Marie-Joseph Chénier (1764–1811)

Chénier, Marie Joseph de, fransk Digter, Broder til Marie André de Chénier, født i Konstantinopel 28. August. 1764, død i Paris 10. Jan. 1811. Chénier kom meget ung til Paris og traadte 17 Aar gammel ind i Hæren som Dragonofficer. Allerede to Aar efter tog han Afsked for at blive dramatisk Digter. Hans Dramaer faldt igennem; Azémire 1786 gjorde endog Fiasko ved Hove, hvorfor Chénier skilte sig fra Adelspartiet og nærmede sig de litterære Revolutionskredse. Opførelsen af nogle ny Stykker blev da forbudt; men det lykkedes Chénier at oparbejde Folkestemningen og ved Danton’s Hjælp at fremtvinge Opførelsen af Charles IX 4. November 1789; heri spillede Talma sin første Hovedrolle. Opførelsen selv var en revolutionær Begivenhed. Stykket skildrer Bartholomæusnatten, Revolutionens Ideer og Kongedømmets raadne Faldefærdighed. Ikke uden Grund pralede Chénier senere af at have skrevet et Stykke, der først kunde spilles efter Revolutionen. En revolutionærpolitisk Tendens gjorde sig fremdeles gældende i de ny Dramaer Henri VIII og La mort de Calas (1791); derimod er deres digteriske Værd ringere. Under Terrorismen skiftede Chénier Holdning. Der var en karakterløs Umandighed over hele hans offentlige Færd. Som Medlem af Konventet stræbte han efter human Mildhed uden dog at turde bryde med Bjerget. Hans Sang Le chant du départ (1792), til Musik af Méhul, konkurrerede en lang Tid med »Marseillaisen« i Popularitet. Endvidere skrev han en Hymne til »Fornuften« og til »det højeste Væsen«. Han stemte for Kongens Død, var nogen Tid bitter Uven af sin Broder, forsonede sig igen med ham, da Velfærdskomiteen hindrede Opførelsen af hans ny Stykker, Cajus Gracchus, Fénelon og Timoléon, fordi de lugtede af Moderation; Gracchus forlangte »Love, ikke Blod«. Hans Broder guillotineredes, og hans egen Stilling var noget truet, da 9. Thermidor reddede ham fra Anklage. Hans politiske Modstandere bebrejdede ham endog Delagtighed i Broderens Død; Chénier rensede sig i Satiren Epître sur la calomnie (1795), og selv en af hans største Uvenner, Chateaubriand, har hævdet hans Uskyldighed. Fra Nationalkonventet traadte Chénier ind i de 500’s Raad og i Tribunatet, men trak sig 1802 ud af Politikken. De sidste 10 Aar af sit Liv var han næsten altid syg, delvis ogsaa forarmet, da han gentagne Gange faldt i Unaade hos Napoleon, dels ved Dramaet »Cyrus«, der opførtes ved Kejserkroningen og var af ubehagelig Tendens, dels ved en aandfuld Satire, Epître à Voltaire. Chénier mistede sin Stilling som Undervisningsinspektør, og først da han var i den yderste Nød, gav Napoleon ham en lille Pension, formildet ved et Bønskrift fra ham. 1802 var han blevet Medlem af det genoprettede Akademi; paa dettes Opfordring skrev han Tableau historique de l’état et des progrès de la littérature française depuis 1789 (1816 og mange senere Oplag). — Chénier naaede hverken som Menneske eller Digter sin Broders ædle Storhed. Han var lidenskabelig og heftig, men manglede Kraft og Karakter. Men gennem sine Sange var han paa Revolutionens store Dage en heldig Talsmand for Folkestemningen, og hans Tragedie Charles IX blev efter Revolutionen Folkets Yndlingsstykke. Chénier er tillige en af de første, der lader Skikkelser af den nyeste Historie optræde paa Scenen. Desuden har han oversat Klassikere og Lessing’s »Nathan den Vise«. — Hans Œuvres er udgivne af Arnault (8 Bd, 1824–26), Poésies af Labitte (1840). Œuvres posthumes ved Daunon (3 Bd, 1824).

Lieby, Étude sur le théâtre de M. J. C. [1902].