Vist er hun Dronningen paa Skjønheds Throne! —
Som Maanedsrosen er den fine Kind,
Og Lokken vifter som Cypressens Krone.
Og naar hun træder let i Salen ind,
Det er jo som igjennem Busken svæver
I Sommernatten lune Vestenvind.
Naar i melodisk Fald hun Stemmen hæver,
Det er som over Bækkens Sangbund tyst
I smeltende Accorder Bølgen bæver.
Ei dandser Dunet hen ad Vovens Bryst
Saa let som hendes Fod i Wienervalsen,
Mens Læben vinker ømt til Guders Lyst;
Og Hjertet — hænger i et Baand om Halsen.