Kalliope
→
Poètes
→
N.T. Bruun
→
Premiers vers
N.T. Bruun
(1778–1823)
Œuvres
Titres des poèmes
Premiers vers
Références
Biographie
Søg
Tous les poèmes de N.T. Bruun sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.
A
Adam alt i Paradiset
Alfader skabde os til Fryd
Alt da jeg var en Purk
At holde Equipage nuomstunder
At leve af den bare Luft
At mødes, at skilles og savne
At skrive Drikkeviser er
B
Bacchus kalder, deler hans Trone
Bacchus sig nærmer, Glædens Ven!
Bestandig dadler man de stakkels Daarer
Blandt alle Planter paa vor Jord
Brødre! vi vor Riigdom ei
D
De Henfarnes Skaal vil vi tømme
Den er en Giæk, som med Griller sig plager
Den første Kierlighed jeg kiendte
Den som er klog, leer ad Tossernes Spot!
Det er bekiendt, at vi stakkels Poeter
Det er ei stedse Høitiidsdag
Det gamle Aar saa smaat sig fra os pakker
Det nye Aar af Tidens Skiød sig hæver
Dragonerpunsch! er Du forsvunden?
Du, som Din Sorg vil glemme
E
Ei jeg eier Diadem
Endskiøndt vor Jord ret vakker er
En gavnlig Dag paa Sviir at spilde
En Melodie skiønt paase maa til Sangen
En skiønne Foræring af Skaberen vi fik
En Vise er en herlig Ting
Et Aar forsvandt
Evan byder os at drikke
F
Favre, yndefulde Vaar!
For dem vi elske vil vi klinke
For de øvrige tre Elementer
For Fatter og for Mutter her i Huset
For ind til Sielen mig at drille
Fra Hiertets uudtømmelige Kilde
G
Gavmilde, ynderige Høst
Giennemsigtige, tindrende, fulde
Godmodighed binder vor Kiæde
H
Hvad er vort hele Liv? en Reise!
Hvem elsker vel ikke vor blomstrende Jord?
Hver Mand, som er værdig at hedde Soldat
Hvis et godt Raad I følge kan
Hvor mon man Livet bedre nyder
Hvor vanke vel de bedste Løier?
Hør, Brødre! vort Liv er et Bæger
Hørelse og Syn at prise
I
Ifald Du ret, hvad Lugten er, betænker
I gamle Chinas mægtige Rige
I Gaar just som ret glad jeg drikker
Imellem Vinenes Hærskarer
Indsvøbt i Drømmeskyer
I uskyldig Fryd og Glæde
J
Ja! Vinen fryder Mandens Sjel
Jeg er til Lystighed altiid parat!
Jeg finder Livet sukkersødt!
Jeg holder ikke af de Stores Tafler
Jeg reiste saa vide omkring paa vor Klode
Jeg svoer at hylde Viisdoms Lære
Jeg synger om Glæde og Sang
Jeg veed mod Bekymring den ypperligste Kuur
Jeg vil Sandserne lovprise
Julen er Glædens og Munterheds Fest!
K
Kom, lad os tømme en Skaal for den Brave
Kommer! Bacchus vil vi dyrke!
Kommer, klinker!
L
Lad Daarerne ønske sig Ahner og Guld!
Lampe! ved hvis Skin mit Qvad jeg skriver
Lee, elsk og syng! drik, kys og nyd!
M
Manden med Glas i Haand
Man har, til Menneskenes Vel
Man os fortæller, at vor vakkre Klode
Med evig ustandselig Flugt
Med Millioner Blomster Jorden
Mens end Rosen ad Dig smiler
N
Nægter mig ei paa denne Klode
Næst efter Kys og Viin mig fryder
Naar Du gaaer grumme langt tilbage
Naar jeg kun har min Pige
Naar jeg min Flaske tømmer
Naar jeg vaagner af min blide Ro
Naar man Mig byder til Gæstebud
Naar man sit Glas har tømt i Ro
Naar stundum man paa Livets Ve
O
Om Punschens Smag, om Punschens Kraft
Om Viin og Sang
Os Glæden indbyder; dens Stemme adlyd
Over den ganske Gejstlighed
Over de svundne Dages Savn
Over Tidens Tand man sig beklager
P
Paa Horizonthen Solens Billed daler
Q
Qvindebliidhed huldt fremvinker
R
Ranken forskiønner Glædens Jord
Ret lystig svandt vor Aften hen
S
Salighed, himmelsk Sødhed lagde
Skal ene Flora og Pomone
Skal jeg være glad, saa maa jeg drikke
Skienk Druens røde Blod i Munterhedens Bæger!
Skiøndt i Kong Fredrik Siettes Land
Skjenk i Glasset, thi nu vil vi drikke
Skynd Dig og nyd!
Sommeren, Glædens muntre Søn
Stort Lag foruden Lystighed
Syng nu om Thee
Søde Drue! dig vi hylde
T
Tiden er lang, men ogsaa kort
Til Trøst paa min jordiske Vandring
Timer forgaae, Aar flyve bort
Tit faaer jeg, naar jeg drikker
Tusind Luner pirre os
Tænk aldrig paa den Dag i Morgen
Tømmer en Skaal for hver Dannemø
Tøm ud dit Glas, gjør mig Besked!
U
Ungdommens Rose, Livets Kraft
V
Venner, husker det er Fastelavn!
Venskab, Dit Navn gienlyder fra hver Læbe
Vi Alle er Børn — hvo tør nægte mig det?
Vilde Skiebnen mig tilstæde
Vinen mig alt i Panden pirrer
Vor Aftenstund er svunden hen