Hvor nøgent Alt! — hver Busk og Green
Har Stormen pillet ganske reen —
Dens Tænder er saa hvasse;
Og Storken med de lange Been,
Og Gjøg og Stillids hver og een
Forlængst tog Reisepasse.
Hist staaer en El i Mosens Ly,
Indsvøbt i Taagens hvide Sky —
Jeg troer den staaer i Tanker;
Og Regnen rusker tung som Bly —
De kjønne Piger hjemad fly
Paa pæne Puskelanker.
Udslukt er Gyldenlakkens Glands,
Vipstjerten neier med sin Svands,
Og Vinden er saa vindig;
Den røved Bøgens Jomfrukrands,
Nu dandser den en lystig Dands,
Mens Træet staaer tungsindig.
Frem rokke Ænderne i Rad —
De snakke sammen, Gud veed hvad,
Mens stærkest Stormen larmer;
Men Duen er slet ikke glad,
Og under Vingens Lilieblad
Forknyt sit Næb den varmer.
Og hvor er nu den Luedrik,
Som frem af Solens Øie gik? —
Saa kolde er dens Miner.
Kun af og til med fornem Skik
Den sender os et stjaalent Blik
Bag Skyens graa Gardiner.