Pierre Corneille (1606–84)

Corneille [kår’næ.j], Pierre, fransk dramatisk Digter, født i Rouen 6. Juni 1606, død i Paris 1. Oktober 1684. Født i en gammel Borgerfamilie studerede Corneille Jura og blev Advokat 1624. 1629 tilkøbte han sig et Par offentlige juridiske Embeder, som han samvittighedsfuldt beklædte, og som indbragte ham et klækkeligt Udkomme. Allerede samme Aar skrev han sit første Stykke Mélite, en Komedie, bygget over en Selvoplevelse: En Ven indførte ham som Allieret hos den elskede Genstand, og den Nyindførte stak Elskeren ud. Komedien opførtes paa Marais-Teatret og gjorde stormende Lykke. 1632 skrev Corneille Clitandre, et romantisk Drama i Hardy’s Smag; men dette Virvar af Dueller, Flugt, Forfølgelse, Forklædninger, Snigmordere og Uvejr faldt til Jorden. Umiddelbart derefter skrev han 4 Lystspil, La veuve (1633), La galérie du palais (1633), La suivante (1634) og La place royale (1634), alle svage Intrigestykker uden virkeligt Indhold, men af en vis galant og fin preciøs Konversationstone. For at faa sine Stykker opførte kom Corneille til Paris, hvor han gjorde Kardinal Richelieu’s Bekendtskab. Den litterære Minister værdigedes at optage ham i sin dramatiske Stab (Colletet, l’Estoile, Boisrobert og Rotrou), der fabrikerede Komedier efter hans Planer. Corneille var en af »de 5 Forfattere«, der 1635 skrev La comédie des Tuileries. Men da Corneille ikke lydig nok underkastede sig Kardinalens Forskrifter, da han manglede esprit de suite, faldt han i Unaade, hvorefter han vendte hjem til Rouen og skrev sin første Tragedie Médée, der dog mere var en Bearbejdelse af Seneca’s Stykke end et originalt Værk, men alligevel rummer skønne Vers og indvarsler en renere Stil.

November 1636 opførtes paa Marais-Teatret Frankrigs første klassiske Tragedie Le Cid (oversat af Chr. Sick 1874), hvortil Corneille for en stor Del laante Stoffet fra Spanieren Guillen de Castro. For første Gang fremførte Corneille paa Scenen den Kamp mellem Pligt eller Ære imod Lidenskab, som skulde blive standende Strid i alle hans senere Tragedier. Den simple storliniede Handling og Lidenskabens livfulde Sprog henrev Publikum for denne ny Poesi. Men Misunderne og Kritikerne rykkede frem og fik Medhold fra selve Kardinalen, I nogle Observations sur le Cid dømte Corneille’s tidligere Ven Scudéry baade Tragediens Fabel, dens Bygning og Sprog som slet, og det nystiftede franske Akademi udtalte sin Tilslutning hertil i Sentiment sur la tragicomédie du Cid (1638). Stykket erklæredes at stride mod »Reglerne«, de saakaldte aristoteliske 3 Enheder, Tidens, Stedets og Handlingens, der netop paa denne Tid formuleredes af Chapelain med Richelieu som Støtte. Men Publikum vedblev trods al Chikane mod Digteren at være begejstret for hans ridderlige og højsindede Heltetragedie. Selv berørtes han en Tid smertelig af al den ondsindede Kritik, men udsendte dog allerede 1639 en ny Tragedie Horace, hvis Emne er laant fra Livius, og som han meget ydmyg tilegnede den mægtige Kardinal. Endnu samme Aar fulgte Cinna, maaske Corneille’s betydeligste Drama. Paa Grundlag af Seneca’s De clementia og Montaigne’s Essais opruller han et Stykke romersk Historie: Cinna, der er gennemglødet af republikansk Had til Kejser Augustus, og som vil hævne den Vold, der er overgaaet Frihedspartiet, smeder ved sin Elskede, Emilia, Sammensværgelse mod Kejserens Liv; denne opdager deres Anslag, vakler uvis, om han skal straffe eller benaade, tilgiver endelig med ædelt Højsind Cinna og forener ham med Emilia. Corneille’s næste Tragedie Polyeucte (1640) var et Martyrskuespil, der apoteoserede Kristendommen og dens sejrrige Magt; Skildringen af den ædle, milde Romerkvinde Pauline, Polyeuctes’ Hustru, der omvendes ved hans heroiske Martyrdød, giver det forøget Interesse. Efter en retorisk-svulstig Tragedie, La mort de Pompée (1641), fulgte Le menteur (1642), en munter Karakterkomedie efter Alarcon’s La verdad sospechosa, og La suite du menteur (1643) efter Lope de Vega; det første af disse Lystspil findes endnu paa Repertoiret som en Forløber for Molière’s Komedier, det sidste er glemt. Derefter vender Digteren sig igen til Tragedien. Rodrogune (1644) indfører Rædslen som, Scenekraft; Théodore (1645) er en ny, men svagere Martyrtragedie; Héraclius (1647) indeholder den mest forvirrede Intrige; det antoges længe for en Efterligning af et spansk Drama af Calderon, men er ældre end dette. I disse Stykker lagde Corneille ikke Vægt paa Karaktertegningen, men paa sælsomme og eventyrlige Situationer; han skrev »romaneske« Dramaer. 1647 blev Corneille Medlem af Akademiet. 1650 forsøgte han i Don Sanche d’Aragon at omplante den spanske heroiske Komedie efter Lope de Vega’s El palacio confuso. I Nicomède fra samme Aar indfører han Ironien i Tragedien. Med Pertharite (1652), der fuldstændig faldt til Jorden, afsluttede han foreløbig sin dramatiske Produktion. 1656 fuldførte han sin versificerede kedelige Oversættelse af Thomas a Kempis’ De imitatione Christi. Paa Opfordring, af Finansministeren Fouquet og tillige for at klare sig af sin pekuniære Nød gav han sig igen til at skrive for Scenen. Men den lange Række Dramaer: Ædipe (1659), La toison d’or (1660), Sertorius (1662), Sophonisbe (1663), Othon (1664), Agésilas (1666), Attila (1667), Tite et Bérénice (1670), Pulchérie (1672) og Suréna (1674), var svage, konstruerede, stivnede i Manér og uden den sædvanlige sproglige Ynde. 1671 forfattede han sammen med Molière et stort Udstyrsstykke, Psyché. Ellers dalede hans Stjerne, medens Racine’s steg. I sin Alderdom skrev han aandelige Digte efter latinske Mønstre. Han havde Sorg i sin Familiekreds og døde i bitter Fattigdom. 1834 rejstes ham en Statue i Rouen.

Corneille’s Teater er bygget med den antikke Tragedie som Forbillede, men har ogsaa taget Teknik og Motiver fra det spanske. Af de pseudoaristoteliske Regler overholder han hyppigst kun Handlingens Enhed. Hans Figurer er ikke virkelige Mennesker, men storstilede Abstraktioner for Ære, Pligt, Tapperhed, Ædelmod, Ridderlighed og lignende Dyder eller de modsatte Laster. Hans Helte handler efter ydre Maksimer, ikke efter indre psykologiske Love. Hans Skikkelser er helt gode eller helt onde. De retter sig blindt efter Handlingens Plan og skejer aldrig ud i Subjektivitet. Deres Sprog er sirligt og etikettekorrekt; de ræsonnerer selv i den vildeste Lidenskab. Og Corneille kendte kun lidet til Kvindehjertet. — Og dog er han til Tider mægtig og bevæget. Han skildrer Heroismen i alle dens Former. Han har etisk Storhed, frodig Indbildningskraft og Majestæt i sine Tanker. I lange Tider var han et Mønster paa Smag og tragisk Stil. Men hans pseudoantikke Klassicitet led siden ilde Medfart, navnlig af Romantikerne.

Corneille’s Værker er udgivne af Digteren selv 1682, af Voltaire 1764, af Marty-Laveaux (12 Bd, 1862–70 og nyere Udgaver i Samlingen Les grands écrivains de la France) og af F. Hémon i Théâtre de Pierre Corneille avec des études sur toutes les tragédies et les comédies (4 Bd, 1886–87).

Guizot, Corneille et son temps [7. Opl. 1880]; Taschereau, Histoire de la vie et des ouvrages de Pierre Corneille [3. Opl. 1869]; Picot, Bibliographie Cornélienne [1875]; J. Levallois, Corneille inconnu [1876]; Émile Faguet, Corneille [6. Opl. 1892]; Lanson, Corneille [1898]; Huszar, Pierre Corneille et le théâtre espagnol [1903]).