Erik Bøgh (1822–99)

Bøgh, Erik Nicolai, 1822—99, Forfatter, Teaterdirektør, Redaktør. F. 17. Jan. 1822 i Kbh. (Frels.), d. 17. Aug. 1899 paa Frbg., begr. i Kbh. (Garn.). Broder til Maleren Carl Bøgh Gift 7. Juni 1850 i Grue i Norge med Andrea Schøyen, f. 17. Aug. 1824 i Odalen, d. 21. Marts 1906 paa Frbg., D. af Kaptajn og Lærer ved Krigsskolen Aslak Ludvig S. til Schøyengaarden (1778—1853) og Anna Sophia Bühring (1784—1851)

Bøghs Fader, en Seminarist med adskillige Evner og Interesser, men uden praktisk Initiativ og Energi, underviste først i københavnske Skoler, forsøgte sig saa med en Beværtning og blev 1832 Skolelærer i Karrebækstorp, senere i Sneslev. Drengen havde gode Dage, saa længe hans Morfader, Havnefoged Møller, levede; i hans solide københavnske Smaaborgerhjem opfostredes han med den gammeldags Selskabelighed, i hvilken Klubviserne var Hovedunderholdning, og med Teaterinteresse og beundredes for sin Lærenemhed og Deklamation. Hverken her eller medens han benyttedes som Medhjælp i Beværtningen eller under den mere oplivende Tilværelse paa Landet, tog nogen sig planmæssig af hans Undervisning og Udvikling, og han blev snart i højere Grad Faderens Hjælpelærer end hans Elev. Selvlært, selvhjulpen og selvglad formedes hans Personlighed, og Barndoms- og Ungdomsaarenes Modgang og Ydmygelser fæstnede hans Villie til samfundsmæssig og økonomisk at staa paa sit eget. Efter Konfirmationen blev han en Slags Skriver hos Stedets Provst. Her fik han kun Tid til at udvide sin spredte forslugne Læsning med Provstesønnens Skolelatin (det, han siden ikke vilde sælge for hundrede Daler), men 1839 kunde han dog bestaa Optagelsesprøven til Jonstrup Seminarium, og skønt han ikke evnede at købe Lærebøgerne og næppe at bestride Opholdet, gennemførte han det toaarige Studium og tog Eksamen med første Karakter, og efter halvandet Aars Huslærervirksomhed paa Farumgaard fik han Kald i Fuglebjerg. Her fandt han sin Sognepræst saa embedsvigtig og ildesindet, at han Sept. 1844 brød overtvært og drog til Sverige i en sidsterangs omrejsende dansk Skuespillertrup, og efter dens Opløsning ud paa Sæsonen klarede han sig som Portrættegner i mellemsvenske Byer og Storgaarde — herfra hans Kendskab og Kærlighed til Sveriges Litteratur og Folkeart, hvad der senere gengældtes ham fra svensk Publikums Side. En Afstikker til Sydnorge i Efteraaret 1848 gav hans Skæbne dens endelige Retning. Af Digte havde han i alle Ungdomsaarene skrevet Masser, oprevne og selvpersiflerende i Byrons og Heines Stil, skæmtsomme i dansk Rimbrevs og komisk Fortællings; nu fandt hans Form- og Tilpasningsevne et tiltrækkende Felt ved Kristianiascenens Trang til let moderne Repertoire ud over det andetsteds fra indførte. Han fik et Par Vaudeviller opført, 31. Dec. 1848 desuden »Nytaarsaften 1848—49«, en Gennemgang af Aarets Hændelser ved Hjælp af optrædende Typer (»Journalistiken«, »Kritiken«, »Industrien« o. s. v.). Den litterære Tilskyndelse kom fra August Blanches »1844—45«, og ad denne Vej opstod altsaa den første norske Revue ligesom snart efter den første danske. Da nemlig Stillingen som dansk Teaterforfatter i Norge maatte blive uholdbar i Længden, og da Bøgh som nyforlovet maatte tænke paa sikrere Udkomme, drog han Sept. 1849 til Danmark, og allerede 31. Dec. opførte Casino hans »Nytaarsnat 1850« med overordentligt Held. Det føltes som en Ploug’sk Atellan lempet efter en bredere Offentligheds Forstaaelse; originalest var Behandlingen af Sangene, idet Bøghs musikalske Følsomhed og Takt ydede noget usædvanligt ved Teksterne til de givne Rytmer, ligesom han senere selv skrev fikse, let tilgængelige Melodier. Som fast Leverandør til Casino forfattede han i det næste Tiaar en lang Række større og mindre Sangspil, de færreste paa egen Haand (som »Fastelavnsgildet« 1855, »Califen paa Eventyr« 1857, og »Huldrebakken« 1852, det eneste, han forsøgte at faa frem paa Det kgl. Teater); men ogsaa naar Ramme eller dog Idé var taget fra franske Mønstre, som han langt foretrak for de hidtil mere gængse tyske (f. Eks. »Et enfoldigt Pigebarn« 1853, »Alle mulige Roller« 1857, »Valbygaasen« 1856), havde han med sikkert dramatisk Haandelag tildannet Stoffet efter sit Teaterpublikums Tarv. Det er overhovedet ikke, fordi Bøgh var den skarpsynede Laaner, at hans nationale Lystspildigtning virker blegere end selv Fritz Holsts bedste og Hostrups ringere Arbejder; det skyldes en vis Mangel paa umiddelbar Livsglæde og Gemyt; udspekulerede Finter og Ordleg, der ganske vist blev tilstrækkelig beundrede og erindrede i et Par Menneskealdre, gjorde det ofte ud for den dybere Sympati for Emnerne. Hans Frugtbarhed var for lidet frodig. Friskest har nogle af de Viser, der ikke indlagdes i Stykkerne, holdt sig (»Hr. Madsen«, »Aa hør nu go’e Venner«). Talrige Enkelt- og samlede Udgaver vidner om den hele Produktions Publikumslykke. 1855—60 var Bøgh Casinos artistiske Direktør; hans sidste store Succes under dette, »Grevinden og hendes Søskendebarn« (1859), var ogsaa en Bearbejdelse fra Fransk, men blev fremført som en Imødekommenhed mod Hovedstadens Harme over Grevinde Danners formodede politiske Indflydelse. Casinoaarene stillede de største Krav til Bøghs næsten uudtømmelige Arbejdsevne og hans, efter Opgavernes Art at regne, ufejlbare kunstneriske Samvittighedsfuldhed. Teatret trivedes; men dets Bestyrelse blev ham for fordringsfuld og uforstaaende. Jævnsides med sit Scenearbejde havde han været Causeur i »Dagbladet«, nu overtog han Redaktionen af den nylig oprettede »Folkets Avis«, som han ledede til 1877 og i de første Aar slog op til Landets mest udbredte Dagblad, væsentlig i Kraft af sine staaende Feuilletoner om alle Dagens Emner. Ogsaa her var han det brede Borgerskabs Mand, der just gav Form til, hvad det magtede at føle og fatte. I Tiden om 1864 stod han paa det mest ubetingede nationalliberale Stade; saa fulgte han med over til Højre. Bondevenstre og Socialismen var ham lige taabelige og skadelige (i hans Digt »Mester Oles Prædiken«, 1878, 12 Oplag, gaar det ud over Folketingets Holdning i Forsvarssagen). Det lykkedes ham vist ikke at komme paa Fremtidens Side i noget som helst litterært, kunstnerisk eller musikalsk Spørgsmaal; den stigende Interesse i 1870’erne for Søren Kierkegaard behandlede han saaledes som skabagtig Mode. Men personlig Sanddruhed og Frihed for Snobberi kan man ikke frakende ham. Hans Meningsfællesskab med de nationalliberale Akademikere, af hvem han havde følt sig overset som Seminarist, førte ham ikke ind i klikemæssig Gensidighed, og hans Illusion om at være den uhildede, uden for Massen staaende Ræsonnør var ægte nok. Han indøvede i hvert Fald sine Folk i at gennemtænke deres egne Tanker, sindrig og livfuld Logiker og Polemiker som han var, og som kulturhistorisk Materiale vil hans Feuilletoner bevare Værdi. Han kunde samle dem i Bogform hvert Aar (»Dit og Dat« og »Udvalgte Feuilletoner« 1862—86); de fortsattes efter 1877 i »Dagens Nyheder«, afhvis Redaktion han var Medlem. Til disse Samlinger slutter sig nærmest hans moraliserende »Syv Forelæsninger« (1857), »Otte nyere Forelæsninger« (1874), »En liden Hverdagspostille« (1877) og »Jonas Tværmoses Ærgrelser« (I 1864, II 1875), Københavnsoplevelser i Jeg-Form, illustrerede af Forfatteren. Hans dramatiske Virksomhed (»Redaktionssekretæren«, 1863, »Jomfru Æselsskind«, 1879) var imidlertid ebbet ud — til det sidste oversatte han Operetter (»Orfeus i Underverdenen«, 1871, »Mikadoen«, 1892) og Operaer (»Bajadser«, 1895, »Don Juan«, 1899). Ogsaa af sine Fortællinger og sine Digte, af hvilke nogle rummer en lidt bleg, men følt romantisk Alvor (»September«), har han givet Udvalg. Han foretog mange Rejser, til Tyskland, til Italien, oftest til Paris; 1872 havde han det Ancker’ske Legat. Med de frembrydende Retninger i Litteratur og Samfundsbetragtning maatte han komme paa en stedse mere spændt Fod, og efter at han havde opgivet Deltagelse i Dagens Debat, holdtes Uvillien mod ham varm ved hans Varetagelse af Censorstillingen ved Det kgl. Teater fra 1881 til sin Død. Hans baade moralsk og kunstnerisk motiverede Modstand mod de fleste Værker af moderne Karakter, selv de allerbetydeligste, skadede Nationalscenens Udvikling, om end han langtfra altid fik Medhold hos Direktionen. Som artistisk Raadgiver for Forfattere og Iscenesættere var han dog ikke uden Fortjeneste.