Christian Preetzmann (1822–93)

Tous les poèmes de Christian Preetzmann sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Abou Ben Adhem (gid hans Stamme voxe!)

Af alt mit Eie har jeg nu

Af Maanestraaler Natten væver

Af Poesi er Verden fuld, dens Aand

Ak! hvor sjeldent Held, at finde

Ak, nei! hun nævnes aldrig meer

Ak, skjønne Anemoner! hvi

Alt lægger for din Fod jeg ned

Alt Natten dybe Skygger slog

Atter en Stakkel har

B

Belsazzar sad paa Thronen

Blandt kolde Graves Marmorstene

Brug ei de Øine saa! — jeg tør

Bruus frem for evig i din Hædersdragt

Bryd! bryd! bryd!

Byd mig at leve, og mit Liv

D

Da Alt omkring mig blev saa mørkt

Da Amor var Barn og gik ørkesløs om

Da Du elsked mig — ja, det er sandt

Dagen er endt, alt Mørket

Dag, som Dig i Purpur dukker

Da jeg sværmed i Høilandets Egne paa Heden

Da Krigens Storm sig havde lagt

De første Templer til Gud Herrens Ære

Den skjæbnesvangre Stund er nær

Den Sommerfugl var en stolt Kavaleer

Den trettende April jeg tog

Der er en Høstmand, hans Navn er Død

Der er et Vist, jeg veed ei hvad

Der levede engang en Mand

Det Afskedskys, mig gav din Mund

Det dæmrer paa Havet — i Vandenes Skjød

Det mørkned. — Til Hvile gav Hornet Signal

Det suser over Mark og Eng

Det var engang i faure Vaar

Det var en liflig Sommermorgen — Lærken

Det var saa tyst, fra Birk og Lind

Det var tre Konger i Østerland

Din Skjønhed, Anna! tærer hen

Du lille Blomst saa rød og rund!

Du lille Kræ, saa vims og snu

Du, Stjernenattens Kæmpeaand!

Du troer vel, at mit Sind er let

E

Ei faaer mit Speil mig til at troe jeg ældes

Ei Røg og Duft jeg offrer Dig

Ei Suk og Eder jeg forstaaer

Ei til Fremtids Syner Lid Du sætte

Ei Verden giver os igjen den Glæde, den har spildt

End et Kys, da maa det briste!

En fugtig Bov, et Bølgeslag

En Morgenstund ved Amors Arm:

En sort og skyfuld Midnat staaer paa Himlen

Er Venskabs og Kjærligheds Blomster nedtraadt

Et Tempel for Venskab — udbrød Magdalene

F

Farvel! Farvel! af Hjemmets Kyst

Fjernt paa en Avlsgaard boede Ole Knap

Flyd sagtelig, Skovbæk, blandt Buskenes Riis!

For den, som har Naturen kjær, og først

For ungt er, siger man, vort Blod

Fra disse Læber, Elskov selv har dannet

G

Godnat! Godnat! — Ak! er det saa

Groer Sukket til din Læbe fast

Gaa, elskte Knøs! Du sagtens finder

Gaa, forglem mig — lad ei Sorgen

Gaa kun, Glands at vinde

H

Har Du hørt om en Snekke — i Tangen begravet

Har Sorg paa din Ungdom kastet

Hendes Slummer være sød

Her Stedet er. Min Ganger, stands!

Himlens Magter, I, som vaage

Hist over Bølge

Hun bar en Krands af Roser

Hun boede fjernt fra Verdens Larm

Hun er smuk, det er sandt, dog dit Hjerte bevar

Hun sang om Elskov, Aftenrøde

Husbond! hold dog op med Kiv!

Hvergang dit Blik jeg seer paany

Hvi drog jeg over Dybet

Hvis Du har tabt en Ven

Hvor bliver ikke Skjønhed dobbelt skjøn

Hvor tidt formørker ei en Sky

Hvor Vandringsmanden styrer hen

I

I dit Ansigt jeg Rynker opdaged

Ifald jeg brugte Venskabs Sprog

I Feber laae Amor. Den lange Nat

I Knøse! tag, det raader jeg

Il fremad med dit Bytte

Ingen Tromme blev hørt, ei Basunernes Stød

I Paphiske Lunde jeg drømte jeg gik

J

Ja, Cloris! var jeg Persiens stolte Drot

Jeg erindrer, jeg erindrer

Jeg fra en Drøm om Dig staaer op

Jeg gik langs Møllebækken

Jeg glemmer Tiden, naar med Dig jeg taler

Jeg hørte Natten skride med sit Slæb

Jeg mindes Dig, naar Morgnen springer

Jeg skød en Piil i Luften

Jeg stod hvor han var lagt i Mulde

Jeg stod paa Broen ved Midnat

Jeg staaer ved Stænten, Ellen!

Jeg saae, mens i Bækken sig Morgenen maled

Jeg vandred ud en Dag i Mai

Jeg vented paa et Tog i Coventry

John Anderson, Du Kjære!

K

Klare Stjerne! Du som foer

Klart lyste Maanen i sin fulde Glands

Kom og hvil ved mit Bryst, Du, min anskudte Hind!

Kom! tag vor Dreng, saa vil vi gaae

Kom tilbage! kom tilbage

L

Lær mig ei i mørke Stunder

M

Man siger, Lykken boer i Haabet

Man siger — om det holder Stik

Med en god gammel Ven og en qvik gammel Sang

Med Havets brusende Vande

Min er Konen, jeg har

Min Sjæl er mørk — nu, Sanger!

Mit Høiland jeg elsker, her er ei mit Sind

Mit Haar før Tiden graaned alt

Mit Liv er Rosen, der i Vaar

Mit Liv iblandt de Døde randt

Mød mig blot iaften i Dalen, min Skat!

N

Naturen alt paa nøgne Green

Nu, søde Fanny, bort med Graad!

Nys Skoven i sin Foraarsdragt

Naar Aftnens Skjær sig sænker blidt

Naar Bægerne foran os funkle

Naar den lange Dag er omme

Naar, i Skjønhedens Dragt

Naar Verden mig med Kulde vender Ryggen

O

Og det er din Grav, Macaura!

O! husker Du den Solnedgang

O! kald min Broder dog herhen

O, kom, naar Solen skjuler sig

O, kom! see paa Marken

O, lad os aldrig meer, min Skat

O! lykkelige de, hvem milde Stjerner

Om jeg elske vil Dig?

O, Nanna! vil Du følge mig

O, Skovmand! spar det gamle Træ

O! var Du i den kolde Blæst

O! var jeg end en sorgløs Dreng

O! var jeg en Sommerfugl, født under Løvet

P

Pige med den blonde Lok

Paa Høien end engang

Paa Markedspladsen i Lænker han stod

Q

Qvinde! svøb din Kaabe om Dig

R

Rask, før Tiden os henter

T

Tag dem, o Død! ak, Intet meer

Tidt i den stille Nat

Til Sommer vil Svalen

Tilaars var Enken, eet Barn kun hun havde

To Væsner, skjønnere end Alt omkring dem

Tusmørket er trist og skyfuldt

Tændes Dagen paa Himmelens sittrende Pande

Tætved en Landsby, graat af Aar

U

Uhyggeligt var Stedet. Bækken, som

Under de tætte Linde

Under et mægtigt Kastanietræ

Uskyldige Glut med den Blomst saa hvid

V

Ved en uhøstet Riismark laae

Vi har holdt trofast sammen

Vi skiltes i Taushed, men sørgede saare

Vort Liv er kun et Gjøglespil

Ø

Ønsker Du at vide, naar