John Dryden (1631–1700)

Dryden, John, engelsk Digter (1631–1700), stammede fra en god Northamptonshireslægt, som under Borgerkrigen havde staaet paa Cromwell’s Side. Han studerede i det mindre royalistiske Cambridge, og hans første betydeligere Digt, Heroic Stanzas on the Death of Cromwell (1658) er et naturligt Udslag af hans Familietradition mere end af indgroet Overbevisning; egentlig Overbevisning — i alt Fald ikke politisk, maaske knap nok religiøs — har han næppe haft; hans eneste virkelige Interesse har rimeligvis været det artistisk formelle, og da Karl II kommer tilbage, hilser han ham i et panegyrisk Digt: Astræa Redux (1668). Defoe siger om ham, at han var i Stand til, »hver Dag at skifte Principper, skifte Religion, skifte Frakke, skifte Herre og dog aldrig forandre sin Natur«. Saa godt som alle hans Værker — uden for de dramatiske — har en ydre Foranledning, er advokatoriske Indlæg i Dagens Strid, og deres Værd beror paa hans sikre Herredømme over Formen og kraftige, maskulint logiske Tag om Emnet mere end paa hans egen personlige Grebethed. 1667 udgav han sit tredie betydeligere Digt: Annus mirabilis, der behandler Krigen med Holland og den store Brand i London.

Efter Karl II’s Tronbestigelse blomstrede Teatret atter og bød fortrinlig Lejlighed til at tjene Penge; allerede 1663 havde Dryden forsøgt sig med en Komedie The Wild Gallant; den faldt til Jorden, men efter endnu et Par Forsøg kom 1665 The Indian Emperor, der gjorde stormende Lykke, og fra nu til 1681 er Dryden helt optaget af dramatiske Arbejder, idet han indgik Kontrakt med et af Teatrene om at levere tre Stykker om Aaret for £ 400 aarlig, en Kontrakt han dog ikke opfyldte. Hans dramatiske Arbejder falder i to Grupper, Komedier af den gængse graciøst letfærdige franske Type, der i Dryden’s ægte engelske Aand kun blev grovkornet Plumphed og i Virkeligheden vist mere er skrevet for at tilfredsstille Tidens Smag end egentligt af indre Drift, thi da Jeremy Collier 1698 rettede sit skarpe Angreb mod the Immorality and Profaneness of the English Stage, indrømmede Dryden villigt Anklagens Berettigelse, og i et Digt on the Death of Mrs. Anna Killigrew beklager han at have added fat polution of our own — to increase the steaming ordures of the stage. Den anden Gruppe er Heltetragedierne med deres opstyltede Kamp mellem Pligt og Kærlighed. Til den første Gruppe hører Marriage à la Mode, og Love in a Nunnery, til den anden The Conquest of Granada, Aurungzebe etc.; de er alle skrevet i den rimede Kupletform. The Conquest of Granada gav Anledning til Hertugen af Buckinghams vittige Parodi af det hele opstyltede Væsen, og denne Parodi, The Rehearsal (der svarer til Wessel’s »Kærlighed uden Strømper«) opførtes 1671 under stormende Munterhed. Dryden forlod nu den rimede Kuplet og skrev senere i Blank Verse All for Love, der er Shakespeare’s Anthony and Cleopatra i Dryden’sk Behandling. 1681 udgav Dryden sin første politiske Satire: Absalom and Achitophel, rettet mod den fremtrædende Whigpolitiker Lord Shaftesbury (Achitophel), der da sad fængslet i Tower for at have støttet de yderliggaaende Protestanters Prætendent, Hertugen af Monmouth’s (Absalom’s) Krav paa Tronen. Trods den enorme Lykke, Satiren gjorde, havde den dog ikke den forønskede Virkning; Shaftesbury blev frikendt, og hans Venner lod slaa en Medaille til Minde om Begivenheden. Dette gav Dryden Anledning til en ny Satire The Medal; en Whigdigter, Shadwell, svarede med The Medal Reversed, og Dryden vendte sig øjeblikkelig mod sin nye Modstander, som han overvældede med sin Haan i Mac Flecknoe. En Versemager, Nahum Pate, skrev en Fortsættelse af Absalom and Achitophel, hvoraf Dryden skrev et Par Hundrede Vers, som det sidste dræbende Slag mod den formastelige Shadwell. Disse Satirer er Højdepunktet i Dryden’s Kunst, og Portrætterne af Shaftesbury og især af Buckingham (Zimri) hører til det bedste i engelsk satirisk Kunst. Dryden’s næste større Værker er didaktiske Indlæg i de religiøse Spørgsmaal, hvorom Kampen drejede sig; det første Religio Laici (1682) er et Forsvar for den anglikanske Kirke som en via media mellem Katolicisme og Presbyterianisme, men allerede (1687) i The Hind and the Panther er Dryden selv bleven Katolik, og den anglikanske Kirke er nu bleven Panteren med det af Kætteri plettede Skind, mens Romerkirken er den rene hvide Hind. Ved Revolutionen 1688 sejrede Dryden’s Modstandere, og Dryden mistede den Stilling som Poet laureate, som han havde haft siden 1670. Hans sidste Aar er — med et Par Undtagelser som det lyriske Digt Alexander’s Feast — optaget mest af Oversættelser af Juvenal og Vergil (1687) og Bearbejdelser af Dele af Chaucer’s Canterbury Tales. Hans sidste Bog Fables, der udkom kort før hans Død, er Bearbejdelser efter Boccaccio og Chaucer.

Mest som Fortale til sine Værker har Dryden skrevet en Række Prosaafhandlinger, af hvilke Essay on dramatic Poetry (1667), et Forsvar for Anvendelsen af den rimede Kuplet i Tragedien, er den berømteste. Disse kritiske Afhandlinger markerer et Vendepunkt i engelsk Prosastil og berettiger ham til Titlen »den moderne engelske Prosas Fader«; han er den første, der vover at overføre det dannede Talesprogs levende og mere bøjelige Form til litterært Brug, hvorved hans Afhandlinger mere faar Form af et Causeri end af et højtideligt udformet Essay i ældre Forstand.