Anders Arrebo (1587–1637)

Arrebo, Anders Christensen, 1587–1637, Præst, Digter. Født 2. Januar 1587 i Ærøskøbing, død 12. Marts 1637 i Vordingborg. Fader: Sognepræst Christen Andersen (død 1606). Gift 1611 med Else Jørgensdatter, født i Malmø, død 1641 i Vordingborg.

Om Arrebos Barndom og første Ungdom vides intet, ej heller fra hvilken Skole og i hvilket Aar han dimitteredes til Universitetet. Allerede 1608 blev han Præst ved Slotsmenigheden i København, og 1610 tog han Magistergraden. Næste Aar optraadte han som Digter med en Sejrssang over Christian IV.s Erobring af Kalmar, og 1612 skrev han et Sørgedigt i Anledning af Dronning Anna Cathrines Død; medens det første paa gammeldags Vis fortaber sig i bred Detailbeskrivelse, spores i det andet, trods al metrisk Usikkerhed, en lyrisk Evne, som røber en virkelig Digter. Maaske har disse Forherligelser af Kongehuset befæstet Arrebo i dets Gunst og medvirket til hans hurtige Befordring: 1613 blev han Præst ved Slotsmenigheden i Frederiksborg, 1616 Sognepræst ved Nicolai Kirke i København og kaldedes i Marts 1618, kun 30 Aar gammel, paa Kongens Forslag til Biskop over Trondhjem Stift. Allerede Sommeren samme Aar var han paa Visitats oppe i Finmarken og viste sig alle Vegne som en nidkær og myndig kirkelig Tilsynsmand, der stod paa sin Ret og ikke gik af Vejen for nogen. Dette i Forbindelse med hans skarpe, satiriske Tunge og noget affejende Væsen skaffede ham hurtigt Uvenner, og da han i muntert Lag uforbeholdent gav sig Livsglæden i Vold uden ved slige Lejligheder at skænke Bispestolens Værdighed en Tanke, benyttede Byfogden i Trondhjem Peder Lauridsen, mod hvem han ofte lod sit Vid spille, sig heraf til at komme ham til Livs.

I August 1619 var der stort og lystigt Præstebryllup i Hevne. Arrebo tog med Iver Del i »Jægerdansen«, en Slags Tagfatdans, i hvilken det var Skik, at Danseren, naar han indfangede sin Meddanserinde, tog hende i Favn og kyssede hende. Morgenen efter stod Arrebo tidlig op, og mens begge Køn færdedes i det fælles Sovekammer, indlod han sig halvpaaklædt i Samtale med et Par Kvinder, der endnu laa til Sengs, satte sig paa Sengekanten og lagde den ene Fod op i Sengen, medens han støttede den anden paa Gulvet. Med Peder Lauridsen som Mellemmand udbredte sig snart det Rygte, at Bispen ved Brylluppet paa Hevne var blevet truffet i Seng med en af de tilstedeværende Kvinder. Arrebo tog foreløbigt intet Hensyn til Folkesnakken; han forøgede ubetænksomt sine Fjenders Tal med Tage Andersen Thott, der 1620 var blevet Lensmand over Trondhjem Len, og med hvem han straks kom i Kompetencestridigheder. I øvrigt fortsatte han ganske som før. 1621, først paa Aaret, var der atter Præstebryllup, denne Gang paa Stod i Indherred. Arrebo dansede igen Jægerdansen, kastede Bispekjolen og trakterede selv Trommen, da han fandt, at Trommeslageren ikke gjorde det retteligen; ved Drikkelaget, som sluttede det vellykkede Gilde, var han i Overgivenhed med til at drikke en katolsk Helgens Skaal. Ogsaa her føjede det sig saaledes, at Byfogden i sine underhaands Meddelelser til Offentligheden kunde faa anbragt en Fruentimmerhistorie af lignende Art som den fra Hevne.

Rygterne om Arrebo var nu paa det Punkt, at de ikke længere kunde lades uænsede. Han søgte at afæske Peder Lauridsen som deres Ophavsmand en Erklæring, men denne smuttede behændigt udenom. Arrebo rejste da til København, satte sine Foresatte, særlig Kansleren Christian Friis til Kragerup, ind i Sagen og spurgte, hvad han skulde gøre. De henviste ham til Rettens Vej, men afslog hans Bøn om at maatte faa Sagen paadømt af Lensmændene og Bisperne i Oslo og Bergen; Byretten i Trondhjem var det rette Forum. Men i denne var Tage Thott i sin Egenskab af Lensmand selvskreven Præsident, og Sagen kom derved fra første Færd (November 1621) ind i det for Arrebo uheldigste Spor. Lensmand og Byfoged spillede under Dække med hinanden; fra at være anklaget forvandlede Peder Lauridsen sig hurtigt uden Indsigelse fra Rettens Side til at optræde som Anklager, og Arrebo, der i enhver Henseende kunde føre fuldgyldigt Bevis for intet som helst uterligt at have foretaget sig hverken i Hevne eller paa Stod, stilledes snart over for et indfiltret Væv af Prokuratorkneb; han mistede sin Selvbeherskelse, der ingen Sinde var hans stærke Side, og forlod forbitret Retssalen med uoverlagte Ord mod Lensmanden, hvad denne øjeblikkelig tog Vidne paa. Til endelig Undersøgelse og Dom indankedes Sagen for Herredagen i Bergen, der afholdtes i Juli 1622 under Christian IV.s personlige Forsæde, og her dømtes Arrebo som den, der ved sin Adfærd, ogsaa over for Kvinder, havde tilsidesat Hensynet til sit biskoppelige Embedes Værdighed, til at have dette forbrudt; der tilstilledes ydermere Biskopperne Riget over hver fire Eksemplarer af Dommen med Paalæg om at kundgøre den for Stiftets Gejstlighed, ligesindede til Advarsel. Der kan næppe være Tvivl om, at det er Kongen, som har villet, at der skulde statueres et Eksempel. Men i Norge var det den almindelige Mening, at Dommen var uretfærdig, og Arrebo mistede heller ikke sine Venner i Danmark.

Efter Dommen slog Arrebo sig ned i Malmø. De Aar, han tilbragte her, var trods Understøttelse fra Familien ofte kummerfulde nok; den ham overgaaede Ydmygelse nagede ham dybt, og ved litterært Arbejde søgte han at faa Sindet i Ro. Allerede som Biskop i Trondhjem havde han syslet med en Oversættelse af Davids Salmer og 1620 udgivet en Prøve, som imidlertid ikke kendes mere. Han tog nu Arbejdet op paa ny, og 1623 udkom, tilegnet Gejstligheden i Norge og forsynet med Ærevers bl. a. af Jesper Brochmand og Caspar Bartholin, »K[ong] Davids Psalter, sangvis udsat under hundrede og nogle Melodier og Toner«. Som ortodoks Teolog af Hans Poulsen Resens Skole var Arrebo ingen Ynder af de Melodier til Davids Salmer, der skyldtes Franskmanden Claude Goudimel, og som, skønt af calvinsk Oprindelse, havde faaet Indpas ogsaa her hjemme ved Begyndelsen af det 17. Aarh.; i Modsætning hertil fremdrog han med Forkærlighed de ældre Melodier fra Hans Thomesens Salmebog og Niels Jespersens Gradual, idet han stræbte at vælge saadanne Toner, som passede til Salmernes indre Karakter. Musikalsk var Bogen saaledes en Tilbagevenden til Fortiden; for Tekstbehandlingens Vedkommende tilhører den, modsat hans Ungdoms Lejlighedsdigtning, lige saa afgjort Fremtiden. At gøre Versene regelmæssige, saa at korresponderende Linier erholdt samme Antal Stavelser, et rigtigt Forhold mellem betonede og ubetonede Stavelser iagttoges, og Trykket lagdes paa de rette Steder, var nu fra det Øjeblik, han satte Pennen paa Papiret, hans alvorlige Bestræbelse, og efter at et Kongebrev 1624 havde tildelt ham Privilegium paa en eventuelt kommende Udgave, tog han Arbejdet for sig igen, gik det omhyggeligt igennem for at fjerne Ufuldkommenheder, og det 2. Oplag af Psalteren, der udkom 1627, ledsaget af Melodierne, tør betragtes som det første større Værk paa Dansk, der som Helhed taget staar Maal med de Fordringer, Senrenæssancens Mænd overalt i Europa stillede til regelret Versbygning modsat det 16. Aarh.

Arrebos Oversættelse af Davids Salmer har muligt bidraget sit til, sammen med formaaende Velynderes (Kanslerens) Forestillinger, at mildne Kongen; i hvert Fald udgik der i August 1625 et aabent Brev, ifølge hvilket den afsatte Biskop fik sin Forseelse eftergivet, og det tillodes ham igen at søge Kald, dog kun et Bondekald. Det er betegnende for Arrebos Karakter og Opfattelse af sig selv, at det første Kald, han endnu samme Aar søgte, var Frue Kirke i København. Dette fik han naturligvis ikke, og da Malmø Borgere ligeledes samme Aar androg om at maatte faa ham til Sognepræst, afvistes de barsk af Kongen, der blot udvidede Tilladelsen til fremtidigt at maatte gælde ogsaa »en af de gemene Købstæder, hvor de ikke har for megen Lyst til Klammer«. 20. Januar 1626 beskikkedes Arrebo til Sognepræst i Vordingborg, og i denne Stilling forblev han til sin Død. Ogsaa her viste han sig som en Mand, der i Embedets forskellige Tilskikkelser stod paa sin virkelige eller formente Ret; den Samling Prædikener fra denne Tid over Lidelseshistorien, som hans Søn 1670 udgav under Titlen »Torcular Christi« (ↄ: Kristi Persekar), vidner tydeligt nok om, hvor stærkt hans Sind til Stadighed rugede over, hvad der var hændet ham i Trondhjem, og hvor svært det var ham at tænke paa det skete uden at komme i Sjælsoprør. Men Varetagelsen af de kirkelige Pligter var ikke det eneste, som lagde Beslag paa Arrebos Tid og Kræfter i denne sidste Periode af hans Liv; mere end nogen Sinde var hans Evner viet Poesien. Det var i Vordingborg, at han arbejdede paa sit digteriske Hovedværk, Sangen om Verdens Skabelse, »Hexaémeron«, med hvilket Værk, skønt det først udkom 1661, mange Aar efter Forfatterens Død, den af Senrenæssancen skabte Kunststil for lange Tider tager sig Højhedsret over den danske Poesi.

Et af de Maal, Senrenæssancen overalt, hvor den paa sin Sejrsgang over Europa kom hen, først og fremmest satte sig, var paa Modersmaalet at frembringe et Epos med kristeligt Indhold og udført i Lighed med Antikkens. Den franske Litteratur havde her i Du Bartas’ »La Semaine« (1579) et Værk, der blev almindeligt beundret, og som oversattes i saa godt som alle europæiske Kultursprog; adskillige Steder lod man sig derfor i sin Stræben efter at erholde det store episke Digt nøjes med at omplante Du Bartas’. I Tyskland havde det 1617 stiftede Frugtbringende Selskab dets Oversættelse paa sit Program, og usandsynligt er det ikke, at dette var en medvirkende Aarsag til, at Kansleren Christian Friis til Kragerup, hvem Fædrelandets Ære og Anseelse altid laa varmt paa Sinde, har set sig om efter en Mand, der for Danmarks Vedkommende kunde tage Opgaven op og føre den frelst i Havn. Hans Valg faldt paa Arrebo, som han i sin Tid havde fattet Godhed for og aldrig helt sluppet af Syne, og som desuden i sin Behandling af Davidssalmerne havde lagt for Dagen, at han var sig Senrenæssancens metriske Principper bevidst. Arrebo tog mod Kanslerens Tilbud og forsynedes af ham med de fornødne Hjælpemidler, deriblandt sikkert ogsaa den 1631 afsluttede tyske Oversættelse. Han fik Arbejdet, efterhaanden som han trængte ind i det, usigeligt kært trods dets mangehaande Vanskeligheder, og han sparede sig ingen Umage for, at det kunde fremtræde saa anseligt og prægtigt som muligt; at give en blot og bar Oversættelse var ingenlunde hans Hensigt.

Allerførst var hans Opmærksomhed henvendt paa Valget af et passende Versemaal. Du Bartas’ Digt var affattet i franske Aleksandrinere, men Arrebo var betænkt paa at skaffe sit Fædreland et Metrum, der kunde indtage en selvstændig Plads ved Siden af Italienernes ottave rime, Franskmændenes Aleksandrinere og Englændernes blank verse. Han lagde Heksametret, det staaende Versemaal i alle Antikkens store Heltedigte, til Grund, men gav det en særlig, moderne Udformning ved at tildele det Rim, ikke alene Slutningsrim, men ogsaa Rim midt inde i Verset. I Længden blev det ham dog for besværligt paa Sprogets daværende Trin af metrisk Ubearbejdethed at bevare dette selvdannede Metrum, og forbeholdende sig at genoptage det til Forherligelse af den syvende Dag, Herrens Hviledag efter Skabelsens Fuldendelse (som Døden dog hindrede ham i at faa skildret), gik han med Fortællingen om den anden Dags Skabelsesværk over til den mindre kunstfulde Aleksandriner. Til Gengæld har han ved Behandlingen af Indholdet helt igennem, fra den første Sang til den sidste, udvist en ikke ringe Selvstændighed. Over for Partier, som meget nøje slutter sig til Du Bartas’ Tekst og blot er en Oversættelse eller Bearbejdelse af den, staar andre, i hvilke han forlader sit Forlæg og giver sig sin egen Digtning i Vold; det tjener ham til Ære, at disse ikke er blevet de ringeste i hans Værk. Lovprisningerne, hvormed hver Dags Gerning indledes, er som oftest aldeles originale, og det samme gælder i Ordets videste Forstand de i særlig Grad udførlige Afsnit, i hvilke han lader Danmarks og Norges ejendommelige Natur, deres Dyre- og Planteverden, Mineralrige, geografiske og hydrografiske Forhold indgaa i Stedet for Du Bartas’ tilsvarende franske; for Norges Vedkommende, der her for første Gang gøres til Genstand for digterisk Behandling, har foruden Selvsyn Undalpræsten Peder Clausen Friis’ forskellige Skrifter tjent ham til Kilde. I Beskrivelsernes kunstmæssige Stil træder han derimod overalt nøje i Forbilledets Spor, og dette var det ogsaa efter Tidens hele Opfattelse hans uafviselige Pligt at gøre. Man møder følgelig ogsaa hos ham den bestandige Paakaldelse af Musen i Overensstemmelse med de fælles antikke Læremestre, en vidtstrakt Anvendelse af den klassiske Mytologis Gudeapparat til Betegnelse af Naturmagter, et Væld af Hentydninger til græske Myter og lærde Reminiscenser fra Læsningen af romersk Oldlitteratur, endelig det brede, langsomt henskridende Foredrag med malende Tillægsord, kunstige Ordsammenstillinger, dristige Sammenligninger, nydannede Udtryk og sære, vanskeligt forstaaelige Gloser — alt i Senrenæssancens Aand, men saare fjernt fra vor Tids.

I det 17. Aarhundredes danske Litteratur staar Arrebo i samme Stilling og med en lignende Glans om sit Navn som Oehlenschläger i det 19.s. Begge indleder de nye Epoker, og begge hyldes de som Digterkonger af deres samtidige, ogsaa af dem, der saa anderledes paa Poesiens Maal og Midler. Smukt har for Arrebos Vedkommende Mænd som Hans Mikkelsen Ravn, Anders Bording og Tøger Reenberg givet deres Beundring Udtryk. Endnu 100 Aar efter hans Død erkender Holberg, at han er »en af de største Poeter, ja, den som allerførst har skrevet sirligen i dansk Poesi«.