Robert Burns (1759–96)

Burns, Robert, Skotlands største lyriske Digter, født 25. Januar 1759 i Alloway i Ayrshire, død 21. Juli 1796 i Dumfries. Faderen, William Burness eller Burnes (Stavemaaden Burns antog Sønnen, da han udgav sit første Bd Digte), var ved Roberts, den ældste Søns, Fødsel, Gartner paa en Jordlod, hvor han selv havde bygget sin Lerhytte, nær ved Floden Doon; han var en begavet Natur, der søgte at give sine Børn en god Opdragelse; sammen med nogle andre af Egnens Familier engagerede han en Lærer, og Robert gjorde gode Fremskridt. Senere overtog Faderen en Forpagtning i Mount Oliphant og derefter i Lochlea. Burns maatte i sin Skoletid hjælpe med ved Landarbejdet og var 15 Aar gammel Faderens Første-Karl; for Resten læste han i sin Barndom og Ungdom hvad han kunde faa fat paa, lærte noget Fransk og prøvede paa Latin; af en gammel Kone, der boede i Familien, hørte han med graadig Interesse Sange, Sagn og Spøgelsehistorier. I sit 16. Aar begyndte han at skrive Digte. 1777 kom han til en Onkel i Lochlea og skrev der bl. a. Sangen om »John Barleycorn«. I øvrigt førte han i disse Aar et rask Ungdomsliv med lystige Kammerater, af og til med Smuglere, med Forelskelser og Digtning. Efter at han uden Held havde prøvet en Hørbereder-Forretning, overtog han og en Broder, da Faderen var død 1784, en Forpagtning i Mossgiel, i Nærheden af Mauchline. Den følgende Tid var overordentlig frodig i poetisk Henseende; det ene Digt efter det andet strømmede fra ham, næsten alle skrevne i hans Fødeegns Dialekt. Ind i Egnens religiøse Stridigheder mellem den gl. strenge Calvinisme (det saakaldte Auld Licht, »det gamle Lys«) og en mere rationalistisk Retning (The New Licht, »det ny Lys«) kastede Burns sig paa den ny Retnings Side med sin sunde Forstand og djærve Natur med kraftige Satirer mod Bigotteri og Farisæisme, Digte som The Twa Herds, Holy Willie’s Prayer og The Holy Fair. Til samme Periode hører to i Tonen saa forskellige Digte som The Jolly Beggars, der, sprudlende af dramatisk Liv, i drastiske Strofer, mindst lige saa kraftige som Bellman’s, skildrer fattige Stympere, hvis Livslyst og gode Humør Verden ikke har knækket, og The Cottar’s Saturday Night, hvori Digteren over Erindringer fra sit eget Barndomshjem former en stille Idyl fra Husmandshytten; Smaabegivenheder, som naar han med Ploven knuser en Blomst ell. jager en Markmus ud fra sin Rede, fremkalder to saa elskværdige Digte som To A Mountain Daisy og To A Mouse, med deres brede Sympati og skære Naturfølelse. Et Kærlighedsforhold til Murerdatteren Jean Armour medførte paa denne Tid forskellige Forviklinger, da Pigens Fader modsatte sig Ægteskab. Ked og træt af alt tænkte Burns paa at udvandre og fik Løfte om en Plads som Opsynsmand over en Ejendom paa Jamaica. For at skaffe Penge til Rejsen udgav han saa et Udvalg af sine Digte (Poems chiefly in the Scottish Dialect, 1786), som — foruden at give ham en Indtægt af 20 £ — straks vakte stor Opsigt og gjorde hans Navn bekendt. Samtidig blev han forelsket i en ung Pige, Mary Campbell, »Highland Mary«, som lovede at følge ham til Jamaica; til og om hende, der synes at have været hans bedste Kærlighed, har han skrevet nogle af sine smukkeste Digte, som The Highland Lassie, Will ye go to the Indies, my Mary, To Mary in Heaven (skrevet paa hendes Dødsdag 3 Aar efter hendes Død) og Highland Mary (3 Aar senere); hun døde dog allerede Oktober 1786. Burns havde truffet alle Forberedelser til sin Rejse til Jamaica, da et Brev fra Dr. Blacklock til en Bekendt, hvori der med varme Ord om den nys udkomne Digtsamling anbefales en forøget Udgave, fik Burns til at forandre sin Beslutning, saa han, i Stedet for at tage til Amerika, November 1786 drog til Fods til Edinburgh. Her blev det nyopdukkede Bondegeni beundret og feteret af Byens litterære og selskabelige Spidser. Han færdedes, klædt i sin jævne Bondedragt, i de fine Kredse, hvor han hævdede sin Position ved medfødt Stolthed og ved sin Tales kraftige Genialitet. Walter Scott, dengang en 15 Aars Dreng, saa ham i et Selskab og blev slaaet af hans store, mørke Øjne, der »bogstavelig talt glødede«, naar han talte sig varm; hans Væsen prægedes efter Scott’s Ord af »en vis værdig Jævnhed og Simpelhed« og hans Tale af »stærk Selvbevidsthed uden ringeste Anmasselse«. 1787 udkom anden, forøgede Udg. af hans Digte; for denne Udgavet fik han i alt 500 £. Paa dette Tidspunkt begyndte han at levere Bidrag til den Samling skotske Sange (Scots Musical Museum), som Kobberstikkeren Johnson netop havde paabegyndt; til denne og en anden lignende Samling vedblev han hele sit Liv at levere nogle af sine allerypperste Smaasange, ofte digtede over Motiver fra gamle Folkeviser. I Edinburgh traf han en Mrs. M’Lehose, der var blevet forladt af sin Mand; mellem Burns og hende opstod der en Brevveksling, hvori han gav sig Navnet Sylvander og hun kaldte sig Clarinda. Efter at han havde foretaget ret omfattende Udflugter i en stor Del af Skotland og det nordlige England, forpagtede han Foraaret 1788 Gaarden Ellisland ved Floden Nith, en halv Snes km fra Dumfries, og August samme Aar ægtede han sin gamle Kærlighed Jean Armour; December bosatte de sig sammen paa Ellisland (fra denne Periode er Sangen I hae a wife o’ my ain). Det gik imidlertid ikke godt med Gaarden, og Familien voksede stadig. Konen og hendes Søster skulde saa drive Gaarden som Mejeri, medens han selv modtog Ansættelse som Toldbetjent, i hvilken Egenskab han maatte færdes til Hest over lange Strækninger paa Spor efter Smuglere. 1791 fik han et bedre Embede som Toldbetjent i Dumfries, opgav sin Gaard og flyttede til Dumfries. I Kraft af sin Uafhængighedsfølelse og Foragt for Klasseforskel sympatiserede han med den franske Revolution, hvad der vakte Regeringens Mistanke og gjorde Udsigterne til Forfremmelse tvivlsomme. I de senere Aar fristedes han mere og mere af stærke Drikke og laa under for den overdrevne Nydelse. Hans forhen kraftige Legeme blev svagere; Sommeren 1796 forsøgte han Bade i Brow ved Solway-Bugten; 18. Juli vendte han dødssyg tilbage til Dumfries, og tre Dage efter døde han. Han ligger begravet i Dumfries.

Burns er en af Verdenslitteraturens oprindeligste Lyrikere, og sin medfødte Evne havde han tidlig søgt at retlede og uddanne: han taler om en Samling engelske Sange, som han i sin Ungdom stadig hang over, naar han kørte sin Vogn eller gik til Arbejde, idet han omhyggelig søgte at skelne det ægte og følte fra det affekterede og svulstige. Hans egne Sange er friske og formfuldendte, uden alt Kunstleri, med hvert Ord paa sin rette Plads. Hans Lyriks Følelser udmærker sig ikke særlig ved Omfang eller Sammensathed; det er den Kraft og Ild, som fornemmes bag de jævne og faste Ord, der betager. Vers og Digt var for ham det instinktmæssige Sprog, hvori han formede sine stærke Følelser og samtidig beroligede dem; naar hans Lidenskaber først var vakte, siger han selv, »rasede de som lige saa mange Djævle, til de fik Luft i Rim; og naar jeg saa læste mine Vers igennem, faldt, som ved Trolddom, alt til Ro«. Men foruden den friskeste Lyrik har denne bomstærke Natur paa Satirens og den humoristiske Skildrings Omraade (Tam O’Shanter) ydet Ting af enestaaende Art. I litterær Henseende er han den kraftigste Forløber for den naturelskende Retning, der tog Fart i engelsk Poesi ved Begyndelsen af 19. Aarhundrede; og den lille, nu saare sjældne Kilmarnock-Udgave af hans Digte 1786 gør i saa Henseende Epoke. Skønt lokalskotsk ved sin Dialekt og sin Digtnings Milieu, er Burns en Digter for alle ved Almenheden af de elementære Følelser, hans Geni har givet Udtryk: Kærlighed, Venskab, Livsglæde, Savn, Længsel og lignende. Paa Dansk er enkelte af hans Digte oversatte af Caralis (Preetzmann) og Aarestrup, paa Norsk af H. Wergeland, ligesom baade danske og norske Komponister har skrevet nogle af deres smukkeste og mest kendte Sange til Tekster af Burns. Blandt Udgaverne af hans Værker kan nævnes Currie’s i 4 Bd (London 1800), Allan Cunningham’s i 8 Bd (London 1834), Chambers’ i 4 Bd (Edinburgh 1851), W. Scott Douglas’ og Prof. Nichol’s i 7 Bd (Edinburgh 1877–82), 3 Bd i Aldine Edition ved G. A. Aitken og et Udvalg i Clarendon Press Series ved J. L. Robertson samt W. E. Henley og T. H. Henderson: Poetry of Robert Burns, 4 Bd 1901, med en udmærket Indledning af Henley.

Biografi ved Currie i hans ovennævnte Udgave; Lockhart, Life of Burns [1828]; Biografi ved Principal Shairp i English Men of Letters-Serien; en Afhandling af Carlyle; en Afhandling af R. L. Stevenson (Men and Books); en Afhandling ved Will. Jack om Burns’s Unpublished Commonplace-Book med Uddrag af den i »Macmillan’s Magazine« [1879].