Sørgedigt over Dronning Anna Katharine
1612
1612
Jeg saa to dejlig Roser staa
paa fyrstelige Rode,
af konglig Stam, som Liljen blaa,
bær Roser sød’ og mode.
Af fyrstlig Kvist, jeg siger vist,
udspringe Roser baade,
er plantet i den rige Christ
og dugget med hans Naade.
Saa brede Blad de Roser bær
og skin som Ædelstene,
at Læg og Lærd baad fjern og nær
sig hvil under de Grene,
der vandrer frem den Ædelmand,
der hvil den gansk’ gemene,
befried fra Storm og Regnevand,
under de tykke Grene.
De Rosers allersødste Frugt
som Ceder, Laurus, grønne
opfylde Landet med sød Lugt,
som Balsams Lugt den skønne,
der vederkvæges gamle Mænd,
den unge styrkes lige,
i Byer, Steder, vide kendt,
blomstrer Fattig’ og Rige.
Under de Rosers Blomsters Flor
Moses den verdslig Herre
med Raadet sit i Skygge staar,
halvfjerdesindstyv’, ja flere,
der ringler Aaron med Kjortel sin,
Urim og Thummin glanse,
der pløjer Noe og planter Vin,
all’ Statter spring’ og danse.
Vel dig, vel dig du Rig’ og Land,
som bær de Roser skønne,
du maatt dig fryd’ og slaa med Hand
under de Blomster grønne,
der under staa som Liljeblad,
som Merian og vel lugte.
O Danmark i den Flor du sad,
men Gud dig nu mon’ tugte.
Der Jonas under Kikajon sad,
det Græskar med sin Skugge
ham gjord’ i Hjertet fro og glad
og mon’ hans Brynde dugge;
der Ormen kom og stak derpaa
og lagd’ det Græskar øde,
den usle Jonas ønsked da,
at han var hos de døde.
Ak Ve, Ak Ve, du Dødsens Orm,
du har nu spildt vor Glæde,
der du med giftig Brod og Horn
mon’ til vor Rose træde,
og ej til nogen anden Urt
end til en kronet Rose,
ak, at du vendte dig ej bort
til en Ukrudt i Mose.
Du har kuldkast den Rose rød,
som var smaa Urters Amme,
og spisde dem med Saften sød
fra fyrstlig Rod og Stamme,
derfor er andre Urter smaa
som lidet Barn i Vugge,
der ej kan Mælk og Spise naa,
hvem skal dem vand’ og dugge?
Ve dig, du giftig Dødsens Brod,
at du ej stak en Nælde,
en Akkelej du maatt forraadt
og en ufrugtbar Mælde,
en Akkelej foruden Lugt,
o, at du den havde taget,
og ej den danske Esthers Frugt,
og os saa hjertlig plaget.
Kund’ dig ej skrække Anna Navn,
som Christi Naad’ betyder,
sin Brudgom Christ hun tog i Favn,
o, Dyd over alle Dyder.
Kund’ dig ej skrækk den Renheds Saft,
som Catharin bemærker,
Kyskhed udaf den Helligaands Kraft,
da est du alt for stærker.
Velan, du Død med Brodden din,
du kund’ vel Rosen fælde,
højbaarn gudfrygtig Blomster fin,
du stak den som en Nælde,
men den ej rykk med Roden op,
som er i Christo planted,
og hør ham til med Blad og Stok,
tvi dig, du est nu ganted.
Thi der du stak den Rose rød
i denne jordisk Have,
at hun da faldt til Jorden død
og slog sin Blad af lave,
da flytte den til Paradis,
hvor hun skal evig grønnes,
tvi dig, tvi dig, du Næsevis
med evig Glæd’ hun krønnes.
Den Kron’ vi ej misunde dig
o levend’ Dronningfrue,
Gud sire dig evindelig,
lad dig sit Ansigt skue,
du vaarst os god af Hjerterod,
vi fattig’ Ymper alle,
der du med Kron’ i Danmark stod,
Gud vill’ vi dig befale.
Ønskendes all’ af Hjertens Grund,
vi maa dit Fodspor følge
i Herrens Frygt hver Tid og Stund,
vor Sorg taalmodlig dølge
og faa saa mildt et Endeligt,
saa sødelig hensove;
da findes vi i Himmerig,
Gud der evindlig love.
Nu kanst du dømm’, som har Forstand
hvad Suk her er for Hande
hos hver fornumstig Kvind og Mand
i disse danske Lande.
Her sørger Rosen, ene staar,
og har nu mist sin Mage,
det ikke uden Sorg afgaar
udi sin’ fejrste Dage.
Ve os, Ve os og dobbelt Ve,
Ve vore Synder lede,
som os mon’ saadan Skæbne te,
saa tænder op Guds Vrede,
at vi ej længer maatte aa
den Kvinders Flor og Krone,
vor Synd det gør (jeg siger fraa)
Gud kan os ikke skaane.
Det er at frygt’ (o Synder hør),
at her er værr’ for Hande,
her staar Ulykken for din Dør,
den har dig gæst i Lande.
Naar Gud hjemkalder Børn saa kær,
da vil han Landet straffe
med Hunger, Sjugdom, skarpen Sværd,
saadant kan Synden skaffe.
Jeg kan ej bedre raade dig,
o du forstokked’ Hjerte,
om du vilt undgaa Fare slig
og fly den Hjertens Smerte,
end at du skriger til Gud saa vred,
som Niniviter arme,
at han for Jesu blodig Sved
vil sig nu dig forbarme.
Og være nu din Kron’ igen,
din Skjold og stærke Fæste,
dertil din huld’ og trofast Ven,
dig hold’ din Synd til Bedste,
og dig ej straff’ i Grumhed sin
og størst retfærdig Vrede,
men for sin Søns uskyldig Pin’
med Naade vær til Rede.
Bed saa af inderst Hjertens Grund
for overblevne Rose,
som dig nu skjuler allen Stund
og staar for dig i Mose
og lider baade Regn og Raad,
at du kanst Blomster bære;
han har ej bedre Skæbn og Lod,
end han en Næld maatt være.
O stærke Gud, o Fader blid,
bevar den Rose grønne
i denne Storm og farlig Tid,
bevar hans Blade skønne,
at ingen Regn, ej Storm saa stor,
ej nogen skarper Torden
skal slaa hans ringste Blad til Jord
fra Sønden eller Norden.
At vi elendig morløs Børn
skull’ ej vor Fader myste,
(der os beskærmer som en Ørn,
ja, som sit Hjert’ i Bryste,)
og lide siden Hungersnød,
som farløs Børn maa gøre,
o Gud for din Søns Pin’ og Død
lad os det aldrig høre.
Mn lad den Rose stand’ og gro,
lad hend’ sin Blade nyde,
lad os under de Blade bo
og hende ær’ og ljude,
afhug de Torn og Nælder flest,
som Rosen traar at skænde,
at det gaar Rosen allerbedst,
naar de i Ovnen brænde.
Beskærm de andre Roser smaa,
som gror af samme Rode,
at de og stedse dugges maa,
og bære Blomster gode,
at de kan træd’ med Manddoms Id
i færne Fjed med Ære,
og læg’ paa mørne Gudsfrygt Flid,
det giv dem Gud, vor Herre.
Bed saa fremdeles inderlig
for andre Urter bolde,
Cypres, Lavendel, Persle slig,
som Danmark har i Volde,
bed du for Juda, verdslig Mand,
bed du for Levi Stamme,
bed og for den gemene Stand,
Guds Venskab paa os ramme.
At vi i denne Jammerdal
maa saa vort Liv fremdrage,
at vi kan flytte til din Sal,
naar vi har endt vor Dage,
hvor vi maa blomstres eviglig
som Roser alle sammen
i Paradis, vort Himmerig,
hvo det begær, sig’ Amen.