Pierre-Jean de Béranger (1780–1857)

Béranger, Pierre Jean de, fransk Digter, født 19. August 1780 i Paris, død samme sted 16. Juli 1857. Beranger fødtes i et fattigt Haandværkerhjem, blev efter Stormen paa Bastillen 1789 sendt til Picardiet, hvor han blev Opvarter hos en Tante, der var Gæstgiverinde i Péronne, kom 14 Aar gammel i Bogtrykkerlære, læste André Chénier, og efter 1797 at være vendt tilbage til Paris vedblev han paa egen Haand med sine litterære Studier og uddannede omhyggelig sin Stil og Smag ved Læsning af Klassikerne, navnlig af Voltaire. Hans første digteriske Forsøg gik i religiøs-lyrisk Retning, tillige paatænkte han et stort Epos om Clovis. Han maatte kæmpe haardt for Udkommet, tænkte endog en Tid at gaa som Soldat til Hæren i Ægypten, men kom 1803 i Yndest hos Lucien Bonaparte, der gav ham den Aarpenge — 1000 frc. —, han fik som Medlem af Akademiet. 1809 fik han tilmed Ansættelse som Universitetsskriver, saa hans Livsforhold bedredes. Som Medlem af den gemytlige Klub Le Caveau, der lededes af Désaugiers, skrev han 1810–14 sine første Viser; en af de tidligste er den berømte Roi d’Yvetot. 1815 udkom den første Samling Chansons morales et autres; skønt den kaade Skæmt og Drikkevisetonen her er langt overvejende, og den politiske Satire kun glimtvis træder frem, fik han dog en Irettesættelse af sine Foresatte; samme Dag som den 2. Samling Chansons udkom 1821, opgav han da ogsaa frivillig sin Ansættelse. I disse Sange er Angrebene paa Bourbon-Regimentet langt stærkere. Napoleon forherliges, en varm Patriotisme og Tro paa den hellige Frihed gennemgløder Viser som La Sainte-Alliance des peuples, Le vieux drapeau, Les enfants de la France, Le cinq mai o. s. v. Et antiklerikalt, næsten Voltaire’sk Had aander i andre, som Les clefs du Paradis, Les Capucins og Les Révérends Pères; den reaktionære Bourbonisme spottes i Monsieur Judas, Le marquis de Carabas o. s. v. Beranger’s Viser reves bort i mange Tusinde Eksemplarer, før Beslaglæggelsen fandt Sted, og Digteren idømtes en Bøde paa 500 frc. og 3 Maaneders Fængsel. Ny Samlinger udkom 1825, Chansons nouvelles, og 1828, Chansons inédites. Denne sidste indbragte ham 9 Maaneders Fængsel og en Mulkt paa 10000 frc., som imidlertid betaltes ved offentlig Subskription. Beranger’s Frihedssange har sikkert haft deres Del i Folkets Rejsning ved Julirevolutionen. Chansons nouvelles et dernières (1833) fremviser endnu en ny Fase af den Béranger’ske Chanson; Digte som Le vieux vagabond, Jeanne la Rousse, La pauvre femme, Les contrebandiers og Les fous er socialistiske Sange, der skarpt og bittert raaber de Fattiges og Fortryktes Skrig. Beranger var sit hele Liv Folkets hædrede Sanger og Ven. Han afslog alle officielle Hædersbeviser — Akademiet, Dekorationer og Rigsdagsvalg. Med Sorg saa han det 2. Kejserdømme fortrænge Republikken; han havde altid kun forherliget Napoleon den Store paa Bourbonismens Bekostning. Napoleon III imødekom dog klogt Folkets Ønsker ved at lade hans Begravelse bekoste offentlig; han jordedes med Pomp som en Marskal paa Père Lachaise. 1885 afsløredes hans Monument paa Square du Temple i Paris. Beranger er Frankrigs populæreste Sanger. Folket var hans Muse, ingen har som han tolket alle dets Stemninger og Frihedsbestræbelser. Hans Viser er nu for en stor Del glemte og Uforstaaelige, fordi de kun bares oppe af Øjeblikkets politiske Luftning og behandlede aktuelle Døgnfluestemninger. Imidlertid vil ingen frakende dem en Understrøm af inderlig Humanitet, poetisk Kraft og en ægte musikalsk Sangbarhed. Beranger sang det franske Sprog som ingen anden, det idelig anvendte »Refrain« synger sig ind i Øret. Og hans kaade Kærlighedsviser (til Lisette og andre) og de mange sprudlende og elskværdige Udslag af »et godt Humør« i Almindelighed vil bevare Mindet om denne Frankrigs nationaleste Sanger. Efter hans Død udkom Ma biographie (1857), Dernières chansons (1858), Œuvres posthumes (1874); Boiteau udgav hans Korrespondance (1859–60, 4 Bd), der indeholder ypperlige Breve, Lapointe hans Mémoirés, souvenirs, confidences (1857) og Leynadier Mémoires authentiques de Béranger (1858). 1857 udkom (Œuvres de Béranger, 2 Bd, 1866 en Udgave ved Perrotin, ligeledes i 2 Bd. 1909 udkom (Œuvres inédites (Le paresseux — La vieille femme et le jeune mari — Les amis de Molière).

Bøger om Beranger er skrevne af A. Arnould [1864, 2 Bd]; Bernard [1858]; Boiteau [1861]; J. Janin [1866, 2 Bd] og Laporte [1884]; jfr J. Brivois, Bibliographie de L’œuvre de P. J. de Beranger [1876].