqué, Friedrich Heinrich Carl de la Motte, Baron, tysk Digter, født i Brandenburg 12. Februar 1777, død i Berlin 23. Januar 1843. Han tilhørte en gammel frank Familie og var Sønnesøn af General Heinrich August de la Motte Fouqué, der havde vundet sig et anset Navn i den Schlesiske Krig og været i dansk Tjeneste. Fouqué fik en milit. Opdragelse, deltog som Løjtnant i Rhinfelttoget, men herefter tog hans digteriske Interesser ham fangen. Da han havde giftet sig med Fru Karoline Auguste von Rochow, født von Briest, der er optraadt som Forfatterinde med en lang Række Romaner og Fortællinger, tog han Afsked og bosatte sig paa sin Hustrus Gods Nennhausen ved Rathenow.

A. W. v. Schlegel hjalp ham til at faa sin første Bog: »Dramatische Spiele« ud under Pseudonymet Pellegrin (1801). Sit egentlige digteriske Stof søgte og fandt Fouqué i den nordiske Oldtids Sagn og i den franske Middelalders Ridderhistorier. Hertil kom — som et væsentligt Moment i hans Digtning — hans patriotiske Begejstring, som Frihedskrigen 1813 gav Glød, da han som Ritmester ved det frivillige Jægerkorps deltog i Kampen.

Fouqué’s Navn er i vore Dage især knyttet til den friske og indtagende Eventyrfortælling fra 1811 »Undine« (oversat paa Dansk af Oehlenschläger). Af hans Værker maa ellers i første Række fremhæves Trilogien »Der Held des Nordens« (1810) paa Grundlag af »Gunlaug’s Saga«. Han har desuden skrevet Skuespil og Riddertragedier, der i vore Dage vanskelig vækker Interesse, og det samme gælder hans mange Ridderromaner (f. Eks. »Der Zauberring«, 1813, og »Die Fahrten Thiodulfs, des Isländers«, 1815).

Fouqué forfalder, som Aarene gaar, mere og mere til en blodløs og taaget Romantik, han støber alle sine Ridderskikkelser efter den samme Kliché og stivner som Digter i en udvendig romantisk Form. Han bliver den tyske Feudalismes bitre Forkæmper, uden nogen som helst Forstaaelse af den Tid, der blomstrer frem efter den hellige Alliances Skibbrud omkring 1830. Paa dette Tidspunkt, da hans Hustru er død, maa Fouqué af økonomiske Grunde opgive Nennhausen. Han bosætter sig nu i Halle, hvor han holder Forelæsninger om Poesi og nyere Historie med skarpe Udfald mod Tidsaanden. Sine sidste Leveaar tilbragte han i Berlin, hvor Friedrich Wilhelm IV hjalp ham, saa han nogenlunde blev befriet for økonomisk Tryk, og hvor han sammen med L. v. Alvensleben udgav »Zeitung für den deutschen Adel«. Men som Digter var hans Tid forbi — hans fromladne Romantik havde overlevet sig selv, og i vore Dage huskes Fouqué kun som »Undine«’s Digter. Inden sin Død udgav han sin »Lebensgeschichte« (1840) med interessante Meddelelser om sine Samtidige, bl. a. sin Jævnaldrende Heinrich von Kleist. Han besørgede ogsaa Udgivelsen af sine »Ausgew. Werke« (Halle 1841, 12 Bd). Et Udvalg har senere M. Koch udsendt som Bd 146 af Kürschner’s »Deutsche Nationallitteratur«.