Gottfried August Bürger (1747–94)

Bürger, Gottfried August, tysk Digter, født 31. Decbr 1747 i Molmerswende ved Halberstadt, død 8. Juni 1794 i Göttingen. Han mistede tidlig sin Fader, der var Præst, og blev sendt til Halle for at studere Teologi. 21 Aar gl kom han til Göttingen for at vie sig det jurisdiske Studium, men levede her et vildt Liv, saa hans Bedstefader, der understøttede ham, ikke mere vilde træde hjælpende til. Hans Venner, især Digteren Boie, kendt som Udgiver af »Musenalmanach« og Stifteren af »Göttinger Hainbund«, bragte ham atter paa ret Køl og skaffede ham, efter at han havde endt sin Eksamen, Ansættelse som »Justizamtmann« i Altengleichen ved Göttingen. Som Embedsmand giftede han sig med en Datter af Justizamtmann Leonhardt i Niedeck, skønt han i Virkeligheden ikke elskede hende. Genstanden for hans lidenskabelige Elskov var hendes purunge Søster Auguste, som han begejstret har besunget under Navnet »Molly«. Der fulgte nu en Række stormfulde Aar for Bürger. Forholdet til de to Kvinder — Hustruen og hendes Søster — udviklede sig til et Dobbeltægteskab, da Molly efter sin Faders Død kom i Huset hos Bürger. — Bürgers’s økonomiske Stilling blev meget svag, da Forpagtningen af et Gods voldte ham, der var uden Forstand paa Landvæsen, store Tab. Han flyttede efter sin Hustrus Død 1784 til Göttingen for at friste Livet ved litterært Arbejde og blev nu kreeret til Æresdoktor i Filosofi ved Universitetet’s 50-Aars Jubilæum og ansat som overordentlig Professor, dog uden Gage. Han ægtede her sin tilbedte Molly, men mistede hende allerede efter faa Maaneders Ægteskab. Hans Ulykkers Række var imidlertid ikke endt endnu. Han indlod sig nemlig paa et nyt Ægteskab, da han vilde skaffe sine tre Børn en Moder, og giftede sig 1790 med sin »Schwabenmädchen«, Elise Hahn fra Stuttgart. Hun friede til ham i et Digt. Bürger, der først havde anset Henvendelsen for en Spøg, svarede paa Vers, og paa dette skrøbelige Grundlag udviklede der sig et Forhold, der hurtig endte paa den sørgeligste Maade med Skilsmisse, da han var blevet overbevist om hendes Utroskab og havde lidt under hendes Ødselhed. Efter sit tredie Ægteskab, der var et Helvede for ham, var Bürger en nedbrudt Mand og døde to Aar efter Skilsmissen, glemt og fattig. Et Mindesmærke er 100 Aar efter hans Død rejst for ham i Göttingen.

En godmodig, men lidet villiestærk Personlighed var han. Samtiden omtaler hans smukke Blik. Paa Bunden var og blev han en Bohemien-Natur. Som Lyriker vandt han sig et uforglemmeligt Navn med Balladen »Lenore«, der 1774 stod i Boie’s »Musenalmanach«. Andre bekendte Ballader og Viser af ham er »Das Lied vom braven Mann«, »Der wilde Jäger« og »Der Kaiser und der Abt«. Han blev med disse en virkelig folkelig Digter, der kunde forstaas af Høje og Lave. Selv udgav han en Samling af sine »Gedichte« og knyttede desuden sit Navn til en Række poetiske Oversættelser (Homer, Vergil, Ossian, Shakespeare) samt redigerede i nogle Aar »Musenalmanach«.